En romersk sølvmønt der vejede ca. 3,85 g og således ville have en nutidig værdi på 4,50 kroner. Denaren bar et billede af kejseren og var den „kopskattens mønt“ som romerne opkrævede i skat af jøderne. (Mt 22:19-21) Da Jesus var på jorden, fik en landarbejder almindeligvis en denar for en arbejdsdag på 12 timer. (Mt 20:2) Det er derfor en ekstraordinær situation der skildres i Åbenbaringen 6:6, når der siges at en liter hvede eller tre liter byg skulle komme til at koste en denar (en hel dagløn).

Hvis den kostbare nardusolie hvormed Lazarus’ søster Maria indgned Jesu fødder, var blevet solgt for 300 denarer (næsten en årsløn), ville en betydelig sum penge sandsynligvis være blevet lagt i den pengekasse Judas Iskariot forvaltede. Det er derfor ikke så mærkeligt at den uærlige Judas Iskariot gjorde stærke indvendinger imod den måde olien blev brugt på, eftersom han nu ikke ville kunne tilvende sig noget af denne store sum. — Joh 12:3-6; 13:29; Mr 14:3-11.

Den næstekærlige samaritaner i Jesu lignelse gav to denarer (to dages løn) for at hjælpe et menneske han ikke kendte, og han meddelte at han om nødvendigt ville betale endnu mere. (Lu 10:33-35) I modsætning hertil fortalte Jesus i en anden lignelse, hvori han fremhævede nødvendigheden af at tilgive, om en træl der havde fået en gæld på 60.000.000 denarer eftergivet, men ikke ville afskrive sit tilgodehavende hos en medtræl på 100 denarer. — Mt 18:24-33.

[Illustration på side 395]

Forside og bagside af en romersk denar