Som universets Skaber sidder Jehova Gud inde med den øverste myndighed. Af den israelitiske nation i fortiden blev han anerkendt som Dommer, Lovgiver og Konge, og det er han for hele universet. (Es 33:22) Familieoverhovedet Abraham anerkendte Jehova som „den der dømmer hele jorden“. (1Mo 18:25) Jehova fremstiller sig selv som den øverste Dommer i en retssag mod Israel (Mik 6:2) og ligeledes i en retssag han fører for sit folk mod nationerne. (Es 34:8) Han opfordrer sit folk til at vidne for ham i en sag mod afgudsdyrkerne, som havde rejst spørgsmålet om han var den sande Gud. — Es 43:9-12.

I det patriarkalske samfund. Efter Vandfloden indtog Noa stillingen som familiens overhoved eller patriark, og Gud sluttede en pagt med ham og hans sønner og gennem dem med hele menneskeslægten. (1Mo 9:12-16) Noa fik desuden grundlæggende love som Gud føjede til det han tidligere havde sagt. (1Mo 9:3-6) Som patriark traf Noa afgørelser der ikke alene berørte hans egen husstand, men også hans gifte sønner og deres afkom. — 1Mo 9:20-27.

Ligesom Jehova Gud er det store Familieoverhoved og den store Dommer, virkede det patriarkalske familieoverhoved som dommer for sin familie, ja for alle som hørte med til hans husstand, trællene indbefattet. (1Mo 38:24) Stridigheder mellem familier blev bilagt af familieoverhovederne indbyrdes når det var muligt at finde en fredelig løsning.

Patriarken Job talte to gange om „en misgerning [som måtte bringes] for dommerne“. (Job 31:11, 28) Udtrykket „[som måtte bringes] for dommerne“ står her tillægsagtigt på hebraisk og kan derfor gengives med tillægsordet „strafværdig“, som det er gjort i Kalkars oversættelse. Den „misgerning“ der er tale om i vers 11, er utroskab eller ægteskabsbrud (v. 9, 10), en overtrædelse der på Jobs tid sikkert blev pådømt af de ældste i byporten. (Jf. Job 29:7.) ’Misgerningen’ i vers 28 drejer sig derimod om materialistiske tilbøjeligheder og afgudsdyrkelse i det skjulte (v. 24-27), synder i sind og hjerte som ikke kan bekræftes af vidner. Ingen jordiske dommere kunne derfor afgøre om nogen havde gjort sig skyldig i dette. Men Job anerkendte åbenbart at Gud kunne bedømme sådanne handlinger, og at de var så alvorlige at de burde pådømmes af ham.

Da Laban hævdede at en i Jakobs lejr havde stjålet hans terafimstatuetter, optrådte Jakob som dommer over for sin husstand idet han erklærede: „Uanset hvem du finder dine guder hos, skal vedkommende ikke blive i live.“ (1Mo 31:32) Jakob vidste imidlertid ikke at det var Rakel der havde taget dem, og da Laban ikke fandt dem, blev hun ikke anklaget. Da Josef var blevet solgt til Ægypten af sine brødre og de havde fremlagt hans blodplettede kjortel for at få det til at se ud som om han var blevet revet ihjel af et vildt dyr, optrådte Jakob ligeledes som dommer idet han undersøgte vidnesbyrdet og afsagde kendelsen: „Josef er uden tvivl blevet sønderrevet!“ (1Mo 37:33) Juda optrådte som dommer da han erfarede at Tamar var gravid, og dømte hende til døden. Men da det gik op for ham at hun havde fået ham til at gøre dét han skulle have ladet sin  søn Sjela gøre, erklærede han hende for at være mere retfærdig end han selv. — 1Mo 38:24-26.

De sande tilbedere har altid anerkendt Jehova som den øverste Dommer. Skønt familieoverhovedet havde myndighed til at dømme, blev han regnet for at være ansvarlig over for Gud, der selv havde afsagt dom over Adam og Eva (1Mo 3:8-24), Kain (1Mo 4:9-15), menneskene før Vandfloden (1Mo 6:1-3, 11-13, 17-21), tårnbyggerne i Babel (1Mo 11:1-9), Sodoma og Gomorra (1Mo 18:20-33) og Abimelek (1Mo 20:3-7).

Under Moseloven. Da israelitterne drog ud af Ægypten, blev Moses deres dommer på Jehovas vegne. I begyndelsen forsøgte han selv at behandle alle sager, men der var så mange at han var travlt beskæftiget fra morgen til aften. På Jetros anbefaling indsatte han da dygtige mænd som øverster over tusind, over hundrede, over halvtreds og over ti. (2Mo 18:13-26) Dette betød næppe at der for hver syv eller otte våbenføre mænd var en specielt udnævnt dommer. Det var snarere sådan at der blev indsat øverster som kunne tage sig af mindre sager når der var behov for det. Hvis en sag var særlig vanskelig eller kompliceret eller var af national betydning, skulle den imidlertid forelægges Moses eller præsterne ved helligdommen.

Til de vanskelige sager hørte for eksempel de tilfælde hvor en mand mistænkte sin kone for utroskab (4Mo 5:11-31), hvor der var udgydt blod og der var strid om sagen (5Mo 17:8, 9), eller hvor der var rejst anklage imod nogen for oprør, men hvor vidneudsagnene var uklare eller tvivlsomme (5Mo 19:15-20). I tilfælde af et uopklaret mord skulle præsterne tage sig af sagen. — 5Mo 21:1-9.

Der var ingen fast appelmulighed fra de lavere retsinstanser til de højere, men hvis øversterne over ti ikke kunne afgøre en sag, kunne de forelægge den for øversterne over halvtreds, osv., eller direkte for helligdommen eller for Moses. — 2Mo 18:26; 5Mo 1:17; 17:8-11.

De der blev udvalgt til at virke som dommere, skulle være dygtige og pålidelige mænd som frygtede Jehova og hadede uærlig vinding. (2Mo 18:21) Det var i almindelighed familie- eller stammeoverhoveder og, senere, i byerne, byens ældste. Levitterne, der af Jehova havde fået den særlige opgave at undervise i Loven, virkede også i mange tilfælde som dommere. — 5Mo 1:15.

Der advares gang på gang mod at bøje retten, tage imod bestikkelse eller vise partiskhed. (2Mo 23:6-8; 5Mo 1:16, 17; 16:19; Ord 17:23; 24:23; 28:21; 29:4) En fattig mand måtte ikke begunstiges fordi han var fattig, og en rig mand måtte ikke begunstiges frem for den fattige. (3Mo 19:15) De fastboende udlændinge skulle behandles retfærdigt, og deres rettigheder respekteres. Dommerne måtte hverken undertrykke disse, enkerne eller de faderløse, som ikke syntes at have nogen beskytter, for Jehova var deres faderlige Beskytter og Dommer. (3Mo 19:33, 34; 2Mo 22:21; 23:9; 5Mo 10:18; 24:17, 18; 27:19; Sl 68:5) Derfor måtte de fastboende udlændinge også respektere landets love. (3Mo 18:26) Efterhånden blev Jehovas bud og forskrifter imidlertid tilsidesat af Israels fyrster og dommere, hvilket var en af grundene til at Gud dømte folket skyldigt. — Es 1:23; Ez 22:12; 1Sa 8:3; Sl 26:10; Am 5:12.

Eftersom dommerne måtte være retskafne og dømme efter Jehovas lov, repræsenterede de Jehova. At træde frem for dommerne var det samme som at træde frem for Jehova. (5Mo 1:17; 19:17; Jos 7:19; 2Kr 19:6) Med „forsamlingen“ og „menigheden“ sigtes der i de fleste tilfælde til folket i almindelighed, men når der siges at sager skal forelægges forsamlingen eller menigheden, er det folkets repræsentanter, dets dommere, der henvises til. Dette gælder for eksempel i 4 Mosebog 35:12, 24, 25 og Mattæus 18:17.

Den lokale domstol havde sæde i byporten (5Mo 16:18; 21:19; 22:15, 24; 25:7; Rut 4:1), det vil sige på den åbne plads inden for porten. Det var her loven blev oplæst for folket og anordninger blev bekendtgjort. (Ne 8:1-3) Her var det nemt at skaffe vidner til borgerlige sager, som for eksempel ejendomshandler, eftersom mange gik ud og ind ad porten i dagens løb. Desuden ville den opmærksomhed hvormed offentligheden fulgte enhver sag der blev behandlet i porten, medvirke til at dommerne optrådte forsigtigt og retfærdigt når de foretog afhøringer og afsagde kendelser. Der var uden tvivl indrettet et sted i nærheden af porten hvor dommerne kunne sidde. (Job 29:7) Samuel rejste rundt til Betel, Gilgal og Mizpa og „dømte Israel alle disse steder“ samt i Rama, hvor han boede. — 1Sa 7:16, 17.

Eftersom dommerne repræsenterede Jehova, skulle man optræde respektfuldt over for dem. (2Mo 22:28; Apg 23:3-5) Når der var afsagt en kendelse af præsterne, af levitterne ved helligdommen eller af den der virkede som dommer i de dage (som for eksempel Moses eller Samuel), var den bindende, og enhver som nægtede at handle i overensstemmelse med afgørelsen, måtte lide døden. — 5Mo 17:8-13.

 Når en mand blev idømt prygl, skulle han lægge sig fladt ned foran dommeren og modtage det fastsatte antal stokkeslag i dennes nærværelse. (5Mo 25:2) Dommen blev altid eksekveret med det samme. De eneste tilfælde hvor nogen blev tilbageholdt, var når en sag var for vanskelig og dommen måtte afsiges af Jehova. Da blev den anklagede holdt i forvaring indtil man fik en kendelse fra Jehova. (3Mo 24:12; 4Mo 15:34) Loven indeholdt ingen bestemmelse om frihedsstraf. Det var først da nationen forfaldt, og da den kom under hedensk herredømme, at man begyndte at anvende fængsler og frihedsstraf. — 2Kr 18:25, 26; Jer 20:2; 29:26; Ezr 7:26; Apg 5:19; 12:3, 4.

I kongetiden. Efter kongedømmets indførelse blev de vanskeligste sager enten forelagt kongen eller indbragt for helligdommen. Loven krævede at kongen ved sin tiltrædelse skulle skrive en afskrift af Loven til sig selv og daglig læse i den, sådan at han ville være i stand til at pådømme vanskelige sager. (5Mo 17:18, 19) Profeten Natan fik David til at dømme i sin egen sag vedrørende Batseba og hetitten Urias. (2Sa 12:1-6) Joab fik kløgtigt en kvinde fra Tekoa til at forelægge David en sag der i virkeligheden gjaldt Absalom. (2Sa 14:1-21) Før sin død indsatte David 6000 egnede levitter som forstandere og dommere i Israel. (1Kr 23:4) Salomon havde ry for at være en indsigtsfuld dommer. Han vandt især berømmelse for sin afgørelse i sagen mellem de to prostituerede der begge hævdede at være moder til det samme barn. (1Kg 3:16-28) Josafat indførte religiøse reformer i Juda og styrkede også retsvæsenet. — 2Kr 19:5-11.

Hvem var medlemmer af Sanhedrinet?

Sanhedrinet, også kaldet Det Store Sanhedrin, var den jødiske højesteret. Det havde sæde i Jerusalem og havde 71 medlemmer. Blandt disse var på Jesu tid ypperstepræsten og flere forhenværende ypperstepræster (under det romerske herredømme var ypperstepræstens embede ikke længere arveligt, men blev besat ved udnævnelse), medlemmer af de ypperstepræstelige familier, samt ældste, familie- og stammeoverhoveder, skriftlærde og lovkyndige. (Apg 4:5, 6) Medlemmerne kom fra farisæernes og saddukæernes sekter. — Apg 23:6.

Posten som retspræsident beklædtes af ypperstepræsten, som indkaldte medlemmerne når der skulle afholdes retsmøder. (Apg 5:17, 21, 27; 7:1; 22:5; 23:2) I sagen mod Jesus førte ypperstepræsten Kajfas forsædet; Jesus var imidlertid først blevet forhørt hos Annas. (Mt 26:3, 57; Mr 14:53, 55, 60, 63; 15:1; Lu 22:54; Joh 18:12, 13, 19-24) Da Paulus’ sag blev behandlet af Sanhedrinet, var det ypperstepræsten Ananias der præsiderede. — Apg 23:2.

Ifølge Tosefta (Sanhedrin 7:1) og Misjna (Sanhedrin 4:1) var Sanhedrinet samlet fra tiden for det daglige morgenoffer indtil aftenofferet. Det trådte ikke sammen på sabbatter eller på festdage. Alvorlige forbrydelser der var dødsstraf for, skulle behandles om dagen, og dommen skulle også afsiges om dagen. Hvis den anklagede blev kendt skyldig, skulle dommen bekendtgøres dagen efter. Derfor kunne der ikke holdes retsmøde aftenen før en sabbat eller før en festdag. Denne retsplejeordning blev tilsidesat i sagen mod Jesus.

Misjna (Sanhedrin 4:3) forklarer: „Sanhedrinet var formet som det halve af en rund tærskeplads så alle kunne se hinanden. Foran dem stod de to retsskrivere, den ene til højre, og den anden til venstre, og nedskrev udtalelserne fra dem der plæderede for frikendelse og udtalelserne fra dem der plæderede for domfældelse.“ — Citeret efter H. Danbys engelske oversættelse.

Ifølge den jødiske overlevering blev Sanhedrinet oprettet af Moses (4Mo 11:16-25) og reorganiseret af Ezra umiddelbart efter hjemkomsten fra landflygtigheden. Der er dog ingen historiske vidnesbyrd om at 70 ældste trådte sammen som en enkelt domstol så tidligt. Sanhedrinet synes snarere at være oprettet i den periode da Palæstina var underlagt græsk herredømme. På Jesu tid tillod det romerske styre Sanhedrinet ret stor uafhængighed og lod det udøve borgerlig og administrativ myndighed. Det rådede over betjente og havde magt til at anholde og fængsle folk. (Mt 26:47; Apg 4:1-3; 9:1, 2) Selv jøderne i adspredelsen anerkendte dets religiøse myndighed. (Se Apg 9:1, 2.) Men under det romerske herredømme mistede Sanhedrinet åbenbart retten til at eksekvere dødsstraf uden først at have indhentet tilladelse hertil hos den romerske landshøvding (prokurator). (Joh 18:31) Med Jerusalems ødelæggelse i år 70 blev Sanhedrinet opløst.

Foruden Sanhedrinet var der i Jerusalem underordnede domstole med hver 23 medlemmer. Ifølge Misjna (Sanhedrin 1:6) fandtes der også sådanne lavere domstole i andre byer af tilstrækkelig størrelse rundt om i Palæstina. Ikke alle dommere var med til at behandle en sag; antallet varierede alt efter hvor alvorlig sagen var, og hvor vanskeligt det var at træffe en afgørelse.  I landsbyerne var der en landsbydomstol med tre dommere og et dommerkollegium bestående af syv af landsbyens ældste.

Synagogerne, der i første række blev brugt til undervisning, blev også i nogen grad brugt som sæde for lokale domstole. Disse blev undertiden omtalt som ’lokale sanhedriner’ og var bemyndiget til at eksekvere straffe som piskning og udstødelse. — Mt 10:17, fdn.; 23:34; Mr 13:9; Lu 21:12; Joh 9:22; 12:42; 16:2; se BILLEDE, BILLEDTALE (Nogle af Jesu bedst kendte billeder [21]).

Under den kristne ordning. Skønt den kristne menighed ikke har nogen verdslig domsmyndighed, kan den gribe ind over for medlemmer der trænger til åndelig tugt, og kan endog udstøde dem af menigheden. Apostelen Paulus siger derfor til menigheden at den — det vil sige dens repræsentanter, de der fører tilsyn i den — skal dømme dem der er inden for menigheden. (1Kor 5:12, 13) I breve til menigheder og tilsynsmænd understreger både Paulus og Peter at de ældste må holde øje med menighedens åndelige tilstand og hjælpe og formane dem der handler uklogt eller begår fejltrin. (2Ti 4:2; 1Pe 5:1, 2; jf. Ga 6:1.) De der forårsager splittelser eller danner en sekt, skal advares en første og en anden gang før der fra menighedens side gribes ind over for dem. (Tit 3:10, 11) Uforbederlige syndere skal imidlertid fjernes, udstødes af menigheden. Dette tjener som en tugt der viser overtræderne at deres syndige adfærd ikke kan tolereres i menigheden. (1Ti 1:20) Paulus instruerer de mænd der virker som dommere i menigheden, om at træde sammen for at behandle sådanne sager. (1Kor 5:1-5; 6:1-5) De må kun tage en anklage til følge hvis der er to eller tre vidner, og de skal vurdere beviserne uhildet, uden forhåndsdom. — 1Ti 5:19, 21.

Jesus befalede sine disciple at hvis en af dem syndede imod en anden, skulle de først forsøge at komme overens med hinanden personligt. Hvis dette ikke lykkedes for dem og sagen var alvorlig, skulle de gå til menigheden (det vil sige til dem der var ansvarlige for menighedens ledelse) for at få den bilagt. Paulus formanede senere de kristne til at bilægge uoverensstemmelser på denne måde og ikke anklage hinanden over for verdslige domstole. — Mt 18:15-17; 1Kor 6:1-8; se RETSSAG.

’Bedømmes af en menneskelig domstol’. I 1 Korinther 4:3 siger Paulus: „Nu betyder det meget lidt for mig at skulle bedømmes af jer eller af en menneskelig domstol [gr.: anthrōpiʹnēs hēmeʹras].“ Det græske udtryk betyder ordret „menneskelig dag“ og sigter til en af mennesker fastsat dag til afholdelse af rettergang eller afsigelse af en dom.

Paulus anerkendte at mennesker som Apollos, Kefas og han selv i en vis forstand tilhørte eller var tjenere for menigheden i Korinth. (1Kor 3:21, 22) Men nogle i denne menighed kritiserede og dømte Paulus fordi de hældede til sektvæsen og var kødelige frem for åndelige, idet de så hen til mennesker i stedet for til Kristus. (1Kor 9:1-4) Paulus fremførte et dygtigt forsvar for sin tjeneste (1Kor 9:5-27) idet han fremsatte den almene regel at en kristen ikke i første række skulle bekymre sig om menneskers dom, hvad enten denne blev afsagt af korintherne eller af en menneskelig domstol på en fastsat dag. Paulus bekymrede sig derimod om den fremtidige domsdag, hvor han ville blive bedømt af Gud (gennem Jesus), som havde givet ham den husholdergerning han måtte være trofast i. — 1Kor 1:8; 4:2-5; He 4:13.