(Daʹvid) [sandsynligvis: elsket].

I Ny Verden-Oversættelsen forekommer navnet 1079 gange i De Hebraiske Skrifter, heraf 75 gange i overskrifterne til 73 salmer, og 59 gange i De Kristne Græske Skrifter. Af alle personerne i De Hebraiske Skrifter er det kun Moses og Abraham der omtales oftere af de kristne bibelskribenter. Alle de 1138 gange navnet David forekommer, er der tale om én bestemt person, nemlig Israels anden konge, eller den som David til tider var et forbillede på: „Jesus Kristus, Davids søn.“ — Mt 1:1.

Denne hyrde, musiker, digter, soldat, statsmand, profet og konge indtager en meget fremtrædende plads i De Hebraiske Skrifter. Han var på slagmarken en utrættelig kriger der udholdt de sværeste forhold, en leder og hærfører der lagde et ubetvingeligt mod for dagen, og dog var han ydmyg nok til at indrømme sine fejl og angre sine store synder, en mand der var medfølende og barmhjertig, som elskede sandhed og retfærdighed og som, frem for alt, nærede en ubetinget tillid til sin Gud, Jehova.

David var en efterkommer af Boaz og Rut og kunne således gennem Perez føre sin herkomst tilbage til Juda. (Rut 4:18-22; Mt 1:3-6) Han var den yngste af Isajs otte sønner og havde også to søstre eller halvsøstre. (1Sa 16:10, 11; 17:12; 1Kr 2:16) En af Davids brødre døde åbenbart barnløs og er derfor udeladt i senere slægtsregistre. (1Kr 2:13-16) Navnet på Davids moder oplyses ikke. Nogle har foreslået den mulighed at Nahasj var hans moder, men det er mere sandsynligt at Nahasj var fader til Davids halvsøstre. — 2Sa 17:25; se NAHASJ, 2.

Davids hjemby var Betlehem, beliggende ca. 9 km sydsydvest for Jerusalem. Det var her hans fader, Isaj, hans farfader, Obed, og hans oldefader, Boaz, havde boet. Byen blev undertiden kaldt „Davids by“ (Lu 2:4, 11; Joh 7:42), ikke at forveksle med „Davidsbyen“, det vil sige Zion i Jerusalem. — 2Sa 5:7.

Hans ungdom. Første gang vi møder David, er mens han vogter sin faders får på en mark i nærheden af Betlehem, hvilket minder os om at det også var på en mark i nærheden af Betlehem at nogle hyrder over tusind år senere blev grebet af ærefrygt da de hørte Jehovas engel bekendtgøre Jesu fødsel. (Lu 2:8-14) Samuel er blevet udsendt af Gud til Isajs hus for at salve en af Isajs sønner til konge over landet, men han afviser Davids syv ældre brødre med ordene: „Jehova har ikke udvalgt dem.“ Endelig hentes David ind fra marken. Luften er fyldt med spænding idet han træder ind — rødmosset, med smukke øjne og et godt udseende — for endnu ved ingen hvorfor Samuel er kommet. „Rejs dig,“ siger Jehova til Samuel, „salv ham, for det er ham.“ Ja, det var ham om hvem Jehova sagde: „Jeg har fundet David, Isajs søn, en mand efter mit hjerte, som vil gøre alt det jeg ønsker.“ — 1Sa 16:1-13; 13:14; Apg 13:22.

Davids år som hyrdedreng skulle vise sig at få stor betydning for hans senere liv. Udendørslivet forberedte ham til den tid han måtte leve som flygtning på grund af Sauls vrede. Han blev også dygtig til at håndtere en stenslynge og udviklede egenskaber som udholdenhed, mod og villighed til at opspore og redde vildfarne får, idet han end ikke gik af vejen for at dræbe en bjørn eller en løve hvis det var nødvendigt. — 1Sa 17:34-36.

 Men samtidig med at David var en tapper kriger, var han også kendt for at kunne spille på lyre og digte sange, evner han måske tilegnede sig og udviklede i de mange timer han tilbragte med at vogte fårene. Han havde desuden ry for at have konstrueret nye musikinstrumenter. (2Kr 7:6; 29:26, 27; Am 6:5) Hans kærlighed til Jehova hævede hans lyriske digte langt over det almindelige underholdningsniveau og gjorde dem til klassiske mesterværker der var helliget tilbedelsen og lovprisningen af Jehova. Af overskrifterne til ikke mindre end 73 salmer fremgår det at de er skrevet af David, og enkelte andre salmer tillægges ham andre steder i Bibelen. (Sml. Sl 2:1 med Apg 4:25; Sl 95:7, 8 med He 4:7.) Nogle af hans salmer, som for eksempel Salme 8, 19, 23, 29, bygger uden tvivl på hans erfaringer som hyrde.

Den skoling David fik som fårehyrde, beredte ham til den større opgave at være hyrde for Jehovas folk, som der står skrevet: „[Jehova] valgte . . . David, sin tjener, og tog ham fra fårefoldene. Fra hans plads bag de diegivende får hentede han ham ind til at være hyrde for sit folk, Jakob, og for sin arvelod, Israel.“ (Sl 78:70, 71; 2Sa 7:8) Første gang David forlod sin faders får, var det imidlertid ikke for at overtage kongedømmet, men for at tjene som musiker ved hoffet. En af Sauls rådgivere havde ikke alene anbefalet ham som en god musiker, men havde også givet ham dette skudsmål: „Han er en brav kriger og en stridsmand, og han er veltalende og en mand med et stateligt ydre, og Jehova er med ham.“ (1Sa 16:18) David fik således til opgave at spille på lyre for den plagede Saul og at være hans våbendrager. — 1Sa 16:19-23.

Senere vendte David af ukendte årsager tilbage til sin faders hus og blev boende dér et stykke tid. Da han en dag blev sendt med proviant til sine brødre i Sauls hær, som på det tidspunkt havde taget opstilling over for filistrenes styrker, oprørtes han over at se og høre Goliat håne Jehova. „Hvem er den uomskårne filister, siden han smæder den levende Guds slagrækker?“ spurgte David. (1Sa 17:26) „Jehova,“ tilføjede han, „som har udfriet mig af løvens vold og bjørnens vold, han vil også udfri mig af denne filisters vold.“ (1Sa 17:37) Efter at have fået tilladelse dertil nærmede denne mand, der havde dræbt både løve og bjørn, sig Goliat med ordene: „Jeg kommer imod dig i Hærstyrkers Jehovas, Israels slagrækkers Guds, navn, ham som du har smædet.“ Pludselig slyngede David en sten mod Goliat og strakte fjenden til jorden, hvorefter han skilte Goliats hoved fra kroppen med hans eget sværd og vendte tilbage til lejren med kæmpens hoved og sværd som trofæer. — 1Sa 17:45-54; BILLEDE, bd. 1, s. 745.

Det er værd at bemærke at passagen fra 1 Samuel 17:55 til og med ordet „filistrene“ i 18:6a ikke forekommer i den græske Septuaginta-tekst der findes i Det Vatikanske Håndskrift nr. 1209. James Moffatts oversættelse anbringer derfor alle versene på nær det sidste i dobbelte klammer idet han siger at de er „redaktionelle eller senere tilføjelser“. Der er imidlertid vidnesbyrd som taler for at den rette læsemåde findes i den masoretiske tekst. — Se SAMUELSBØGERNE (Afsnit der mangler i den græske Septuaginta).

Som flygtning. (KORT, bd. 1, s. 746) Denne hastige række af begivenheder bragte med ét slag David fra ukendtheden i ørkenen frem i offentlighedens søgelys. Han blev sat over stridsmændene, og da han vendte sejrende hjem fra et togt mod filistrene, hilstes han med dans og jubelråb idet man sang: „Saul slog sine tusinder, og David sine titusinder.“ (1Sa 18:5-7) „Hele Israel og Juda elskede David“, og Sauls egen søn Jonatan sluttede en pagt med ham. De svor hinanden kærlighed og venskab for hele livet, en pagt der siden kom til at gavne Jonatans søn Mefibosjet og sønnesøn Mika. — 1Sa 18:1-4, 16; 20:1-42; 23:18; 2Sa 9:1-13.

Denne popularitet vakte Sauls misundelse, og „fra og med den dag så Saul på David med mistænksomhed“. To gange da David spillede som førhen, kastede Saul et spyd efter ham for at spidde ham til væggen, men begge gange frelste Jehova ham. Saul havde lovet at give sin datter til den der dræbte Goliat, men nu tøvede han med at give hende til David. Endelig gik Saul ind på at han kunne gifte sig, ikke med hans ældste datter, men med en anden datter, forudsat at David bragte ham „hundrede filisterforhuder“. Saul regnede med at dette urimelige krav ville resultere i at David blev dræbt. Den modige David fordoblede imidlertid brudekøbesummen, bragte Saul 200 forhuder, og blev gift med Mikal. Nu havde to af Sauls børn i kærlighed indgået en pagt med David, hvilket fik Saul til at hade ham endnu mere. (1Sa 18:9-29) Da David igen spillede for Saul, søgte kongen for tredje gang at spidde ham til væggen med sit spyd. Samme nat flygtede David i ly af mørket og så derefter kun Saul under helt andre og mærkelige omstændigheder. — 1Sa 19:10.

I årene der fulgte, levede David som fredløs og måtte konstant flygte fra sted til sted, nådeløst jaget af en ond og stivnakket konge som var  besluttet på at dræbe ham. David søgte først tilflugt hos profeten Samuel i Rama (1Sa 19:18-24), men da dette skjulested blev opdaget, søgte han til filisterbyen Gat idet han undervejs besøgte ypperstepræsten Ahimelek i Nob, hvor han fik udleveret Goliats sværd. (1Sa 21:1-9; 22:9-23; Mt 12:3, 4) Fra Gat lykkedes det ham kun at undslippe ved at spille sindssyg og slå krydser på porten og lade sit spyt løbe ned i skægget. (1Sa 21:10-15) På baggrund af denne oplevelse skrev han Salme 34 og 56. Derefter flygtede han til Adullams hule, hvor hans familie og omkring 400 mænd som led trængsel og var bitre, sluttede sig til ham. Det er muligvis opholdet her der skildres i Salme 57 eller 142, eller måske i dem begge. Herfra drog David til Mizpe i Moab og så tilbage til Herets skov i Juda. (1Sa 22:1-5) Da han boede i Ke’ila, erfarede han at Saul forberedte et angreb på ham. Sammen med sine mænd, der nu talte omkring 600, trak David sig derfor tilbage til Zifs Ørken. Saul forfulgte ham fra sted til sted, fra Zifs Ørken ved Horesj til Maons Ørken. Da Saul var lige ved at nå sit bytte, fik han besked om at filistrene gjorde indfald i landet, og han opgav derfor forfølgelsen et stykke tid, hvorved David fik mulighed for at undslippe til En-Gedi. (1Sa 23:1-29) Oplevelser af den art gav anledning til smukke salmer (18, 59, 63, 70) hvori Jehova lovprises for den mirakuløse redning han sørgede for.

I En-Gedi gik Saul ind i en hule for at forrette sin nødtørft. David, der havde skjult sig inderst i hulen, krøb da frem og skar en flig af Sauls klædning, men skånede hans liv idet han sagde at det aldrig kunne falde ham ind at gøre kongen fortræd, „for han er Jehovas salvede“. — 1Sa 24:1-22.

Efter Samuels død. Efter Samuels død tog David, der stadig var fredløs, ophold i Parans Ørken. (Se PARAN.) Dér hjalp han og hans mænd Nabal, en rig fåreavler i Karmel, syd for Hebron, men fik kun utak som løn. Ved sin resolutte indgriben forhindrede Nabals kloge hustru Abigajil David i at udrydde husstandens mandlige medlemmer, men Nabal selv blev slået af Jehova og døde. David giftede sig derpå med enken, således at han nu, foruden Ahinoam fra Jizre’el, havde endnu en hustru, Abigajil fra Karmel. Under Davids lange fravær havde Saul nemlig givet Mikal til en anden mand. — 1Sa 25:1-44; 27:3.

David søgte nu for anden gang tilflugt i Zifs Ørken, og jagten fortsatte. David sammenlignede Saul og hans 3000 mand med nogle der var „draget ud for at søge efter en enkelt loppe, ligesom man jager en agerhøne i bjergene“. En nat sneg David og Abisjaj sig ind i Sauls lejr og tog hans spyd og vanddunk. Abisjaj ville dræbe den sovende Saul, men David skånede for anden gang Sauls liv idet han sagde at han af respekt for Jehova aldrig ville række sin hånd ud mod Jehovas salvede. (1Sa 26:1-25) Det var sidste gang David så sin modstander i live.

For at komme uden for Sauls rækkevidde tog David nu til Ziklag i filistrenes område, hvor han boede i 16 måneder. En del vældige krigere fra Sauls hær sluttede sig til de landflygtige i Ziklag, og David blev således i stand til at gøre indfald i byer som tilhørte Israels fjender mod syd, hvorved han sikrede Judas grænser og styrkede sin fremtidige stilling som konge. (1Sa 27:1-12; 1Kr 12:1-7, 19-22) Da filistrene forberedte et angreb på Sauls hær, opfordrede kong Akisj David til at drage med, idet han mente at han var „blevet en stank for sit folk Israel“. Men de øvrige forbundsfyrster ville af sikkerhedsgrunde ikke have David med. (1Sa 29:1-11) I slaget, der nåede sit højdepunkt på Gilboas Bjerg, faldt Saul og tre af hans sønner, deriblandt Jonatan. — 1Sa 31:1-7.

I mellemtiden havde amalekitterne plyndret og brændt Ziklag og ført alle kvinderne og børnene bort som fanger. Davids styrker satte straks efter røverne, indhentede dem og tilbageerobrede både kvinderne, børnene og alt godset. (1Sa 30:1-31) Tre dage senere kom en amalekit med Sauls diadem og armbånd, idet han løgnagtigt — i håb om en belønning — pralede af at det var ham der havde givet den sårede konge dødsstødet. Selv om han løj, befalede David at han skulle dræbes fordi han sagde at han havde ’dræbt Jehovas salvede’. — 2Sa 1:1-16; 1Sa 31:4, 5.

Som konge. (KORT, bd. 1, s. 746) Det tragiske budskab om Sauls død voldte David stor smerte. Han tænkte ikke så meget på at hans ærkefjende var død, som på at Jehovas salvede var faldet. Tynget af sorg forfattede David en sang der fik titlen „Buen“. Heri begræd han hvordan hans værste fjende og hans bedste ven var faldet sammen i kampen — „Saul og Jonatan, elskelige og kære mens de levede, og i døden skiltes de ikke“. — 2Sa 1:17-27.

David flyttede nu til Hebron, hvor Judas ældste salvede ham til konge over deres stamme i 1077 f.v.t. Han var da 30 år gammel. Sauls søn Isjbosjet blev konge over de øvrige stammer. Omkring to år senere blev Isjbosjet imidlertid snigmyrdet, og drabsmændene bragte hans hoved til David i håb om en belønning, men ligesom amalekitten der hævdede at have dræbt Saul, blev de selv dræbt. (2Sa 2:1-4, 8-10; 4:5-12) Dette banede vejen for at de stammer der hidtil  havde støttet Sauls søn, kunne slutte sig til Juda, og efterhånden samledes en hærstyrke på 340.822 som gjorde David til konge over hele Israel. — 2Sa 5:1-3; 1Kr 11:1-3; 12:23-40.

Herredømme i Jerusalem. David regerede i Hebron i syv og et halvt år før han på Jehovas anvisning flyttede sit hovedsæde til den erobrede jebusitterfæstning Jerusalem. Dér byggede han Davidsbyen på Zion og fortsatte med at regere i yderligere 33 år. (2Sa 5:4-10; 1Kr 11:4-9; 2Kr 6:6) Mens han boede i Hebron tog han sig flere hustruer, fik Mikal tilbage og blev fader til et antal sønner og døtre. (2Sa 3:2-5, 13-16; 1Kr 3:1-4) Efter at han var flyttet til Jerusalem, tog han sig endnu nogle hustruer og medhustruer, som fødte ham flere børn. — 2Sa 5:13-16; 1Kr 3:5-9; 14:3-7.

Da filistrene hørte at David var blevet konge over hele Israel, kom de for at styrte ham fra tronen. Ligesom ved tidligere lejligheder (1Sa 23:2, 4, 10-12; 30:8)  spurgte David Jehova om han skulle drage op mod dem. „Drag op,“ lød svaret, og Jehova tilføjede fjenderne et så afgørende nederlag at David kaldte stedet Ba’al-Perazim, der betyder „Gennembruddenes ejer (herre)“. Ved et nyt angreb ændrede Jehova strategi og gav David ordre til at gå bag om filistrene og falde dem i ryggen. — 2Sa 5:17-25; 1Kr 14:8-17.

David ville gerne bringe pagtens ark til Jerusalem, men ved første forsøg mislykkedes det fordi Uzza rørte ved arken og blev dræbt. (2Sa 6:2-10; 1Kr 13:1-14) Omkring tre måneder senere — efter omhyggelige forberedelser hvorunder præsterne og levitterne var blevet helliget og man havde sikret sig at arken blev båret på deres skuldre i stedet for, som første gang, at blive kørt på en vogn — lykkedes det at bringe arken til Jerusalem. David viste sin glæde og begejstring over denne store begivenhed ved, i en simpel klædning, at „springe og danse omkring foran Jehova“. For dette blev han ringeagtet af sin hustru Mikal, der sagde at han havde opført sig „som en af de tomhovedede“. På grund af denne uberettigede kritik ’fik hun til sin dødsdag ingen børn’. — 2Sa 6:11-23; 1Kr 15:1-29.

David sørgede også for at tilbedelsen af Jehova blev mere omfattende og fik større opmærksomhed. På det nye sted hvor arken blev anbragt, indsatte han portvagter og musikere og sørgede for at der ’til stadighed bragtes brændofre til Jehova morgen og aften’. (1Kr 16:1-6, 37-43) Desuden tænkte han på at bygge et paladsagtigt tempel af cedertræ til arken, som hidtil havde stået i et telt. Men David fik ikke lov til at bygge dette hus, for Gud sagde: „En mængde blod har du udgydt, og store krige har du ført. Du skal ikke bygge et hus for mit navn, for du har udgydt meget blod på jorden for mit ansigt.“ (1Kr 22:8; 28:3) Jehova indgik imidlertid en pagt med ham, hvori han lovede ham at kongedømmet for stedse ville forblive i hans slægt, og i forbindelse med denne pagt forsikrede Gud ham om at hans søn Salomon, hvis navn kommer af en rod der betyder „fred“, skulle bygge templet. — 2Sa 7:1-16, 25-29; 1Kr 17:1-27; 2Kr 6:7-9; Sl 89:3, 4, 35, 36.

I overensstemmelse med denne rigspagt tillod Jehova David at udvide sit herredømme så det nåede fra Ægyptens flod til Eufrat. Han sikrede sit riges grænser, idet han holdt fred med kongen af Tyrus og bekæmpede og besejrede modstandere på alle sider — filistrene, aramæerne, moabitterne, edomitterne, amalekitterne og ammonitterne. (2Sa 8:1-14; 10:6-19; 1Kg 5:3; 1Kr 13:5; 14:1, 2; 18:1–20:8) Disse gudgivne sejre gjorde David til en mægtig hersker. (1Kr 14:17) Men David var sig altid bevidst at han ikke havde opnået sin stilling ved arv eller erobringer, men i kraft af Jehova, som havde sat ham på tronen i dette forbilledlige teokrati. — 1Kr 10:14; 29:10-13.

Synder som bragte ulykke. Under krigen mod ammonitterne indtraf en af de sørgeligste episoder i Davids liv. Det begyndte med at kongen fra sit hustag så den smukke Batseba bade sig, og han blev fyldt af et uret begær. (Jak 1:14, 15) Da David erfarede at hendes mand, Urias, var i krig, lod han hende hente til sit palads og havde omgang med hende. Siden fik han at vide at hun var blevet gravid. Uden tvivl af frygt for at Batsebas umoralske handling skulle blive offentligt kendt, med dødsstraf til følge, sendte han straks bud til hæren om at Urias skulle melde sig hos ham i Jerusalem, idet han håbede at Urias ville tilbringe natten sammen med sin hustru. Men selv om David drak ham fuld, undlod han at sove hos Batseba. I desperation sendte David ham tilbage til hæren med en hemmelig instruktion til hærføreren Joab om at han skulle anbringes i forreste linje, hvor han med sikkerhed ville blive dræbt. Planen lykkedes. Urias døde i kamp, hans enke overholdt den sædvanlige sørgetid, og David giftede sig med hende før man i byen blev klar over at hun var gravid. — 2Sa 11:1-27.

Jehova havde imidlertid set det hele og sørgede for at sagen blev afsløret. Hvis Jehova havde ladet Davids og Batsebas syndige handling blive pådømt af mennesker i henhold til Moseloven, ville begge overtrædere have mistet livet, og deres ufødte afkom, følgen af deres umoralske forhold, ville naturligvis være død sammen med moderen. (5Mo 5:18; 22:22) Men Jehova behandlede selv denne sag og viste David barmhjertighed på grund af pagten om riget (2Sa 7:11-16), uden tvivl fordi David selv havde vist barmhjertighed (1Sa 24:4-7; jf. Jak 2:13) og på grund af den anger han så hos overtræderne. (Sl 51:1-4) De slap dog ikke helt ustraffet fra deres misgerning. Ved profeten Natan erklærede Jehova: „Se, jeg lader ulykken rejse sig mod dig fra dit eget hus.“ — 2Sa 12:1-12.

Og sådan gik det. Det barn Batseba fødte som følge af det umoralske forhold, døde kort efter fødselen, selv om David fastede og sørgede over det syge barn i syv dage. (2Sa 12:15-23) Derefter voldtog Davids førstefødte søn, Amnon, sin halvsøster Tamar, hvorefter han blev myrdet af hendes broder, hvad der voldte David stor smerte. (2Sa 13:1-33) Senere forsøgte Davids tredje og elskede søn, Absalom, at tilrive sig tronen, og  han vanærede åbenlyst sin fader ved i fuld offentlighed at have kønslig omgang med hans medhustruer. (2Sa 15:1–16:22) Ydmygelsen nåede sit højdepunkt da sønnens kamp mod faderen styrtede landet ud i en borgerkrig der, meget imod Davids ønske og til hans store sorg, endte med Absaloms død. (2Sa 17:1–18:33) Salme 3, hvori David siger: „Frelsen tilhører Jehova,“ blev til under flugten fra Absalom. — Sl 3:8.

Men trods alle sine fejl og grove synder lagde David altid den rette hjertetilstand for dagen idet han angrede sine urette handlinger og bad Jehova om tilgivelse. Efter affæren med Batseba skrev han således Salme 51, hvori han siger: „Med min brøde blev jeg bragt til verden . . . med min synd undfangede min moder mig.“ (Sl 51:5) Et andet tilfælde hvor David ydmygt bekendte sine synder, var da Satan havde ægget ham til at foretage en optælling af alle som var egnede til at tjene i de væbnede styrker. — 2Sa 24:1-17; 1Kr 21:1-17; 27:24; se MØNSTRING.

Købet af tempelpladsen. Da den pest der brød løs som følge af sidstnævnte fejlgreb, var standset, købte David Ornans (Araunas) tærskeplads og bragte hornkvæget der var spændt for tærskeslæden, som offer til Jehova. Det var på denne plads Salomon senere byggede det prægtige tempel. (2Sa 24:18-25; 1Kr 21:18-30; 2Kr 3:1) David havde inderligt ønsket at bygge dette tempel, og selv om han ikke fik lov til det, blev det ham dog forundt at sætte en stor arbejdsstyrke til at udhugge sten og samle materialer til byggeriet, deriblandt 100.000 talenter guld (230 mia. kr.) og 1.000.000 talenter sølv (40 mia. kr.) samt kobber og jern i så store mængder at det ikke blev vejet. (1Kr 22:2-16) Af sin personlige formue gav David ofirguld og lutret sølv til en værdi af over 7,2 milliarder kroner. David sørgede også for tegningerne til byggeriet, som han fik ved inspiration, og han inddelte de titusinder af levitter i deres mange tjenesteskifter, hvortil også hørte et stort kor og orkester. — 1Kr 23:1–29:19; 2Kr 8:14; 23:18; 29:25; Ezr 3:10.

Slutningen af hans regeringstid. Ved sit livs afslutning blev den nu 70-årige sengeliggende konge atter udsat for trængsler fra sin egen familie. Hans fjerde søn, Adonija, forsøgte mod sin faders viden og vilje og, hvad der var alvorligere, uden Jehovas godkendelse, at gøre sig selv til konge. Da David hørte det, tog han straks skridt til at hans søn Salomon, som var den Jehova havde udvalgt, kunne blive udråbt til konge og indsat på tronen. (1Kg 1:5-48; 1Kr 28:5; 29:20-25; 2Kr 1:8) David rådede derefter Salomon til at vandre på Jehovas veje, overholde hans forskrifter og bud og handle med indsigt i alt hvad han gjorde; så ville det gå ham godt. — 1Kg 2:1-9.

Efter at have regeret i 40 år døde David og blev begravet i Davidsbyen, værdig til at blive nævnt i den række af trosvidner som Paulus senere opregnede. (1Kg 2:10, 11; 1Kr 29:26-30; Apg 13:36; He 11:32) Da Jesus citerede Salme 110, sagde han at David havde skrevet denne salme „under inspiration“. (Mt 22:43, 44; Mr 12:36) Apostlene og andre bibelskribenter bekræfter gentagne gange at David var en profet som var inspireret af Gud. — Sml. Sl 16:8 med Apg 2:25; Sl 32:1, 2 med Ro 4:6-8; Sl 41:9 med Joh 13:18; Sl 69:22, 23 med Ro 11:9, 10; Sl 69:25 og 109:8 med Apg 1:16, 20.

Som forbillede. Profeterne henviste ofte til David og hans kongehus, enten i forbindelse med de sidste af Judas konger der sad på „Davids trone“ (Jer 13:13; 22:2, 30; 29:16; 36:30), eller i profetiske sammenhænge. (Jer 17:25; 22:4; Am 9:11; Zak 12:7-12) I nogle af de messianske profetier henledes opmærksomheden på Jehovas rigspagt med David. Esajas siger for eksempel at den der kaldes „Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evig Fader, Fredsfyrste“, vil sidde på „Davids trone“ for stedse. (Es 9:6, 7; se også 16:5.) Jeremias sammenligner Messias med „en retfærdig spire“ som Jehova vil „oprejse David“. (Jer 23:5, 6; 33:15-17) Gennem Ezekiel omtaler Jehova den messianske hyrde som „min tjener David“. — Ez 34:23, 24; 37:24, 25.

Da engelen fortalte Maria at hun ville få en søn som hun skulle give navnet Jesus, erklærede den: „Jehova Gud vil give ham hans fader Davids trone.“ (Lu 1:32) „Jesus Kristus, Davids søn,“ var både den legale og den biologiske arving til Davids trone. (Mt 1:1, 17; Lu 3:23-31) Paulus sagde at Jesus var Davids afkom efter kødet. (Ro 1:3; 2Ti 2:8) Det jævne folk betegnede også Jesus som „Davids søn“. (Mt 9:27; 12:23; 15:22; 21:9, 15; Mr 10:47, 48; Lu 18:38, 39) Det var vigtigt at dette blev fastslået, for som farisæerne indrømmede, skulle Messias være Davids søn. (Mt 22:42) Den opstandne Jesus aflagde også selv vidnesbyrd herom idet han sagde: „Jeg, Jesus, . . . er Davids rod og afkom.“ — Åb 22:16; se også Åb 3:7; 5:5.

[Diagram på side 387]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

DAVIDS SLÆGTSLINJE

(Navne på mandlige slægtninge skrevet med versaler)

BOAZ og Rut (hans hustru)

OBED

ISAJ

ISAJS FAMILIE

ELIAB (Elihu)

ABINADAB

SJAMMA (Sjim’a, Sjim’i)

NETAN’EL

RADDAJ

OZEM

Zeruja

-unavngiven-

Abigajil

DAVID

DAVIDS NEVØER

JONADAB

ABISJAJ

JOAB

ASAEL

AMASA

DAVIDS HUSTRUER

Mikal

hustruer, medhustruer -unavngivne-

Ahinoam

Abigajil

Ma’aka

Haggit

Abital

Egla

Batseba

DAVIDS BØRN

AMNON

DANIEL (Kil’ab)

ABSALOM

Tamar

ADONIJA

SJEFATJA

JITREAM

JIBHAR

ELISJUA (Elisjama)

NOGA

ELIFELET (Elpelet)

NEFEG

JAFIA

ELISJAMA

BE’ELJADA (Eljada)

ELIFELET

JERIMOT

-unavngiven-

SJIM’A (Sjammua)

SJOBAB

NATAN

SALOMON (Jedidja)

MARIA

JOSEF