Snarere end at betegne en person med manglende åndsevner bruges ordene „dåre“ og „tåbe“ i Bibelen om en person der hånligt afviser al fornuft og følger en i moralsk henseende ufornuftig kurs som ikke er i harmoni med Guds retfærdige normer. De hebraiske ord der bruges herfor, er kesīlʹ (’tåbe’, Ord 1:22), ’æwīlʹ (’dåre’, Ord 12:15), navalʹ (’en der er uforstandig’, Ord 17:7) og lets (’spotter’, Ord 13:1). Det græske ord aʹfrōn betyder ’ufornuftig’ (Lu 12:20), anoʹētos, ’uforstandig’ (Ga 3:1), og mōrosʹ oversættes med ’tåbe’ og ’tåbelig’ (Mt 23:17; 25:2).

Nabal er et eksempel på hvordan en dåre handler (1Sa 25), og det samme gælder dem der dyrker det skabte, skønt de kender den sande Gud. (Ro 1:20-25) Esajas sagde at dåren eller den uforstandige blot taler „uforstand, og hans hjerte øver ondt, for at udvirke frafald og tale egensindigt mod Jehova, for at lade den sultnes sjæl forblive tom og lade den tørstige mangle drikke“. (Es 32:6) Dåren foragter visdom og tugt. (Ord 1:7) I stedet for at rette sig efter de råd han får, bliver dåren ved med at følge den vej der er „ret i hans egne øjne“. (Ord 12:15) Han er ’hastig til at ærgre sig’ og ’styrter sig ud i strid’. (Præ 7:9; Ord 20:3) Han siger i sit hjerte (idet hans gerninger udtrykker hvad hans mund måske ikke siger direkte): „Der er ingen Jehova.“ — Sl 14:1.

Jesus Kristus kaldte med rette de skriftlærde og farisæerne for „tåber og blinde“, det vil sige mennesker der manglede visdom og i moralsk henseende var uden holdning, for de havde fordrejet sandheden med menneskeskabte overleveringer og var slået ind på en hyklerisk kurs. Jesus understøttede sin udtalelse ved at give to eksempler på deres manglende dømmekraft og evne til at ræsonnere rigtigt. (Mt 23:15-22; 15:3) Hvis nogen imidlertid med urette kaldte sin broder for en ’foragtelig tåbe’ og således fordømte ham som moralsk holdningsløs, ville han være hjemfalden til Gehenna. — Mt 5:22; Ro 14:10-12; Mt 7:1, 2.

Lignelsen om den tåbelige mand der byggede sit hus på sandet, og om den rige mand hvis jord havde båret så godt at han planlagde at bygge større forrådshuse og nyde livet fuldt ud, er eksempler på hvordan Jesus med illustrationer hentet fra dagliglivet viste hvor tåbeligt det er at forsømme det åndelige og derved gå glip af de sande velsignelser. Desuden er det tåbeligt ikke at ’holde sig vågen’ i åndelig henseende, som det fremgår af Jesu lignelse om de fem tåbelige jomfruer der gik ud for at møde brudgommen, men ikke tog olie med til deres lamper. — Mt 7:24-27; Lu 12:16-21; Mt 25:1-13.

For at blive virkelig vís må man blive en tåbe i denne verdens øjne; omvendt er „denne verdens visdom . . . tåbelighed i Guds øjne“. Det er ikke de verdsligvise Jehova Gud har udvalgt som sine vidner, men dem der ses ned på som mennesker uden kundskab, tåber. Dette har gjort denne verdens tåbelighed endnu mere iøjnefaldende. Desuden berøver det den der således begunstiges af Gud, enhver grund til at rose sig. Al ære går i stedet for og med rette til visdommens kilde, Jehova. — 1Kor 3:18, 19; 1:18-31.

At svare tåben „efter hans dårskab“, i den forstand at man tyr til hans nedværdigende form for argumentation, vil være det samme som at stille sig på linje med tåben og hans ulogiske tankegang og handlinger. For at man ikke skal blive som tåben i denne henseende, siger ordsproget derfor: „Svar ikke tåben efter hans dårskab.“ (Ord 26:4) Hvis man derimod svarer ham „efter hans dårskab“, i den forstand at man analyserer hans påstande, afslører dem som latterlige og viser at hans egne argumenter fører til helt andre slutninger end han selv har draget, kan det være gavnligt, som det fremgår af Ordsprogene 26:5.