(Daʹniel) [min dommer er Gud].

1. Davids anden søn, som Abigajil fødte ham i Hebron. (1Kr 3:1) I 2 Samuel 3:3 kaldes han Kil’ab. Efter at den førstefødte, Amnon, var blevet dræbt, kunne Daniel mene at han havde krav på tronen efter David, men han omtales ikke som tronraner, hvilket tyder på at han enten respekterede den guddommelige udnævnelse af Salomon eller døde før sin fader.

2. En fremtrædende profet for Jehova af Judas stamme; han skrev den bog der bærer hans navn. Om hans tidlige år vides meget lidt, men han fortæller at han, sandsynligvis som teenager, blev ført til Babylon sammen med andre unge af kongelig eller fornem herkomst. (Da 1:3-6) Det skete i Jojakims tredje år (som vasalkonge under Babylon), der begyndte i foråret 618 f.v.t. (Da 1:1) Efter Jojakims vanærende død herskede hans søn Jojakin i nogle få måneder før han overgav sig. I begyndelsen af 617 f.v.t. blev Jojakin og andre „ledende mænd“, deriblandt den unge Daniel (2Kg 24:15), ført i landflygtighed af Nebukadnezar.

Under det babyloniske herredømme. Mens mange af de landflygtige boede ved floden Kebar uden for Babylon, blev Daniel og hans tre venner udvalgt til at få en særlig oplæring i kaldæernes skrift og sprog som en forberedelse til at træde i statens tjeneste. I overensstemmelse med skik og brug fik de babyloniske navne, og Daniel blev kaldt Beltsazzar efter navnet på Nebukadnezars gud. (Da 1:7; 4:8; se BELTSAZZAR.) Da de unge jødiske mænd ikke ønskede at besmitte sig med de fødevarer der blev sat frem, hvoraf nogle kan have været urene ifølge Moseloven eller besmittet som følge af hedenske ritualer, anmodede Daniel om at de måtte nøjes med grøntsager og vand. Jehova Gud gav dem „lærdom og indsigt i al slags skrift og visdom; og Daniel forstod sig på alle slags syner og drømme“. (Da 1:17) Da de blev stillet for kongen ved afslutningen af de tre år, „fandt han dem ti gange bedre end alle de magere og besværgere der var i hele hans rige“. — Da 1:20.

Daniel fortsatte sin tjeneste ved hoffet indtil Babylons fald. I Daniel 1:19 siges der at hans tre venner også ’kom til at stå i kongens tjeneste’. Det oplyses ikke om de stadig levede da Babylon faldt; men det gjorde Daniel, og derefter tjente han ved det persiske hof, i det mindste frem til Kyros’ tredje år. — Da 10:1.

Nebukadnezars drømme. I sit andet år (sikkert regnet fra Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t.) havde Nebukadnezar en drøm der ’foruroligede hans ånd’. Da ingen af vismændene var i stand til at åbenbare den, blev Daniel ført for kongen og kunne, ved guddommelig åbenbaring, ikke blot fortælle ham hvad han havde drømt, men også udlægge drømmen, hvorved han reddede sig selv og de øvrige vismænd fra at blive henrettet. Dette fik Nebukadnezar til at gøre Daniel „til hersker over hele provinsen Babylon og øverste præfekt over alle Babylons vismænd“. (Da 2:48) Hans tre venner fik høje stillinger uden for hoffet, hvorimod Daniel vedblev med at tjene ved kongens hof.

Hvorfor Daniel ikke også var inddraget i den loyalitetsprøve som hans venner Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego blev sat på da de skulle tilbede den guldbilledstøtte der blev opstillet på Durasletten, vides ikke med sikkerhed. (Da 3) Bibelen oplyser intet om dette. Men både Daniels tidligere adfærd og hans senere loyalitet mod Gud under dødsfare, som er beskrevet i det 6. kapitel, giver os fuld sikkerhed for at Daniel, hvis han var til stede, ikke gik på kompromis ved at bøje sig for billedstøtten. Desuden udtrykker Jehova sin fulde anerkendelse af Daniel ved at nævne ham på linje med Noa og Job. — Ez 14:14, 20; Mt 24:15; He 11:32, 33.

Senere tydede Daniel Nebukadnezars drøm om det vældige træ der blev fældet og fik lov at sætte skud igen, idet han forklarede at træet (i profetiens første opfyldelse) skildrede den store babyloniske monark selv. (Da 4:20-22) Nebukadnezar ville blive vanvittig i syv år og ville derefter få sin forstand og sit kongedømme igen. Kongen bevidnede senere at drømmen gik i opfyldelse, og han lod hændelsen kundgøre i hele sit rige. — Da 4:1, 2.

Syner. I kong Belsazzars første og tredje regeringsår fik Daniel to syner (Da 7, 8) af forskellige  dyr som skildrede rækken af verdensriger frem til det tidspunkt da disse riger ville blive fjernet med magt og det himmelske herredømme blive overdraget til „en der var som en menneskesøn“. (Da 7:11-14) Om Daniel virkelig var i Susan da han modtog det syn der er beskrevet i kapitel 8, eller han blot så sig selv dér i dette syn, vides ikke. Det lader til at Daniel i mange år efter Nebukadnezars død ikke blev brugt som rådgiver, eller i hvert fald kun blev brugt meget lidt, eftersom dronningen (sandsynligvis kongens moder) fandt det nødvendigt at minde Belsazzar om hans eksistens da ingen af vismændene kunne tyde den ildevarslende håndskrift på paladsvæggen under Belsazzars løsslupne og gudsbespottelige banket. Som lovet udråbte man herefter Daniel til at være „den tredje hersker i riget“, idet Nabonid var den øverste hersker og hans søn Belsazzar nummer to. Samme nat faldt byen for mederne og perserne, og Belsazzar blev dræbt. — Da 5:1, 10-31.

Under det medo-persiske herredømme. Under mederen Darius’ regering var Daniel en af de tre højere embedsmænd der blev sat over de 120 satrapper der skulle styre riget. Som følge af Guds gunst udmærkede Daniel sig frem for andre i statens tjeneste og stod for at skulle sættes over hele riget da de andre embedsmænd af misundelse og skinsyge lagde planer om at få ham ryddet af vejen. Eftersom de ikke kunne finde noget at anklage ham for, fik de kongen til at vedtage en lov der ville ramme Daniel på hans gudsdyrkelse. Kongen gik modstræbende med til at håndhæve loven, der ifølge skik og brug ikke kunne ændres, og lod Daniel kaste i løvekulen. På grund af Daniels urokkelige tro og uangribelighed sendte Jehova sin engel for at redde ham fra løvernes gab. Derefter dømte Darius de sammensvorne og lod dem kaste for de samme løver. — Da 6.

I Darius’ første regeringsår blev Daniel opmærksom på at de 70 år hvori Jerusalem ifølge Jeremias’ skrifter skulle ligge øde, snart ville udløbe. (Jer 25:11, 12) Han vedgik ydmygt sit folks synder og bad Jehova om at lade sit ansigt lyse over den ødelagte helligdom i Jerusalem. (Da 9:1, 2, 17) Som svar fik han en åbenbaring gennem Gabriel, nemlig profetien om de 70 uger som pegede frem til året for Messias’ fremtræden. Daniel nåede at opleve den lykke at se jøderne vende tilbage under Zerubbabel i 537 f.v.t., men der siges ikke noget om at han selv fulgte med dem tilbage. I Kyros’ tredje regeringsår (536 f.v.t.) fik Daniel et syn som blev formidlet af en engel der undervejs til Daniel havde måttet kæmpe med Perserrigets fyrste. Engelen åbenbarede ’hvad der ville overgå Daniels folk i de sidste dage, for det var endnu et syn om de dage’. (Da 10:14) Begyndende med Perserrigets konger skildrede han den historiske udvikling på forhånd. Profetien åbenbarede at verdensskuepladsen ville blive domineret af to store politiske magter der kæmpede mod hinanden, omtalt som „Nordens konge“ og „Sydens konge“, og at det ville fortsætte sådan indtil Mikael stod frem, hvorefter der ville følge en tid med svære trængsler. — Da 11, 12.

Daniel har muligvis ikke levet ret længe efter Kyros’ tredje regeringsår. Hvis han var teenager da han blev ført til Babylon i 617 f.v.t., må han have været næsten 100 år gammel da han modtog det syn der omtales i kapitlerne 10 til 12. Engelens ord til Daniel: „Men du selv, gå du enden i møde; og du skal hvile, men stå op til din lod ved dagenes ende,“ synes at antyde at hans liv nærmede sig sin afslutning, men at der var sikret ham en opstandelse. — Da 12:13.

Daniel som skribent. Daniel omtales af Jesus (Mt 24:15), og der hentydes til ham i Hebræerne 11:33. Kritikerne har ikke kunnet bevise deres teori om at den kanoniske Daniels Bog eller dele af den skulle være skrevet af en eller flere senere skribenter i makkabæertiden. De tre tilføjelser der kaldes „De Tre Venners Lovsang“, „Susanna og de Ældste“ og „Bel og Dragen“, er imidlertid apokryfe og skrevet på et senere tidspunkt. Disse og andre skrifter som påstås at være skrevet af Daniel, og som tillægger ham usædvanlige bedrifter eller lærepunkter, er sagnagtige og upålidelige. — Se APOKRYFER; se også DANIELS BOG.

3. En præst af levitten Itamars hus som ledsagede Ezra til Jerusalem i 468 f.v.t. (Ezr 8:2) Det var muligvis den samme præst (eller en efterkommer af ham) der var med til at besegle den bindende aftale på Nehemias’ tid. (Ne 10:6) Han er imidlertid ikke den samme som profeten Daniel, der var af Judas stamme. — Da 1:6.