(Deboʹra) [bi].

1. Rebekkas amme. Da Rebekka forlod sin fader Betuels hus for at rejse til Palæstina og gifte sig med Isak, fulgte Debora med. (1Mo 24:59) Efter at have tjent i mange år i Isaks hus blev Debora, måske efter Rebekkas død, medlem af Jakobs husstand. Debora døde åbenbart ca. 125 år efter at Rebekka var blevet gift med Isak, og hun blev begravet under et stort træ ved Betel. Træets navn (Allon-Bakut, der betyder „grådens vældige træ“) viser hvor meget Jakob og hans familie var kommet til at holde af hende. — 1Mo 35:8.

2. En profetinde i Israel; Lappidots hustru. (Dom 4:4) Der er intet bevis for at Lappidot og Barak var den samme, sådan som nogle har ment. Forbindelsen mellem Debora og Barak skyldtes alene deres fælles interesse for at befri Israel for kana’anæisk undertrykkelse. Debora boede under en palme i Efraims bjergland mellem Rama og Betel. „Israels sønner tog op til hende for at få sager pådømt.“ — Dom 4:5.

På Jehovas bud tilkaldte hun Barak fra Kedesj-Naftali og meddelte ham Guds beslutning om at lade 10.000 mand besejre kana’anæerkongen Jabins vældige hær under hærføreren Sisera. Selv om Jehova lovede Barak at give fjenderne i hans hånd, insisterede han alligevel på at Debora, skønt hun var en kvinde, skulle være til stede som Guds udsending når han samlede tropperne og førte dem til Tabors Bjerg. Debora viste sig villig til at forlade sit forholdsvis sikre hjem og tage med Barak, men hun profeterede at hæderen i så fald ville blive en kvindes. Disse ord gik i opfyldelse da kvinden Jael dræbte Sisera. — Dom 4:6-10, 17-22.

Debora og Barak sang i forening en sang på sejrsdagen. En del af sangen er skrevet i første person, hvilket tyder på at det var Debora der forfattede denne del af den, om ikke det hele. (Dom 5:7) Det var skik at kvinderne fejrede en sejr med sang og dans. (2Mo 15:20, 21; Dom 11:34; 1Sa 18:6, 7; Sl 68:11) Sangen giver Jehova al æren og prisen for den sejr han havde vundet for sit folk. Den er et betydeligt supplement til den foregående beretning, og vil man have hele  billedet, må begge dele tages med. Efter en beskrivelse af Jehovas magt og majestæt og Israels situation før Baraks kamp går sangen over til at prise de stammer der drog med da kaldet gik ud, og der spørges efter dem som blev hjemme. Den giver en malende beskrivelse af enkeltheder ved slaget og kana’anæernes vilde flugt, Jaels heltemodige dåd da hun dræbte Sisera, og hans moders skuffelse da hun forgæves ventede på bytte og trælle fra Israel efter sønnens forventede sejr. — Dom 5.