(Demeʹtrius) [fra (tilhørende) Demeter [den græske gudinde for agerbruget]].

1. En sølvsmed i Efesus i Lilleasien som ophidsede folkemasserne mod Paulus og hans rejsefæller ved slutningen af deres to-tre år lange ophold i Efesus (ca. 53-55) under Paulus’ tredje missionsrejse. Paulus var i sin forkyndelse blevet velsignet med gode resultater, idet mange havde vendt sig bort fra at øve magi og havde brændt deres bøger. Demetrius, der havde en blomstrende forretning med fremstilling af Artemistempler af sølv, blev foruroliget ved tanken om det tab dette kunne medføre for ham, og ophidsede derfor håndværkerne og andre imod Paulus. Ved både at henvise til at de ville miste deres forretning, og til at den store gudinde Artemis’ tempel ville blive regnet for intet, lykkedes det ham at bringe byen i oprør.

Efter at uroen havde stået på i omkring to timer, fik byskriveren folkemængden beroliget. Han gjorde opmærksom på at hvis Demetrius og de andre håndværkere havde en sag imod Paulus og hans ledsagere, var der domstole hvor en sådan sag kunne afgøres, hvorimod denne uro kunne føre til at den romerske regering ville anklage byen for oprør. Folkemængden faldt til ro,  løslod Paulus og hans medarbejdere og forlod teatret, hvor opløbet havde fundet sted. Kort efter tog Paulus af sted til Makedonien. — Apg 19:18, 19, 23-41; 20:1.

2. En kristen der får godt vidnesbyrd af apostelen Johannes i dennes brev til Gajus omkring år 98. Måske var det Demetrius der bragte brevet til Gajus. Når Johannes talte så godt om Demetrius, kan det have været for at Gajus skulle tage gæstfrit imod ham. Det lader til at have været sædvane at menighederne sørgede for mad og husly til trofaste brødre der rejste i den gode nyheds ærinde. — 3Jo 1, 12.