(kenturioʹn).

Dette er en oversættelse af de græske ord hekatontarʹchēs (eller hekatontʹarchos) og kentyriʹōn (af lat. centuʹrio) og betegner en romersk befalingsmand som havde kommandoen over 100 soldater. En romersk legion bestod altid, uanset dens størrelse, af 60 centurier, som hver stod under en centurions befaling. Hvis legionens størrelse skrumpede ind til under 6000, var en tresindstyvendedel af den, selv om den var på mindre end 100 mand, stadig underlagt en centurion. Disse underofficerer blev udpeget af militærtribunerne, og valget af dem blev godkendt af højere regeringsmyndigheder. Stillingen som centurion var den højeste rang en menig romersk soldat kunne opnå, men der var muligheder for avancement inden for selve centurionernes rækker.

Centurionerne indtog nøglestillinger og havde en vigtig plads i legionen. Selv om de stod under militærtribunerne og skulle udføre deres ordrer, var det dem der havde den direkte befaling over og kontakt med soldaterne. Centurionen holdt eksercits med soldaterne, arbejdede sammen med dem, inspicerede deres våben, udrustning og proviant og sørgede for at reglementerne for opførsel blev overholdt. Det var ham der overvågede piskninger og eksekvering af dødsstraf, og ham der gav ordre til at menige soldater skulle afstraffes. Den romerske hærs kampdygtighed og effektivitet afhang mere af centurionerne end af nogen andre; de var i det hele taget de mest erfarne og værdifulde mænd i den romerske hær. — Se HÆR, HÆRVÆSEN.

Centurioner er nævnt flere gange i De Kristne Græske Skrifter. I Kapernaum opsøgte en centurion Jesus for at få denne til at helbrede hans træl, og Jesus udtalte sig anerkendende om hans store tro. (Mt 8:5-13) Jødernes udtalelse: „Han elsker vor nation og han har bygget synagogen til os,“ centurionens ydmyge erkendelse: „Jeg er ikke god nok til at du skal gå ind under mit tag,“ og Jesu ord: „Ikke engang i Israel har jeg fundet så stor en tro,“ tyder alt sammen på at centurionen var hedning. Hvis han var romer, var dette så meget mere bemærkelsesværdigt som romerne var kendt for ikke at have nogen medfølelse med deres trælle. — Lu 7:1-9.

Det var en centurion der havde kommandoen over de fire soldater der henrettede Jesus. (Joh 19:23) Denne centurion havde sandsynligvis været til stede da Jesus over for Pilatus blev anklaget for at gøre krav på at være Guds søn. (Joh 19:7) Efter at have overværet dette forhør og iagttaget omstændighederne i forbindelse med pælfæstelsen samt de mirakuløse hændelser der ledsagede Jesu død, „begyndte han at herliggøre Gud idet han sagde: ’Dette menneske var virkelig retfærdigt.’“ „Dette var virkelig Guds søn.“ (Lu 23:47; Mt 27:54) Det var uden tvivl hos ham Pilatus forhørte sig om hvorvidt Jesus var død, før han overgav hans legeme til at blive begravet. — Mr 15:44, 45.

Kornelius, en centurion i Den Italienske Hærafdeling, som havde kvarter i Cæsarea, var den første uomskårne hedning der gik over til kristendommen. (Apg 10:1-48) Den omstændighed at han havde sit eget hus og soldater til at opvarte sig, viser at officerer af denne rang fik lov til at bo for sig selv og ikke sammen med de menige soldater. — Se KORNELIUS.

Det var centurioner stationeret i Antoniaborgen der omkring år 56 sammen med deres soldater og militærtribunen løb ned til den nærliggende tempelplads og reddede Paulus fra en pøbelsværm. (Apg 21:32) Senere undgik Paulus at blive pisket på militærtribunens befaling ved at fortælle den vagthavende centurion at han var romersk borger. (Apg 22:25, 26) Efter at Paulus af sin søstersøn havde hørt at der var dannet en sammensværgelse med det for øje at dræbe ham, tilkaldte han en centurion som skulle føre søstersønnen til militærtribunen med denne underretning. Derpå fik to centurioner ordre til at gøre en styrke på 470 soldater, ryttere og spydbærere klar til at føre Paulus sikkert ud af Jerusalem. — Apg 23:17, 23.

En centurion ved navn Julius fra Den Kejserlige Hærafdeling (se HÆRAFDELING, DEN KEJSERLIGE) havde ansvaret for Paulus’ rejse fra Cæsarea til Rom. Han behandlede Paulus venligt, selv om han først ignorerede apostelens råd. Senere erkendte han dog at Paulus havde ret i sin bedømmelse, og han var medvirkende til at frelse apostelens liv. — Apg 27:1, 6, 11, 31, 43.