Det navn der blev givet „klippeborgen Zion“ efter at den var blevet erobret fra jebusitterne. (2Sa 5:6-9) Den anses for at have ligget på den sydgående udløber fra Morijas Bjerg, altså syd for det tempel Salomon senere byggede. I dag er dette smalle plateau væsentligt lavere end Morijas Bjerg. Området blev  længe brugt som stenbrud, især under kejser Hadrians herredømme og opførelsen af den romerske by Aelia Capitolina omkring år 135 e.v.t. Det er derfor sandsynligt at højderyggen i gammel tid har været højere, uden dog at nå på højde med Tempelbjerget. — BILLEDER, bd. 1, s. 747, og bd. 2, s. 947.

Byen havde som fæstning en meget velegnet beliggenhed eftersom den på de tre sider var beskyttet af dybe dale — mod vest af Tyropøonsdalen og mod øst af Kedrondalen, der ved højderyggens sydlige ende gik over i Hinnoms Dal. (1Kr 11:7) Byen behøvede derfor kun særlig beskyttelse mod nord, og her blev bakkekammen endnu smallere, hvilket gjorde et angreb yderst vanskeligt. ’Davidsbyens’ nordgrænse er endnu ikke blevet fastslået med sikkerhed, men nogle forskere formoder at den har gået på ovennævnte smalle sted. I århundredernes løb er dalene til en vis grad blevet fyldt op med sten og murbrokker, således at stedets strategisk gunstige beliggenhed nu er mindre iøjnefaldende. Det anslås at den gamle Davidsby dækkede et areal på 4 til 6 ha.

I Kedrondalen, nær foden af plateauets østside, findes en kilde ved navn Gihon. (1Kg 1:33) Arkæologiske undersøgelser viser at der i gammel tid blev hugget en tunnel der var forbundet til en skakt, gennem klippen, så man kunne få adgang til vandet uden at gå uden for byens mure. Nogle mener at det var ved at klatre op gennem denne skakt at Joab og hans mænd var i stand til at trænge ind i fæstningen og indtage den. — 2Sa 5:8; 1Kr 11:5, 6.

Byen fik navnet „Davidsbyen“ fordi David gjorde den til sin residensby efter at have regeret i Hebron i syv og et halvt år. Med hjælp fra kong Hiram af Tyrus byggede David her sit „hus af cedertræ“. (2Sa 5:5, 9, 11; 7:2) Han lod pagtens ark føre op fra Obed-Edoms hus til Davidsbyen, og hans hustru Mikal kunne se processionen fra et vindue i paladset. (2Sa 6:10-16; 1Kr 15:1, 29) Da han døde, blev han begravet i byen, og det samme blev mange andre konger i hans slægt. — 1Kg 2:10.

Fra Salomons regering og fremefter. Salomon flyttede arken til det nyopførte tempel på det bredere plateau nord for Davidsbyen. Bemærkningen om at de ’førte Jehovas pagts ark op fra Davidsbyen’, viser at tempelområdet lå højere, og at Morijas Bjerg altså var højere end den sydlige udløber. (1Kg 8:1) Da Salomon giftede sig med Faraos datter, bragte han hende til Davidsbyen (1Kg 3:1), men efter at han havde opført en ny residens nærmere tempelområdet, flyttede han hende bort fra Davidsbyen fordi den blev regnet for hellig som følge af at Jehovas ark havde befundet sig dér. (1Kg 9:24; 2Kr 8:11) Salomon udførte flere byggearbejder i Davidsbyen, og Ezekias udførte reparationsarbejder forud for assyreren Sankeribs angreb. (1Kg 11:27; 2Kr 32:5) Ezekias ledte også vandet fra Gihonkilden over til byens vestside, åbenbart ved hjælp af den tunnel som man har fundet hugget gennem klippen, og som forbinder kilden med Siloams dam på plateauets sydvestskråning. (2Kr 32:30) Hans søn og efterfølger, Manasse, byggede en ydermur langs østskråningen ud mod Kedrondalen. — 2Kr 33:14.

De nævnte skriftsteder viser at Davidsbyen blev opfattet som en særskilt enhed, selv om Jerusalem med tiden udvidedes. Dette gjaldt også efter hjemkomsten fra landflygtigheden i Babylon, hvor visse lokaliteter i byen nævnes i forbindelse med murenes istandsættelse. (Ne 3:15, 16) „Trappen til Davidsbyen“ førte øjensynlig op til byens sydlige ende. (Ne 12:37) Ved udgravninger har man her afdækket dele af en sådan trappe, og der findes stadig en række groft tilhuggede trin i klippen som fører op ad højen på dette sted.

I De Kristne Græske Skrifter bruges udtrykket „Davids by“ om Betlehem, Davids og Jesu fødeby. — Lu 2:4, 11; Joh 7:42; se JERUSALEM.