(Damaʹskus).

En gammel og betydelig by i Syrien hvis nuværende navn er Esh Sham eller Dimashk. Den ligger ved foden af Anti-Libanonbjergkæden med den nærliggende Syriske Ørken udstrakt foran sig mod øst. (Høj 7:4) Sydvest for byen rejser det snedækkede 2814 m høje Hermons Bjerg sig og markerer den sydligste del af Anti-Libanon.

Skråningerne vest for Damaskus er ret golde, men fra en kløft i bjergene strømmer Baradaflodens (Abana i 2Kg 5:12) kolde vand ud på den slette byen ligger på, og ved kunstvanding er der skabt en frodig oase på ca. 16 km’s bredde og 48 km’s længde. Denne rigelige vandforsyning gjorde Damaskus til et knudepunkt på de gamle militær- og handelsruter mellem de østlige Middelhavslande, Mesopotamien og Orienten. Libanon- og Anti-Libanonbjergene tjente også til at lede trafikken over Damaskus, da de var en naturlig forhindring for karavanetrafikken til og fra Middelhavskysten.

Nordvest for byen er bjergkæden Antilibanon gennembrudt, og siden oldtiden har en hovedlandevej ført over dette pas, gennem Kølesyrien (Bekaadalen), sydpå til Hazor og derpå langs vestsiden af Galilæas Sø over Megiddosletten ud til kysten og mod syd gennem Filisterlandet til Ægypten. Øst for Antilibanon gik en vej sydpå fra Damaskus til Hazor og nordpå til Hamat, Aleppo og Karkemisj. En anden betydningsfuld vej, almindeligvis kaldet Kongevejen (jf. 4Mo 21:22), gik mod syd fra Damaskus og fulgte randen af højsletten øst for Jordan ned til Det Røde Hav og Den Arabiske Halvø. Ad disse veje marcherede Ægyptens, Assyriens, Babylons og Persiens hære. Karavanerne til Mesopotamien drog i en anden retning, først fra Damaskus mod øst til Tadmor og derfra til Eufratområdet.

Damaskus ligger på en højslette ca. 700 m over havet og har et behageligt klima med gennemsnitstemperaturer fra 7° C om vinteren til 29° C om sommeren. Den meget frugtbare jord frembringer udmærkede oliven-, figen- og abrikoslunde samt bugnende kornmarker. Byens velstand skyldtes dog først og fremmest karavanetrafikken  og at den var et naturligt handelscenter for nomadestammerne. Når profeten Ezekiel kalder Damaskus for Tyrus’ „handelspartner“, var det åbenbart fordi den tog forarbejdede eksportartikler fra Tyrus i bytte for vin fra nabobyen Helbon og gyldenbrun uld. (Ez 27:18) Da Ben-Hadad II tilbød kong Akab „gader“ i Damaskus, var det øjensynlig for at Akab kunne oprette basarer eller markeder og dermed fremme sine handelsinteresser i den aramaiske hovedstad. — 1Kg 20:34.

Historie. Damaskus’ tidligste historie er ukendt. Josefus (Jewish Antiquities, I, 145 [vi, 4]) giver udtryk for den traditionelle jødiske opfattelse at den var blevet grundlagt af Uz, Arams søn og Sems sønnesøn, men noget tyder på at Uz’ efterkommere boede længere sydpå. (1Mo 10:21-23; se UZ, 4.) Abraham rejste formodentlig gennem eller forbi Damaskus på vej til det forjættede land. Hans tjener Eliezer var „en mand fra Damaskus“. (1Mo 15:2) Da Abrahams nevø Lot var blevet bortført af nogle røveriske konger, forfulgte Abraham dem til et sted nord for Damaskus der hed Hoba, for at befri ham. — 1Mo 14:1-16.

En fjende af Israel. Derefter hengår næsten tusind år uden at Damaskus nævnes i Bibelens beretning, og da byen dukker op igen, optræder den for det meste som en fjende af Israels folk. Den var nu blevet hovedstad i et af de mange aramaiske kongedømmer. Da David førte krig mod kongen af Zoba og slog ham, kom „aramæerne fra Damaskus“ de overvundne til hjælp. Men David slog også dem og oprettede derefter garnisoner i det damaskenske rige og lod Damaskus betale tribut til Israel. (2Sa 8:3-6; 1Kr 18:5, 6) I kong Salomons regeringstid kom en mand fra det aramaiske Zoba ved navn Rezon, der var løbet bort fra sin herre, til magten i Damaskus og gjorde sig til konge dér. Han fik luft for sit had til Israel ved gentagne gange at gå til angreb på det. — 1Kg 11:23-25.

Kong Ben-Hadad I af Damaskus havde sluttet en pagt med Basja, som var konge i nordriget Israel, men han svigtede ham til fordel for kong Asa af Juda (977-937 f.v.t.) og trængte ind i sin tidligere forbundsfælles land. (1Kg 15:18-20; 2Kr 16:2-4) I spidsen for et forbund af 32 allierede konger gjorde hans efterfølger, Ben-Hadad II, også indfald i Israels nordlige rige. Han forsøgte igen, denne gang med sine tropper organiseret under 32 landshøvdinger, men han led nederlag begge gange. (1Kg 20:1, 16-34) Anden gang blev han taget til fange, men kong Akab (ca. 940-920 f.v.t.) frigav ham, og senere sendte Ben-Hadad i slaget ved Ramot-Gilead sine stridsvogne imod Judas og Israels forenede styrker og slog dem, hvorved Akab blev dødeligt såret. (1Kg 22:29-37) Mens Joram regerede over tistammeriget (ca. 917-905 f.v.t.), gjorde Ben-Hadad II et sidste forsøg på at indtage Samaria, men han blev jaget på flugt ved Jehovas mirakuløse indgriben. — 2Kg 6:24; 7:6, 7.

Bemyndiget af sin forgænger Elias rejste profeten Elisa til Damaskus og meddelte Hazael at han ville blive Ben-Hadad II’s efterfølger som konge over Aram. (1Kg 19:15; 2Kg 8:7-13) Det assyriske storrige var i denne periode fast besluttet på at komme til at beherske de lande der lå ved Middelhavet. Den aramaiske modstand mod denne ekspansion og initiativet til den udgik allerede i Ben-Hadad II’s levetid fra Damaskus, og da byen desuden var et vigtigt knudepunkt på hovedruten fra Mesopotamien til Middelhavet, blev Damaskus Assyriens første angrebsmål. I spidsen for en koalition af naboriger lykkedes det Damaskus at afvise en række angreb fra assyrerkongen Salmanassar III. En af dennes inskriptioner fortæller at Hazael tilranede sig Arams trone. Efter et stort slag spærrede Salmanassar Hazael inde i Damaskus og belejrede byen, men han var ikke i stand til at indtage den.

Som konge over Damaskus fortsatte Hazael den uforsonlige politik over for Israel. (2Kg 10:32) Damaskus’ magt kom under ham til at strække sig så langt som til filistrenes by Gat, og han trængte endog ind i Juda og truede kong Joasj af Juda (898-859 f.v.t.) i den grad at denne betalte en meget stor afgift for at Jerusalem kunne blive skånet for et aramaisk angreb. (2Kg 12:17, 18; 13:3, 22; 2Kr 24:23, 24) Under Hazaels efterfølger, Ben-Hadad III, lettedes det pres Damaskus øvede på Israel ved at Joasj af Israel (ca. 859-845 f.v.t.) tilføjede Aram tre nederlag. (2Kg 13:24, 25) Derefter trængte Jeroboam II af Israel (ca. 844-804 f.v.t.) så langt ind i Aram som til „indgangen til Hamat“ og „genvandt Damaskus og Hamat for Juda i Israel“. (2Kg 14:23-28) Dette forstås i almindelighed sådan at han gjorde disse riger skatskyldige, sådan som de havde været under Salomon. — 1Kg 4:21.

Jehovas domme over Damaskus. Et århundrede senere omtales Damaskus imidlertid igen som „Arams hoved“. (Es 7:8) I kong Akaz af Judas regeringstid (761-746 f.v.t.) trængte Rezin af Damaskus sammen med Peka af Israel ind i Juda og helt frem til Elat ved Aqababugten. Det skræmte kong Akaz i den grad at han sendte en bestikkelsesgave til assyrerkongen Tiglat-Pileser III og bad ham lette det aramaiske pres på Juda. Assyreren gik beredvilligt til angreb på Damaskus og indtog byen, dræbte Rezin  og førte mange damaskenere i landflygtighed. (2Kg 16:5-9; 2Kr 28:5, 16) Sådan gik Jehovas profetier ved Esajas og Amos i opfyldelse. (Es 8:4; 10:5, 8, 9; Am 1:3-5) Men da Akaz rejste til Damaskus for at møde Tiglat-Pileser (sandsynligvis for at hylde ham), så han dér et afgudsalter som han tåbeligt nok lod lave en kopi af, og senere bragte han ofre på det til „Damaskus’ guder“. — 2Kg 16:10-13; 2Kr 28:23.

Derefter udgjorde Damaskus ikke mere nogen trussel mod Israel. Skønt byen var svag i militær henseende, må den ifølge Ezekiels profeti have genvundet sin styrke som handelsby. (Ez 27:18) Profeten Jeremias forudsagde imidlertid at det engang så lovpriste Damaskus skulle gribes af kval og veer som følge af et ildevarslende rygte der ville komme fra Hamat og Arpad i det nordlige Aram, et rygte der øjensynlig drejede sig om de aramaiske kongedømmers fald for Babylons konge Nebukadnezars fremtrængende hære. (Jer 49:23-27) Damaskus, ørkenens juvel, ville ikke undslippe følgerne af denne erobring. Senere nævnes Damaskus i et domsbudskab ved Jehovas profet Zakarias. Profetien, der blev skrevet i 518 f.v.t., gik sandsynligvis i opfyldelse da Alexander den Store erobrede Syrien (Aram) og Fønikien efter sin sejr i slaget ved Issos i 333 f.v.t. — Zak 9:1-4.

Under seleukiderne blev Damaskus afløst af Antiochia som provinshovedstad i Syrien. Nabatæerkongen Aretas III indtog byen i år 85 f.v.t. Rom indtog hele Syrien i år 64-63 f.v.t., og Damaskus var fortsat en romersk by i år 33 e.v.t. Plinius (romersk historiker fra det 1. årh. e.v.t.) nævner den blandt de oprindelige ti byer i Dekapolis.

I det 1. århundrede. Da Saulus fra Tarsus var på vej til Damaskus for at forfølge de kristne, havde byen flere jødiske synagoger. (Apg 9:1, 2) Den hørte da åbenbart ind under det område der beherskedes af nabatæerkongen Aretas IV, og blev styret af en statholder. (2Kor 11:32, 33) Efter sin omvendelse blev den blinde Saulus ført til et hus i den gade der kaldtes Den Lige. (Se LIGE, DEN.) Paulus (Saulus) forkyndte nogen tid i Damaskus’ synagoger, men en sammensværgelse som stræbte ham efter livet, tvang ham til at flygte om natten, idet han blev sænket ned gennem en åbning i bymuren. — Apg 9:11, 17-25; 26:20; Ga 1:16, 17.