Det hebraiske ord sa‛īrʹ (ordr.: en der er håret, lodden) bruges almindeligvis om en gedebuk og, i nogle få tilfælde, om et gedekid. (1Mo 37:31; 3Mo 4:23) I fire skriftsteder (3Mo 17:7; 2Kr 11:15; Es 13:21; 34:14) anses ordet imidlertid af de fleste oversættere for at have en anden betydning end den almindeligt anvendte.

Både i 3 Mosebog 17:7 og 2 Krønikebog 11:15 er det tydeligt at ordet (se‛irīmʹ, flertal) bruges om noget der tilbedes, og som man bringer ofre til, og dette i forbindelse med afgudsdyrkelse. Den græske Septuaginta og den latinske Vulgata gengav derfor ordet med „de uforstandige“ (LXX) og „dæmonerne“ (Vg). Oversættere og ordbogsforfattere i nyere tid har i almindelighed det samme syn på disse to skriftsteder og siger „dæmoner“ (Ro), „satyrer“ (RS, AT, JB, JP), „bukketrolde“ (DA31, DA92) eller „bukkelignende dæmoner“. (NV; se også Koehler og Baumgartners Lexicon in Veteris Testamenti Libros, Leiden 1958, s. 926, og A Hebrew and English Lexicon of the Old Testament af Brown, Driver og Briggs, 1980, s. 972.) En undtagelse herfra er Robert Youngs oversættelse, der gengiver ordet bogstaveligt med „ged(er)“, og American Standard Version, der siger „bukke“.

Af Josuas ord i Josua 24:14 fremgår det at israelitterne i nogen grad var blevet påvirket af afgudsdyrkelsen i Ægypten under deres ophold dér, og Ezekiel viser at de lå under for denne hedenske påvirkning længe efter. (Ez 23:8, 21) Derfor mener nogle lærde at forbudet i ørkenen mod at bringe „slagtofre til de bukkelignende dæmoner“ (3Mo 17:1-7) og det at Jeroboam ansatte præster „for offerhøjene og for de bukkelignende dæmoner og for kalvene som han havde lavet“ (2Kr 11:15), tyder på at der fandtes en form for bukkedyrkelse blandt israelitterne i lighed med den der fandtes i Ægypten, især i Nedreægypten. Herodot (II, 46) hævder at grækerne herfra har fået deres dyrkelse af Pan og satyrerne, stærkt sanselige skovguder som fremstilledes med horn, bukkehale og bukkeben. Disse hedenske guders halvt dyriske udseende er i øvrigt efter nogles mening baggrunden for de fremstillinger af Satan med hale, horn og bukkeben som man finder blandt såkaldt kristne i middelalderen.

Det fremgår imidlertid ikke direkte af Bibelen hvad eller hvem disse se‛irīmʹ, „de hårede“, var. Den opfattelse at de enten skulle være bogstavelige gedebukke eller gudebilleder der var formet som gedebukke, behøver ikke at være rigtig; den finder ingen direkte støtte hverken i sammenhængen eller andre steder i bibelteksten. Det hebraiske ord kan slet og ret betyde at de falske guder der hentydes til, efter tilbedernes opfattelse enten var hårede eller havde form som gedebukke. Det er også muligt at ordet anvendes blot for at udtrykke foragt for afguder og gudebilleder i almindelighed, ligesom ordet for afguder i mange skriftsteder er afledt af et udtryk der oprindelig betød „ekskrementknolde“, uden at man dermed mente at afguderne bogstaveligt bestod af ekskrementer. — 3Mo 26:30; 5Mo 29:17.

I de to andre skriftsteder (Es 13:21; 34:14) er der ikke samme enighed om betydningen af  sa‛īrʹ og se‛irīmʹ og forbindelsen med afgudsdyrkelse. Her skildres ruinerne af Babylon og Edom, der ligger øde hen, kun beboet af vildtlevende dyr, deriblandt se‛irīmʹ. Nogle oversættelser gengiver her ordet med den almindelige betydning „ged(er)“ (Yg) eller „vildged(er)“ (AS), mens Rotherham, der bruger „dæmoner“ i Tredje Mosebog og Anden Krønikebog, foretrækker „lodne skabninger“ i Esajas’ Bog. Disse gengivelser begrundes med at ordet her forekommer sammen med andre ord som man véd betegner bogstavelige dyr. Mod gengivelsen af sa‛irʹ med „satyr“ i Esajas 34:14 fremfører G. R. Driver (i Palestine Exploration Quarterly, London 1959, s. 57) den indvending at satyren ingen steder i mytologien blev brugt som symbol på en øde tilstand, men tværtimod stod for svir og vellyst. Han går ind for at opfatte sa‛īrʹ som en bogstavelig ged idet han henviser til at geder trives godt i øde områder, og at vilde geder ifølge beretninger skulle være almindelige ved sydenden af Det Døde Hav, altså i nærheden af det øde Edom, som Esajas’ profeti (34:14) er rettet imod.

De der foretrækker at gengive det hebraiske ord i Esajas’ Bog på samme måde som i Tredje Mosebog og Anden Krønikebog, henviser til at Septuaginta bruger „dæmoner“ for se‛irīmʹ hos Esajas, og at Johannes bruger samme ordvalg som Septuaginta (Es 13:21) dér hvor han beskriver det ødelagte Babylon den Store som bolig for urene fugle og „dæmoner“. (Åb 18:2) Om apostelen Johannes her citerer fra Septuaginta, kan naturligvis ikke siges med sikkerhed. Det skal dog bemærkes at ifølge Theological Dictionary of the New Testament, redigeret af Gerhard Kittel, „tager LXX det for givet at [daimonion, der gengives med „dæmon“,] er en foragtelig betegnelse for hedenske guder“. — Oversat til engelsk af G. Bromiley, 1971, bd. II, s. 12.

Man kan altså ikke være helt sikker på betydningen. Esajas har måske i rækken af de bogstavelige dyr han nævner, indføjet disse dæmoner, ikke fordi han mente at de havde materialiseret sig i bukkeskikkelse, men snarere fordi de hedenske folk der boede i disse egne, i deres fantasi ville befolke de øde steder med disse væsener. Historien vidner om at befolkningen i Syrien og Arabien længe har forbundet sådanne overnaturlige væsener med øde steder. Arabernes djinn fremstilles netop som hårede uhyrer. På den anden side er det også muligt at de se‛irīmʹ der holdt til i Edoms og Babylons øde ruiner, har været virkelige dyr, langhårede og lodne, med et udseende der fik besøgende til at tænke på dæmoner.

[Illustration på side 342]

Ifølge Herodot har grækerne fået deres dyrkelse af Pan, en gud med bukkeagtige træk, fra ægyptisk bukkedyrkelse