I Lilleasiens fristæder var byskriveren (gr.: grammateusʹ) i Romerrigets tid bystyrets betydeligste embedsmand. Det lader til at han blev valgt til sit embede af folket og virkede som bystyrets ypperste medlem. Han kunne i nogle henseender sammenlignes med vore dages borgmestre, og sådan kaldes han også i nogle bibeloversættelser. Han havde derfor stor indflydelse på byens anliggender, og hans ophøjede embede nød større anseelse end der egentlig ligger i ordet „byskriver“. Ordet grammateusʹ forekommer i Apostelgerninger 19:35, hvoraf det fremgår at han havde stor indflydelse eftersom det var ham der i Efesus kunne berolige folkemængden som havde rejst sig mod Paulus og hans rejsefæller. (Apg 19:35-41) Ellers bruges ordet i De Græske Skrifter om de jødiske skriftlærde.

Byskriveren havde direkte adgang til provinsens prokonsul og var kontaktled mellem bystyret og den romerske provinsadministration, hvoraf der fandtes en i Efesus. Derved kunne han fungere som en slags stødpude mellem byens befolkning og de romerske myndigheder. I byerne i provinsen Asien var byskriveren ansvarlig over for de romerske myndigheder for at opretholde ro og orden inden for sit område. Det forklarer i nogen grad de betænkeligheder byskriveren gav udtryk for da indbyggerne i Efesus var blevet ophidset af byens sølvsmede på grund af Paulus’ forkyndelse. Det var blevet til en regulær pøbelopstand, en ulovlig sammenstimlen i teatret. Som byskriveren gjorde opmærksom på, kunne de blive anklaget for oprør, og han frygtede for at romerne ville drage ham til ansvar.