(Klauʹdius).

Roms fjerde kejser; søn af Tiberius’ broder Drusus og onkel til Caligula, som han efterfulgte på tronen i år 41 e.v.t. Claudius havde ikke nogen stærk fysik og heller ikke nogen stærk vilje, og skønt han interesserede sig for historieforskning og -skrivning og andre akademiske sysler, mente hans forgængere i embedet at han var for ubegavet til at overtage regeringsmagten, og foretrak derfor andre som arvtagere til tronen. I forvirringen efter snigmordet på Caligula fik prætorianergarden imidlertid overtaget og lod Claudius udråbe til kejser. En af hans støtter under magtkampen var Herodes Agrippa I, som Claudius belønnede ved at stadfæste hans kongedømme og føje Judæa og Samaria til hans domæne. Det lykkedes også Claudius at vinde senatets velvilje. Ifølge overleveringen blev han forgivet med en ret svampe af sin fjerde hustru i år 54, i sit 14. regeringsår. Han blev efterfulgt af Nero.

Profeten Agabus forudsagde „en stor hungersnød over hele den beboede jord“, og „den kom virkelig i Claudius’ tid“. Dette gav stødet til at de kristne i Antiochia sendte noget til hjælp for deres brødre i Jerusalem og Judæa. (Apg 11:27-30) En hungersnød der indtraf i Palæstina i Claudius’ regeringstid, kaldes af Josefus (Jewish Antiquities, XX, 49-53 [ii, 5]; XX, 101 [v, 2]) „den store hungersnød“ og dateres til omkring år 46.

Bibelen beretter at Claudius beordrede „alle jøderne til at forlade Rom“, og dekretet om dette blev udstedt i år 49 eller i begyndelsen af år 50, i hans 9. regeringsår. Den romerske biograf og historiker Svetonius bekræfter at Claudius forviste jøderne fra Rom. (Romerske kejsere, Claudius, XXV, 4) Som følge heraf forlod to kristne jøder, Akvila og Priskilla, Rom og rejste til Korinth, hvor de ikke længe efter deres ankomst mødte apostelen Paulus da han nåede dertil, sandsynligvis i efteråret 50. (Apg 18:1-3) I begyndelsen af sin regeringstid havde Claudius været jøderne venligt stemt, idet han endog havde befalet at der vistes dem tolerance, og han skænkede dem visse friheder i hele riget. Det lader imidlertid til at mange jøder i Rom var årsag til opstande, hvilket resulterede i at Claudius forviste dem fra byen.