(Dekaʹpolis) [tibyen].

Et forbund af ti byer (af græsk deʹka, ti, og poʹlis, by). Navnet betegnede også det område hvori de fleste af disse byer lå. — Mt 4:25.

Efter Alexander den Stores erobring af Syrien og Palæstina i ca. 332 f.v.t. opstod der græske kolonier i området, åbenbart ved at veteraner fra hans hære bosatte sig der og blev efterfulgt af græsktalende indvandrere. I mange tilfælde voksede kolonierne op på steder hvor der før havde ligget jødiske byer, men der blev også grundlagt kolonier nye steder, især øst for Jordanfloden. De trivedes under det seleukidiske herredømme i Syrien og det ptolemæiske i Ægypten, men oprettelsen af den makkabæisk-jødiske stat (fra ca. 168 f.v.t.) bragte deres relativt uafhængige stilling alvorligt i fare. Skønt der uden tvivl boede mange jøder i disse byer, var de centre for græsk kultur og forvaltning og således en torn i øjet på makkabæerne. Da Pompejus erobrede og reorganiserede Palæstina i 63 f.v.t., kom byerne under romersk beskyttelse og fik en begunstiget status. De fik deres eget møntvæsen og udstrakt selvstyre, men var stadig ansvarlige over for Rom og det syriske provinsstyre, med pligt til at betale skat og stille folk til militærtjeneste.

 Dannelsen af forbundet. Sandsynligvis i tiden mellem Pompejus’ erobring og Herodes den Stores død (ca. 1 f.v.t.) dannede ti af disse hellenistiske byer et løst forbund der blev kaldt Dekapolis. Grunden til denne sammenslutning synes at have været en fælles interesse for at have nære handelsforbindelser og for at beskytte sig mod antihellenistiske kræfter i Palæstina eller krigeriske nomadestammer fra ørkenegnene mod øst. Ordet „Dekapolis“ forekommer første gang i De Kristne Græske Skrifter og derefter i Josefus’ og Plinius den Ældres skrifter (begge fra det 1. årh.). Ifølge Plinius var de ti oprindelige byer følgende: Damaskus, Filadelfia, Rafana, Skythopolis, Gadara, Hippo (Hippos), Dion, Pella, Galasa (Gerasa) og Kanata, men han erkendte at der allerede dengang var delte meninger herom. (Natural History, V, XVI, 74) Af disse ti lå kun Skythopolis (Bet-Sjean) vest for Jordan. Dens strategiske beliggenhed ved indgangen til Esdrelonsletten gjorde den til en vigtig station på vejen til Middelhavskysten og dens havne. Damaskus i Syrien længst mod nord blev tydeligvis indlemmet på grund af sin betydning som handelscenter. Filadelfia (det gamle Rabba, nu Amman) var den sydligste af de ti byer, beliggende kun omkring 40 km nordøst for Det Døde Havs nordlige bred. Resten af byerne lå i Gileads frugtbare egne og i det tilstødende Basan. De fleste af dem menes at have ligget ved eller i nærheden af disse landsdeles hovedveje. Kanata er sandsynligvis den samme som Kenat i 4 Mosebog 32:42.

I det 2. århundrede nævner Ptolemæus 18 byer som hørende til „Dekapolis“, hvilket kunne tyde på at navnet var blevet en generel betegnelse, og at tallet på byerne varierede. Nogle forskere tæller, med Ptolemæus som kilde, Abila med blandt de ti i stedet for Rafana. Det lader i hvert fald til at Dekapolisområdet ikke havde nøje fastlagte grænser, og at byerne i Dekapolis ikke havde myndighed over hele det område der lå imellem dem, men kun over deres eget byområde med opland.

Jesu forkyndergerning og Dekapolis. Blandt dem som strømmede til for at høre Jesus forkynde i Galilæa, var der folk fra Dekapolis (Mt 4:25), men der siges ingen steder at han gav sig tid til at forkynde i nogen af Dekapolis’ hellenistiske byer. Under sit virke i Galilæa kom han ind i Dekapolisområdet da han krydsede Galilæas Sø, og nåede til gerasenernes land (eller gadarenernes land ifølge Mt 8:28). (Mr 5:1) Men efter at han havde uddrevet nogle dæmoner og givet dem lov til at gå i en flok svin, med det resultat at hele flokken omkom, bad folk fra den nærliggende by og fra omegnen ham indtrængende om at „forlade deres egn“. Han gjorde som de ønskede, men  den dæmonbesatte som han havde befriet, adlød hans befaling om at vidne for sine slægtninge, og han forkyndte derefter om Jesu helbredelsesgerning i Dekapolis. (Mr 5:2-20) Nogle forskere opfatter svineflokkens tilstedeværelse som et yderligere vidnesbyrd om den ikkejødiske indflydelse i området.

Efter påsken i år 32 gik Jesus — på tilbagevejen fra en rejse til egnen omkring Tyrus og Zidon i Fønikien — til „Galilæas Sø, op midt igennem Dekapolis’ egne“. (Mr 7:31) Et sted i dette område helbredte han en døv mand der var talehæmmet, og senere bespiste han mirakuløst en skare på 4000. — Mr 7:32–8:9.

Senere historie. Ifølge Eusebios flygtede de kristne i Judæa før Jerusalems ødelæggelse i år 70 til byen Pella i Dekapolis i Gileads bjergland og fulgte således Jesu advarsel. — Lu 21:20, 21; Eusebs Kirkehistorie, III, v, 3.

I byerne i Dekapolis kom den hellenistiske indflydelse i Palæstina stærkest til udtryk. Man mener de havde deres glansperiode i det 2. århundrede e.v.t., og i det efterfølgende århundrede begyndte forbundet at opløses. Vidnesbyrd om byernes rigdom og græskpåvirkede kultur ses i de imponerende ruiner af teatre, amfiteatre, templer, bade, akvædukter og andre bygninger i Gerasa (nutidens Djerash) og andre steder.

[Kort på side 393]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

DEKAPOLIS — Veje

Det Store Hav

Damaskus

Rafana (?)

Hippos

Galilæas Sø

Dion

Kanata

Abila (?)

Gadara

Skythopolis (Bet-Sjean)

Pella

Gerasa

Filadelfia (Rabba)

Salthavet