(Kyʹpern).

En ø i Middelhavets nordøstlige hjørne, beliggende ca. 70 km fra Kilikiens kyst i Lilleasien og ca. 100 km fra den syriske kyst. Cypern er den tredjestørste ø i Middelhavet, idet Sicilien og Sardinien er de to største. Øen er ca. 160 km lang når man ser bort fra en smal landtange der strækker sig yderligere 72 km ud i havet i øens nordøstlige hjørne. Øen måler 97 km på det bredeste sted. Bjergkæden Troodos i den sydvestlige del er det højeste punkt med bjerget Olympos, der hæver sig 1951 m over havet.  Langs den nordlige kyst strækker sig en anden bjergkæde, og mellem disse to bjergkæder ligger den centrale slette. Om vinteren er bjergtoppene dækket af sne, og om sommeren er der varmt og tørt på sletterne. Fra de ældste tider var øen kendt for sine rige kobberforekomster, og øens navn blev også navnet på dette metal. (Dansk „kobber“ kommer af det latinske cuʹprum, af græsk kyʹprion, og betyder egentlig „metal fra Cypern“.)

Der er almindelig enighed om at Cypern er identisk med De Hebraiske Skrifters „Kittim“. (Es 23:1, 12; Da 11:30) Øen var ikke alene kendt for sit kobber, men også for sit gode tømmer, især cyprestræ, der formentlig blev eksporteret til Tyrus på den fønikiske kyst og blev brugt til skibsbygning. — Ez 27:2, 6.

På grund af tilknytningen til det bibelske Kittim kunne man forvente at Cyperns oprindelige befolkning havde forbindelse med Grækenland. (Se 1Mo 10:4; Javan var stamfader til jonerne, de tidlige grækere.) Og som det fremgår af artiklen KITTIM, var dette netop tilfældet.

Kongerne over Cyperns bystater blev underlagt græsk styre efter Alexander den Stores sejr i slaget ved Issos i 333 f.v.t. Efter Alexanders død fik det ptolemaiske dynasti i Ægypten herredømmet over øen, og den forblev stort set under ægyptisk styre indtil år 58 f.v.t. da den blev annekteret af Rom. Skønt det ikke siges direkte, er det sandsynligt at der var jøder fra Cypern til stede ved pinsen i Jerusalem i år 33 e.v.t. Levitten Josef, bedre kendt som Barnabas, var født på Cypern. — Apg 4:36.

Kristendommen. På grund af den kristenforfølgelse der udbrød efter at Stefanus havde lidt martyrdøden, spredtes disciplene, og nogle af dem kom til Cypern, hvor de vidnede for de derboende jøder. Nogle kristne fra Cypern kom derefter til byen Antiochia, som lå på den syriske kyst, over for Cypern, og forkyndte med godt resultat for befolkningen, der talte græsk som de selv. (Apg 11:19, 20) Da Paulus og Barnabas, ledsaget af Johannes Markus, blev sendt ud fra Antiochia på deres første missionsrejse (ca. år 47-48 e.v.t.), var deres første distrikt Cypern, Barnabas’ fødeø. Da de ankom til den vigtige handelsby Salamis, der lå på østkysten, fandt de mere end én synagoge, et vidnesbyrd om at der fandtes en jødisk befolkning af betydelig størrelse. Efter at have forkyndt Guds ord her rejste de tværs over hele øen til Pafos på vestkysten, den daværende romerske provinshovedstad. Her mødte de prokonsulen Sergius Paulus, der lyttede med interesse til deres budskab, og troldmanden Elymas (Bar-Jesus), som modstod dem. — Apg 13:1-12.

Historikeren Lukas’ omtale af en prokonsul på Cypern er korrekt. Forvaltningen af Cypern var i år 22 f.v.t. blevet lagt ind under det romerske senat, og øens øverste myndighedsperson bar derefter ikke titlen legat, men prokonsul, en statholder der styrede på senatets vegne.

Fra Pafos sejlede Paulus og hans ledsagere til Pamfylien på Lilleasiens kyst. (Apg 13:13) Omkring to år senere vendte Barnabas tilbage til sin fødeø sammen med Johannes Markus for yderligere at fremme arbejdet, mens Paulus drog ud på sin anden missionsrejse gennem Lilleasien (ca. år 49). (Apg 15:36-41) Hen imod slutningen af Paulus’ tredje missionsrejse (ca. år 56), da han sejlede fra Patara på Lilleasiens sydvestlige kyst på vej til Fønikien, fik apostelen Cypern i sigte, men lod den bag sig „på venstre side“, idet skibet sandsynligvis passerede øens sydvestlige spids med kurs mod Tyrus. (Apg 21:1-3) Ikke længe efter var Paulus efter sin ankomst til Jerusalem gæst i huset hos en kristen ved navn Mnason, der ligesom Barnabas stammede fra Cypern. (Apg 21:15, 16) På Paulus’ rejse til Rom sejlede skibet „ind i læ under Cypern“ fordi der var modvind. Eftersom de fremherskende vinde på den tid af året kommer fra vest og nordvest, hvilket gjorde det vanskeligt at krydse det åbne hav, lod man åbenbart skibet sejle rundt om Cyperns østlige ende og derefter langs Lilleasiens kyst, hvor briserne fra land ville hjælpe det af sted på dets kurs mod vest. — Apg 27:4, 5, 9, 12.

[Kort på side 362]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

KILIKIEN

CYPERN

Pafos

Salamis

Det Store Hav

SYRIEN

Antiochia