Et underjordisk hulrum udhugget i klippen, som regel til opbevaring af vand. Til forskel fra brønde, der blev gravet ned til en naturlig forekomst af vand, var cisternerne normalt beregnet til at skulle opsamle og holde på regnvand eller overskydende vand fra en kilde. Cisternen var ikke åben som en dam, men havde et hul foroven der blev dækket til med en flad sten. Det hebraiske ord der gengives med „cisterne“, er bōr, der bruges om cisterner både med og uden vand. (1Mo 37:20-29; 3Mo 11:36; 2Sa 23:15, 16, 20) Desuden gengives det med „fangehul“ når cisternen blev brugt til dette formål (1Mo 40:15), og med „gravens dyb“ og „graven“, især når det bruges parallelt med „Sheol“. — Sl 30:3; Ord 1:12; Ez 31:14, 16.

Cisterner var af livsvigtig betydning i det forjættede land. Ofte var de det eneste middel til at opretholde en tilstrækkelig vandforsyning fordi der ikke var særlig mange brønde og kilder i bjerglandet og disse, når de fandtes, ofte var tørlagt i slutningen af sommerperioden. Disse udhuggede cisterner gjorde det endog muligt at anlægge landsbyer på steder hvor vandforsyningen ellers var for knap, som for eksempel i Negeb. Jehova lovede israelitterne at de ville finde cisterner som allerede var udhugget når de kom ind i det forjættede land. (5Mo 6:10, 11; Ne 9:25) Det siges om kong Uzzija at han lod „mange cisterner“ udhugge i hele Juda. (2Kr 26:1, 10) Fra Øvre Galilæa og helt til Negeb var der i tusindvis af cisterner, hvoraf mange nu er fundet; på sine steder er et helt landskab praktisk talt oversået med dem. Det lader til at hvert hus foretrak at have sin egen cisterne; dette var også tilfældet blandt moabitterne. Ifølge Mesjastelen, der blev udhugget i det 9. århundrede f.v.t., sagde kong Mesja: „Da der ikke var nogen brønd i byen, i Karhoh(?), sagde jeg til hele folket: ’Enhver af jer skal lave en cisterne i sit hus.’“ (Biblens Verden, 1964, s. 145) Sankerib søgte at lokke Jerusalems indbyggere til at overgive sig til ham ved at love dem at de i så fald skulle ’drikke vand, hver af sin egen cisterne’. — 2Kg 18:31; Es 36:16.

Cisternerne blev for det meste hugget ud i klippegrund. Hvis den var fast og uden revner, var der ingen risiko for utætheder, men i den porøse kalksten der dækkede det meste af Palæstina, var det nødvendigt at cementere de indvendige vægge for at gøre cisternen vandtæt. Cisterner der blev gravet i jorden, blev foret med teglsten eller almindelige sten og derefter pudset indvendig for at gøre væggene uigennemtrængelige for vand. Disse cisterner var som regel pæreformede, det vil sige bredere i bunden og smallere foroven; undertiden var åbningen kun 35-60 cm i diameter. Når man tilpassede eller udvidede naturligt forekommende huler for at bruge dem til cisterner, lod man søjler udhugget i klippegrunden understøtte loftet, eller, som tilfældet er med nogle af dem man har fundet i Negeb, man byggede buer inden i cisternen til samme formål. Kanaler hugget ind i bjergsiden ledte regnvandet ned i det underjordiske reservoir.

Prædikeren 12:6 nævner „hjulet til cisternen“, men som regel blev vandet trukket op ved hjælp af krukker fastgjort til et reb som man hejsede ned og op med hånden. De potteskår man har fundet på bunden af de fleste cisterner, er fra sådanne krukker. Den ældgamle skik at kaste jord i en cisterne med stillestående eller forurenet vand for at få urenhederne på overfladen til at synke til bunds, forklarer til dels hvorfor så mange cisterner er delvis fyldt med jord. Et dæksel over åbningen ydede i nogen udstrækning beskyttelse mod forurening af vandet og forhindrede også at mennesker eller dyr faldt ned i cisternen. Skulle det ske at et dyr faldt ned i en cisterne hvorover der ikke var noget dæksel, og dyret døde, skulle cisternens ejer yde dyrets ejer erstatning. (2Mo 21:33) Vandet blev ikke erklæret for ceremonielt urent, men den der fjernede det døde dyr, blev erklæret for uren. (3Mo 11:35, 36) Dækselet medvirkede også til at holde vandet koldt og formindske fordampningen fra cisternen. (Jer 6:7) Nogle af de store cisterner havde flere åbninger hvorigennem man kunne trække vandet op. I cisterner der var særlig store og dybe, var der trin som førte ned i dem, i nogle tilfælde over 30 m ned.

Andre anvendelser. I nogle få tilfælde blev cisterner brugt til andre formål end opsamling og opbevaring af vand. Hvis de var beskyttet mod fugt, rotter og insekter, udgjorde de i tørre områder et udmærket opbevaringssted til korn, da de også var lette at camouflere mod tyveri; nogle cisterner som man har fundet på steder hvor der absolut intet vand er at opsamle, var åbenbart  specielt bygget som kornkamre. Tomme cisterner blev også undertiden anvendt som fangehuller. (Zak 9:11) Josef blev af sine brødre kastet i en sådan cisterne (1Mo 37:20-24), og senere befandt han sig i et fangehul (ordr.: ’en cisterne’) i Ægypten. (1Mo 40:15, fdn.; 41:14) Den tiende plage over Ægypten ramte endog „den førstefødte hos fangen som var i fangehullet [ordr.: „cisternehuset“]“. (2Mo 12:29, fdn.) Jeremias blev fængslet i „huset med cisternen“ og blev senere kastet i en dyndfyldt cisterne. (Jer 37:16; 38:6-13) Da israelitterne engang flygtede for filistrene, skjulte nogle sig i cisternerne (gruberne), og ved en anden lejlighed blev Asas store cisterne brugt som massegrav for 70 lig. (1Sa 13:6; Jer 41:4-9) På grund af deres permanente karakter blev cisterner nogle steder brugt som geografiske kendemærker. — 1Sa 19:22; 2Sa 3:26; 2Kg 10:14.

Brugt billedligt. I to særlige tilfælde er ordet „cisterne“ brugt billedligt. Jehova siger at de der har forladt ham for at søge beskyttelse og hjælp andre steder, har forladt „kilden med levende vand . . . for at udhugge sig cisterner, revnede cisterner som ikke kan holde vand“. (Jer 2:13, 18) Og Salomon opfordrer til troskab mod ægtefællen med ordene: „Drik vand af din egen cisterne.“ — Ord 5:15.