En person der skyder med bue og pil. Brugen af bue og pil efter Vandfloden satte menneskene i stand til at dræbe dyr der var for hurtige og farlige til at kunne fanges på anden måde, og bruge dem til føde, beklædning, tæpper og telte. Da Nimrod fremstod og fik mere og mere magt, har han uden tvivl haft bueskytter i sin tjeneste.

 I det 20. århundrede f.v.t. blev Abrahams førstefødte søn, Ismael, bueskytte for at kunne klare sig i ørkenen. (1Mo 21:20) Abrahams sønnesøn Esau var dygtig til at skyde med bue. (1Mo 27:3) Ægyptiske mindesmærker fra de ældste tider viser at bueskytterne var faraonernes vigtigste angrebsstyrker, og bueskytter ses også afbildet på babyloniske relieffer. På Josuas og Davids tid (Jos 24:12; 1Kr 12:1, 2) og senere endnu indtog bueskytter en vigtig plads i Israels hær. (2Kr 14:8; 26:14) Saul, Akab og Josias blev ramt af bueskytter og døde i kamp mod henholdsvis filistrene, aramæerne og ægypterne. — 1Sa 31:1-3; 1Kg 22:34, 35; 2Kr 35:20, 23.

Relieffer fra Nineve viser assyriske bueskytter stående på stridsvogne og udrustet med to buer, en lang og en kort. Når de skød én pil af, holdt de ekstra pile klar i hånden og øgede således hastigheden hvormed de skød. Den assyriske angrebstaktik bestod øjensynlig i at overvælde fjenden med en regn af pile, hvorefter man brugte sværd og spyd under forfølgelsen.

Perserne skal have været de dygtigste af datidens bueskytter. Relieffer fra Persepolis og Susa viser mediske og persiske soldater udrustet med bue og pilekogger. Fra de var 5 indtil de var 20 år lærte persiske drenge ridning og bueskydning; til hest mestrede de også kunsten at skyde bagud. Grundidéen i den persiske angrebsstrategi var bueskytternes hurtighed og bevægelsesfrihed når de stormede frem mod fjenden, som de overdængede med en regn af pile.

De vestlige riger Grækenland og Rom satte ikke bue og pil så højt som østerlændingene, selv om bueskytter også undertiden var af afgørende betydning for deres sejre. Dette skyldtes måske at grækerne trak strengen ind mod kroppen, hvilket var mindre effektivt, i stedet for at trække den ind mod kinden eller øjet, sådan som ægypterne og perserne gjorde. Det ser ud til at de kretiske og asiatiske lejetropper skød med bue og pil, mens grækerne og romerne holdt sig til sværd og spyd. — Se også VÅBEN, RUSTNING.

Brugt billedligt. Jakob sagde om sin søn Josef: „Bueskytterne [ordr.: ejere af pile] blev ved med at genere ham, og de skød på ham“ — sikkert en hentydning til den uretfærdige måde hans brødre havde behandlet ham på. (1Mo 49:23) Da Job følte at Gud var ham fjendtligt stemt, sagde han: „Hans bueskytter omringer mig.“ (Job 16:13) Det hebraiske ord rav, der her er oversat med ’bueskytte’, kommer af ravavʹ, der betyder „skyde“. (1Mo 49:23) Ordet rav forekommer også i Ordsprogene 26:10, der lyder: „Som en bueskytte der gennemborer alt, sådan er den der lejer en tåbe eller den der lejer nogle der kommer forbi.“ Hermed hentydes til den skade der kan ske når man ansætter en der er uegnet til den pågældende opgave.

[Illustration på side 341]

Bueskytte i den kongelige persiske garde