En profetisk bog der i traditionelle bibeludgaver kommer umiddelbart efter Ezekiels Bog. Dette stemmer med rækkefølgen i den græske Septuaginta og den latinske Vulgata. I den hebraiske kanon hører Daniels Bog til „Hagiograferne“ eller „Skrifterne“.

Skribent. At skribenten var Daniel, nævnes i bogen selv. Den oplyser: „I kong Belsazzar af Babylons første år havde Daniel en drøm og så nogle syner i sit hoved mens han lå på sin seng. Derpå skrev han drømmen ned. Han gav en fuldstændig beretning om det alt sammen.“ (Da 7:1) Det  ses også af at kapitlerne 7 til 12 er skrevet i første person.

Kapitlerne 1 til 6 er skrevet i tredje person, men det taler ikke imod at Daniel har skrevet bogen. Han anlægger blot iagttagerens synspunkt og fortæller om hvad der skete med ham selv og andre. En anden bibelskribent, Jeremias, gør i nogle tilfælde det samme. (Se Jer 20:1-6; 21:1-3 og kap. 26, 36.) I andre tilfælde skriver Jeremias i første person. — Jer 1, 13, 15, 18; se DANIEL, 2.

Baggrund og affattelsestidspunkt. Bogens handling foregår i Babylon, med den undtagelse at et af synerne åbenbares ved vandløbet Ulaj i Susan. Det er uklart om Daniel rent faktisk var i Susan, eller om han blot var der i synet. Bogen blev fuldført omkring 536 f.v.t. og spænder over perioden fra 618 til omkring 536 f.v.t. — Da 8:1, 2.

Ægthed. Nogle betvivler bogens ægthed idet de forfægter samme synspunkt som en hedensk filosof og fjende af kristendommen, Porfyrios, der levede i det 3. århundrede. Han hævdede at Daniels Bog var skrevet af en palæstinensisk jøde på Antiochos Epifanes’ tid, en bedrager der beskrev fortidige begivenheder som var de profetier. Bogens ægthed blev dog ikke draget alvorligt i tvivl før i begyndelsen af det 18. århundrede. Et stærkt vidnesbyrd om at bogen er ægte, er imidlertid at Jesus Kristus anerkendte Daniels profeti. — Mt 24:15; Da 11:31.

Hvad historien viser. I hulerne ved Det Døde Hav har man fundet flere håndskrifter med dele af Daniels Bog. De tidligste af dem stammer fra første halvdel af det 1. århundrede f.v.t. Allerede på det tidspunkt var Daniels Bog altså anerkendt som en del af Skrifterne og var så velkendt blandt jøderne at der var lavet mange afskrifter af den. At bogen på det tidspunkt blev regnet for at være kanonisk, underbygges af at forfatteren til den apokryfe, men historiske Første Makkabæerbog (2:59, 60) henviser til Daniels udfrielse fra løvekulen og de tre hebræeres udfrielse fra ildovnen.

Der er også den jødiske historiker Josefus’ vidnesbyrd. Han fortæller at Alexander den Store fik forevist Daniels profetier da han drog ind i Jerusalem. Dette fandt sted omkring 332 f.v.t., over 150 år før makkabæertiden. Josefus skriver herom: „Da man foreviste ham Daniels Bog, hvori det var forudsagt at en græker ville ødelægge det  persiske rige, antog han at det var ham selv der sigtedes til.“ (Jewish Antiquities, XI, 337 [viii, 5]) Historien beretter også at Alexander viste jøderne stor gunst, formentlig på grund af det Daniel havde skrevet om ham i profetien.

Hvad sproget viser. Daniel 1:1–2:4a og 8:1–12:13 er skrevet på hebraisk, mens Daniel 2:4b–7:28 er skrevet på aramaisk. Om ordforrådet i den aramaiske del siger opslagsværket The International Standard Bible Encyclopedia (bd. 1, s. 860): „Når man undersøger det aramaiske ordforråd i Daniels Bog, viser det sig at ni tiendedele af det umiddelbart kan bevidnes ved hjælp af vestsemitiske inskriptioner eller papyrusser fra det 5. årh. f.Kr. eller tidligere. De resterende ord er fundet i sådanne kilder som nabatæernes og palmyrenernes aramaiske tekster, som er fra tiden efter det 5. årh. f.Kr. Det er naturligvis muligt, i hvert fald teoretisk, at denne lille resterende del af ordforrådet pludselig opstod efter det 5. årh. f.Kr., men man kan lige så vel argumentere for at en skriftlig form fra det 5. årh. f.Kr. må kunne føres tilbage til en tidligere mundtlig form. Langt den sandsynligste forklaring er dog at den manglende tiendedel blot repræsenterer et hul i vor nuværende viden om de sproglige forhold, som vi trygt kan vente vil blive udfyldt med tiden.“ — Redigeret af G. Bromiley, 1979.

Der forekommer nogle såkaldt persiske ord i Daniels Bog, men i betragtning af jødernes nære forbindelse med babylonierne, mederne, perserne og andre folkeslag er dette ikke usædvanligt. Desuden er de fleste af de fremmede ord der anvendes i Daniels Bog, betegnelser for embedsmænd, klædningsstykker, juridiske udtryk og lignende, som hebraisk eller aramaisk åbenbart ikke havde lige så dækkende betegnelser for på det tidspunkt. Daniel skrev for jøderne, der dengang for størstedelens vedkommende boede spredt rundt om i Babylonien og andre områder. Han skrev derfor på et sprog de kunne forstå.

Lærepunkter. En indvending imod en tidlig affattelse af bogen går ud på at der i Daniels Bog hentydes til opstandelsen. (Da 12:13) Man mener at denne lære er udviklet senere eller er overtaget fra hedenskabet. Bemærkningen i Daniels Bog stemmer imidlertid overens med resten af De Hebraiske Skrifter, der indeholder udtalelser som vidner om troen på en opstandelse. (Job 14:13, 15; Sl 16:10) De beretter også om konkrete eksempler på at nogle har fået en opstandelse. (1Kg 17:21, 22; 2Kg 4:22-37; 13:20, 21) Og ingen ringere end apostelen Paulus udtalte at Abraham troede på de dødes opstandelse (He 11:17-19), og at andre trofaste Guds tjenere i fortiden så frem til opstandelsen. (He 11:13, 35-40; Ro 4:16, 17) Jesus selv sagde: „Men at de døde oprejses har også Moses angivet, i beretningen om tornebusken, når han kalder Jehova ’Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’.“ — Lu 20:37.

De der hævder at bogen ikke virkelig er profetisk, men skrevet efter at begivenhederne har fundet sted, må ansætte bogens fuldførelse til et tidspunkt efter Jesu jordiske tjeneste, for der er almindelig enighed om at det 9. kapitel indeholder en profeti om Messias’ fremtræden og offerdød. (Da 9:25-27) Profetien rækker endda videre og beretter om de riger der ville herske helt frem til „endens tid“, hvor de skulle tilintetgøres af Guds rige ved hans Messias. — Da 7:9-14, 25-27; 2:44; 11:35, 40.

Bogens værdi. Daniels Bog udmærker sig især ved at omtale profetiske tidsperioder: de 69 (år)uger fra dekretet om Jerusalems genopbyggelse udgik indtil Messias’ komme; de begivenheder der skulle indtræffe i den 70. uge, og Jerusalems ødelæggelse der skulle følge kort efter (Da 9:24-27); de „syv tider“, som Jesus kaldte „nationernes fastsatte tider“ idet han lod forstå at de stadig varede ved dengang han var på jorden og først skulle udløbe langt senere (Da 4:25; Lu 21:24); desuden perioderne på 1290, 1335 og 2300 dage samt „én tid, tider og en halv“. Alle disse tidsprofetier har betydning for forståelsen af Guds handlinger i forbindelse med sit folk. — Da 12:7, 11, 12; 8:14; se HALVFJERDS UGER; NATIONERNES FASTSATTE TIDER.

Daniel fortæller også i detaljer om verdensrigers opståen og fald fra det gamle Babylons tid helt frem til den tid da Guds rige tilintetgør dem for evigt. Profetien peger på Guds rige ved hans indsatte Konge og dennes medregenter, ’de hellige’, som den regering der vil bestå for evigt, til velsignelse for alle som tjener Gud. — Da 2:44; 7:13, 14, 27.

Engelens inspirerede forklaring på at dyrene i Daniels syner (Da 7:3-7, 17, 23; 8:20, 21) skildrede verdensriger, er en stor hjælp til at forstå den symbolske betydning af dyrene i Åbenbaringens Bog. — Åb 13:1-18; se DYR, SYMBOLSKE.

Daniels beretning om at hans tre venner blev udfriet af den brændende ildovn, som de var blevet kastet i fordi de havde nægtet at bøje sig for Nebukadnezars guldbilledstøtte (Da 3), viser at Jehovas tjeneres ret til at tjene deres Gud med udelt hengivenhed blev lovfæstet inden for det første verdensrige, som herskede efter at  „hedningernes tider“ var begyndt. Dette er med til at understrege at de kristnes underkastelse under de højere myndigheder, som er påbudt i Romerne 13:1, kun kan være relativ, hvilket apostlenes eksempel også viser. (Apg 4:19, 20; 5:29) Daniels beretning bestyrker de kristne i deres neutrale holdning til nationernes anliggender. Den viser at de kan komme i vanskeligheder på grund af deres neutralitet; men uanset om Gud redder dem eller han tillader at de bliver dræbt på grund af deres uangribelighed, står de fast på at de vil tilbede og tjene Jehova Gud alene. — Da 3:16-18.

[Ramme på side 376]

HOVEDPUNKTER I DANIELS BOG

Profetier om jordiske rigers opståen og fald fra det gamle Babylons tid indtil Guds rige knuser dem alle og overtager verdensherredømmet

Skrevet af Daniel, der befandt sig i Babylon fra 617 f.v.t. indtil et tidspunkt efter 537 f.v.t. da de landflygtige jøder vendte tilbage til Jerusalem

Daniel og hans tre venner forbliver trofaste mod Jehova som landflygtige i Babylon

Under uddannelsen til at tjene ved Nebukadnezars hof afholder de sig fra at nyde hans vin og fine mad; Gud begunstiger dem med kundskab og indsigt (1:1-21)

Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego nægter at være med til at tilbede Nebukadnezars enorme billedstøtte; de fortæller med fasthed den vrede konge at de ikke vil dyrke hans guder; han lader dem binde og kaste i den overophedede ovn; en engel udfrier dem uskadte (3:1-30)

Misundelige embedsmænd rotter sig sammen imod Daniel; selv om det bliver forbudt at bede til Gud, fortsætter han med det og forsøger ikke at skjule det; han kastes i løvekulen, og en engel udfrier ham uskadt (6:1-28)

Profetiske drømme og syner peger frem til Guds rige ved hans Messias

En vældig billedstøtte knuses af en sten som bliver revet løs fra et bjerg, men ikke ved menneskehænder; billedstøtten skildrer rækken af verdensriger fra Babylon og fremefter, og det ender med at de alle bliver knust og erstattet af Guds rige (2:1-49)

Et vældigt træ bliver fældet og stubben bundet i syv tider; opfyldes første gang da kongen bliver vanvittig og lever som et dyr i syv år indtil han erkender at den Højeste er hersker over menneskenes rige og giver magten til hvem han vil (4:1-37)

En skrift viser sig på væggen da Belsazzar drikker skåler for sine afguder af karrene fra Jehovas tempel; Daniel tilkaldes, sætter frygtløst kongen i rette, forklarer skriften og fortæller ham at hans rige er blevet givet til mederne og perserne (5:1-31)

Verdensrigernes march skildres ved en løve, en bjørn, en leopard, et frygtindgydende dyr med ti horn samt et lille horn der vokser frem på det sidste dyrs hoved; derefter giver den gamle af dage herredømmet over alle folkene til en der er som en menneskesøn (7:1-28)

Verdensrigerne efter Babylon skildres ved en vædder, en gedebuk og et lille horn; det lille horn modstår fyrsten over himmelens hær og bliver derpå brudt af, dog ikke ved menneskehånd (8:1-27)

De halvfjerds (år)uger; efter 7 + 62 uger skal Messias fremstå og siden bortryddes; (Abrahams)pagten skal stå ved magt specielt for jøderne i én uge (9:1-27)

Kampen mellem Nordens og Sydens konge, Mikael står frem som befrier, samt andre begivenheder i forbindelse med Guds folk (10:1–12:13)