[dommer].

1. Den 5. af Jakobs 12 sønner; født i Paddan-Aram. (1Mo 35:25, 26) Dan var den første søn af Rakels tjenestepige Bilha, som på sin ufrugtbare frues vegne blev Jakobs medhustru. Af den grund adopterede Rakel hurtigt drengen og gav ham navnet Dan idet hun sagde: „Gud har været min dommer . . . så han har givet mig en søn.“ (1Mo 30:6) Dan fik en helbroder der kom til at hedde Naftali. Da Jakob flyttede ned til Ægypten med hele sin husstand, havde Dan en søn ved navn Husjim (kaldet Sjuham i 4Mo 26:42). (1Mo 46:7, 23, 26) Sytten år senere da Jakob kaldte sine sønner til sig på sit dødsleje, var Dan juridisk ligestillet med sine 11 brødre som overhoved for en af Israels 12 stammer. Jakob velsignede ham med ordene: „Dan vil dømme sit folk som en af Israels stammer. Lad Dan vise sig at være en slange ved vejen, en hornslange ved stien, som bider hesten i hælene så dens rytter falder bagover. På frelse fra dig, Jehova, vil jeg vente.“ — 1Mo 49:16-18.

2. En af Israels stammer, opkaldt efter Jakobs 5. søn. Dans søn Husjim blev også kaldt Sjuham, og i stammefortegnelsen er sjuhamitterne den eneste slægt der er opført under Dans stamme. (4Mo 26:42) Da Dan kom til Ægypten, havde han kun denne ene søn, men da stammen omkring 200 år senere drog ud af trældommen, talte den 62.700 mænd fra 20-årsalderen og opefter. (1Mo 46:23; 4Mo 1:1, 38, 39) Efter antallet af kampdygtige mænd var det den næststørste stamme. I ørkenen lå Dans stamme, med Ahiezer som høvding, lejret nord for teltboligen sammen med stammerne Aser og Naftali. Under vandringerne havde stammen den yderst vigtige opgave at danne bagtrop, hvilket siger noget om dens medlemmers mod, loyalitet og pålidelighed. — 4Mo 2:25-31; 10:25.

Da stammerne delte det forjættede land, fik Dans stamme, repræsenteret ved høvdingen Bukki, Joglis søn, et af de mindste områder til trods for at den stadig var den næststørste af stammerne. Dens lod, det syvende, faldt imidlertid på et meget attraktivt område som grænsede op til Judas, Efraims og Benjamins områder og strakte sig fra Sjefelas frugtbare dale til sletterne langs Middelhavskysten. Men eftersom Dan ikke drev de fremmede folkeslag bort, sådan som Jehova havde befalet, blev stammen hårdt trængt. (4Mo 26:43; 34:22; Jos 19:40-46; Dom 1:34) Af den grund drog en del af stammen op til Palæstinas nordligste ende og indtog byen Lesjem eller Lajisj og kaldte den „Dan“. (Jos 19:47, 48; Dom 18:11-31) Under dette togt trængte danitterne ind hos en mand ved navn Mika og røvede hans udskårne billede og opstillede det som deres egen gud, til trods for at  medlemmerne af Dans stamme mange år tidligere var blevet udvalgt til at stå på Ebals Bjerg for at fremsige forbandelsen, der blandt andet lød: „Forbandet er den mand som laver et udskåret eller et støbt billede — en vederstyggelighed for Jehova.“ (5Mo 27:13-15) Da dommeren Barak kæmpede mod Siseras styrker, fik han ingen støtte af Dans stamme. — Dom 5:17.

Nogle medlemmer af Dans stamme udmærkede sig på en særlig måde i den bibelske historie. Ahisamaks søn Oholiab, som fik guddommelig visdom til at bistå Bezalel med opførelsen af teltboligen, var meget dygtig til at brodere og væve kostbare stoffer. (2Mo 31:1-6; 35:34, 35; 38:22, 23) Samson, der trofast tjente Jehova som Israels dommer i 20 år, opfyldte både Jakobs afskedsprofeti („Dan vil dømme sit folk“) og Moses’ forudsigelse („Dan er en løveunge“). (1Mo 49:16; 5Mo 33:22; Dom 13:2, 24, 25; 15:20) Da David blev konge, var der 28.600 danitter blandt hans loyale krigere. Senere omtales Jerohams søn Azarel som fyrste over Dans stamme. (1Kr 12:35; 27:22) Moderen til den ’kyndige mand’ som kongen af Tyrus sendte til at hjælpe Salomon med tempelbyggeriet, var af Dans stamme. — 2Kr 2:13, 14.

3. En by i det allernordligste Palæstina. Inden den blev indtaget af Dans stamme, blev den af sine hedenske indbyggere kaldt Lesjem eller Lajisj. (Jos 19:47; Dom 18:7, 27) Danitterne genopbyggede den ødelagte by og kaldte den Dan „efter navnet på deres fader Dan“. (Dom 18:28, 29) Byen omtales imidlertid som „Dan“ omkring 400 år tidligere, nemlig i beretningen om Abraham der forfulgte Kedorlaomer og hans forbundsfæller „helt til Dan“. (1Mo 14:14) Der er intet som taler imod at navnet „Dan“ fandtes på Abrahams tid og blev brugt om det pågældende område. At dette tidlige navn falder sammen med navnet på grundlæggeren af Dans stamme, kan være tilfældigt eller kan skyldes Guds ledelse.

Navnet „Dan“ forekommer igen i Pentateuken i 5 Mosebog 34:1, hvor det er nævnt i beskrivelsen af grænserne for det område Moses så da han skuede ind i det forjættede land fra sit udsigtspunkt på Nebo Bjerg. Eftersom Dan ligger ved foden af Anti-Libanon (og ikke langt fra Hermons Bjerg), kan det betyde at Moses kunne se op til denne bjergkæde. At navnet „Dan“ bruges her, kan enten svare til brugen af det i forbindelse med Abraham eller hænge sammen med at den sidste del af Femte Mosebog, som omhandler begivenheder der indtraf efter Moses’ død, blev skrevet af Josua.

Dan lå på „lavsletten der hører til Bet-Rehob“, et frugtbart og meget tiltalende område som lå nord for Meroms vand og lige neden for Libanon. (Dom 18:28) Stedet hvor byen lå, er blevet identificeret med Tell el-Qadi (Tel Dan), et arabisk navn der betyder „dommerens høj“ og således har bevaret betydningen af det hebraiske „Dan“. To kilder herfra forenes i Nahr el-Leddan, som er den vandrigeste af de strømme der nogle kilometer længere borte forenes til floden Jordan. Byen lå på en høj ved foden af Hermonbjerget med udsigt over det udstrakte Hulebækken. Den lå også strategisk godt på den vigtige handelsvej mellem Tyrus og Damaskus.

 Som det fremgår af det hyppigt forekommende udtryk „fra Dan til Be’er-Sjeba“, blev Dan synonymt med Israels nordlige ende. (Dom 20:1; 1Sa 3:20; 2Sa 3:10; 1Kg 4:25; 2Kr 30:5) Der var ganske vist andre byer som lå nordligere end Dan, ligesom der var flere byer som lå sydligere end Be’er-Sjeba, men Dan var åbenbart en vigtig by i nord, ligesom Be’er-Sjeba var det i syd. På grund af sin beliggenhed var Dan naturligt nok blandt de første byer det gik ud over når landet blev angrebet nordfra, som for eksempel da aramæerkongen Ben-Hadad trængte ind i landet. (1Kg 15:20; 2Kr 16:4) Det er uden tvivl det der afspejler sig i de profetiske udtalelser i Jeremias 4:15 og 8:16. Efter rigets deling opstillede Jeroboam guldkalve i Dan og Betel for at afholde sine undersåtter fra at drage op til templet i Jerusalem. — 1Kg 12:28-30; 2Kg 10:29.

[Illustration på side 373]

Ruiner af helligdommen og et genopbygget alter i byen Dan. Her i landets nordlige del, nær Jordans kilder, oprettede Jeroboam et center for kalvedyrkelse