(Diʹbon).

1. En by øst for Det Døde Hav som amoritten Sihon fravristede moabitterne. Den blev senere erobret af israelitterne da de drog ind i landet under Moses. — 4Mo 21:25-30.

Dibon lå samme sted som nutidens Dhiban, 5 km nord for Arnonfloden, 21 km øst for Det Døde Hav. Der er i nyere tid foretaget indgående arkæologiske undersøgelser på stedet, og byen har opnået et vist ry fordi det var dér den berømte Mesjastele blev fundet i 1868. Visse udsagn på denne stele, der blev rejst af kong Mesja af Moab, er af nogle forskere blevet udlagt sådan at Dibon var Mesjas hovedstad (med Karhoh) og engang „Moabs betydeligste by“.

Kort efter at israelitterne havde erobret dette område første gang, bosatte Gads stamme sig i det og ’byggede [eller genopbyggede] Dibon’, hvorefter byen åbenbart blev kaldt ved det længere navn Dibon-Gad, der står anført som en af Israels lejrpladser. (4Mo 32:34; 33:45, 46) Dibon blev imidlertid regnet for at høre til Rubens arvelod. (4Mo 32:2, 3; Jos 13:8, 9, 15-17) Da Moab igen var kommet til kræfter under kong Eglon, gik det uden tvivl ud over Dibon, indtil dommeren Ehud vandt sin sejr og gjorde ende på undertrykkelsen. (Dom 3:12-30) Mange hundrede år senere gjorde kong Mesja af Moab ifølge 2 Kongebog 3:4, 5 oprør mod det israelitiske herredømme „så snart Akab døde“. Bibelen siger ikke nøjagtig hvor længe dette oprør varede, og måske lykkedes det ham virkelig at lægge flere israelitiske byer ind under „Karhoh“, som han pralende erklærer på Mesjastelen. Men i modsætning til Mesjas propagandistiske inskription siger Bibelen tydeligt at Moab led et sviende nederlag da det kom i kamp med Israels, Judas og Edoms forenede hære. — 2Kg 3:4-27.

Knap 200 år senere var Dibon igen kendt som en moabitisk by, og Esajas (15:2) udtalte et domsbudskab imod den. Det hedder derfor profetisk om de folk der boede i området, at de „er gået op til Huset og til Dibon, til offerhøjene“ for at græde over Moabs tilintetgørelse.

Nogle forskere har ment at det var den assyriske trussel Esajas her hentydede til som årsag  til denne gråd. Der findes imidlertid ingen beretning om at assyrerne hærgede dette område. Da Jeremias ca. 100 år senere profeterede at Dibon skulle ’stige ned fra sin herlighed og sidde i tørst’ (Jer 48:18), var Esajas’ profeti åbenbart endnu ikke gået i opfyldelse. Derfor fremførte Jeremias nu et lignende budskab og gjorde dermed forudsigelsen af Moabs undergang dobbelt sikker. Da Nebukadnezar nogen tid efter Jerusalems fald i 607 f.v.t. havde hærget og plyndret Moab, ’tørstede’ Dibons indbyggere formodentlig ikke blot efter deres tidligere herligheds luksus, men som de hjælpeløse og fornedrede fanger de var, tørstede de sikkert også bogstaveligt efter vand og livets andre fornødenheder. — Jer 25:9, 17-21.

Fundet af bemærkelsesværdigt velbevarede kornlagre i Dibon som menes at stamme fra sidste halvdel af det første årtusind f.v.t., synes at bekræfte den antagelse at Dibonegnen, som den dag i dag er et frugtbart landbrugsområde, engang har været Palæstinas kornkammer.

Nogle kommentatorer mener at Dibon er identisk med Dimon i Esajas 15:9. — Se DIMON.

2. Et sted i Juda (Ne 11:25), efter nogles opfattelse identisk med Dimona. — Jos 15:22; se DIMONA.