En der er oplært, en der undervises, en elev. Det hebraiske ord for discipel, limmudhʹ, har grundbetydningen en lærling, en der oplæres eller er oplært. (Jf. Es 8:16, fdn.) Det beslægtede ord malmadhʹ betegner en „stav“ som man brugte til at drive kvæg med. (Dom 3:31; jf. Ho 10:11.) Det græske ord for discipel, mathētēsʹ, betegner i første række en der retter sit sind mod noget.

I De Græske Skrifter læser vi om Jesu, Johannes Døbers, farisæernes og Moses’ disciple. (Mt 9:14; Lu 5:33; Joh 9:28) Jesu første disciple kom fra kredsen af Johannes’ disciple. (Joh 1:35-42) De 12 der blev udvalgt som apostle, betegnes i Mattæus 10:1 og 11:1 som disciple. I bred betydning anvendes ordet „disciple“ om alle der troede på Jesu lære, hvoraf i det mindste én var en discipel i det skjulte. (Lu 6:17; Joh 19:38) Som oftest bruges det dog om Jesu nære tilhængere, dem der fulgtes med ham når han drog rundt og forkyndte, og som blev undervist og oplært af ham. Det betegner således i første række dem der ikke blot tror på Kristi lære, men også nøje følger den. Disciplene må oplæres til at „holde alt det“ Jesus befaler. — Mt 28:19, 20.

Formålet med at Jesus underviste sine disciple, var at de skulle blive forkyndere og lærere, ligesom han selv var det. „En elev står ikke over sin lærer, men enhver som er fuldt ud oplært vil være som sin lærer,“ sagde Jesus. (Lu 6:40) Hvor effektiv Kristi undervisning var, fremgik af eftertidens historie. Disciplene fortsatte med det arbejde han havde lært dem, og de gjorde disciple overalt i Romerriget, i Asien, Europa og Afrika, før det 1. århundrede var omme. Ifølge Jesu Kristi befaling i Mattæus 28:19, 20 var det deres hovedopgave.

At kristne endnu den dag i dag er forpligtede til at gøre disciple af folk af alle nationer, fremgår af de sidste ord i Jesu befaling: „Og se, jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning.“ De gør dem ikke til deres egne disciple, men til Kristi disciple, for den lære de følger, kommer ikke fra mennesker, men fra Kristus. Af den grund blev disciplene ved guddommeligt forsyn kaldt kristne. (Apg 11:26) Det svarer til at profeten Esajas fik disciple som i virkeligheden var Jehovas disciple, idet vidneerklæringen eller vidnesbyrdet og loven de blev oplært i, var Jehovas ord. — Es 8:16.

At være Jesu discipel er ikke ensbetydende med at følge den letteste vej. Jesus behagede ikke sig selv, men fulgte en vej der udsatte ham for den værste modstand fra Djævelens og hans håndlangeres side. (Ro 15:3) Han sagde at hans disciple måtte elske ham mere end deres nærmeste slægtninge, ja endda mere end deres egne  sjæle. De måtte elske deres kristne trosfæller. De måtte bære åndelig frugt. Den der gerne vil være Jesu discipel, må tage sin marterpæl op og gå den samme vej som Kristus gik. For at kunne gøre dette må han ’sige farvel til alt hvad han har’, men han vil få mange andre værdier nu, sammen med forfølgelser, og siden evigt liv. — Lu 14:26, 27, 33; Joh 13:35; 15:8; Mr 10:29, 30; se KRISTEN.