Fra græsk draʹkōn, et frygtindgydende uhyre, en slangelignende opsluger. Ordet forekommer 13 gange i Bibelen, men kun i den stærkt symbolske Åbenbaringsbog, hvor det står for Satan Djævelen. Han er ’den store, ildrøde drage med syv hoveder og ti horn’ og med en hale der „slæber en tredjedel af himmelens stjerner med sig“, nemlig de engle der før Vandfloden  blev forledt til at iklæde sig menneskeskikkelse, og som derefter blev dæmoner. (Åb 12:3, 4; Jud 6) Sammen med disse dæmoner bliver dragen, Satan, kastet ud af himmelen og ned til jordens nærhed. „Så blev den store drage kastet ned, slangen fra fortiden, der kaldes Djævelen og Satan.“ (Åb 12:7-9) I denne fornedrede tilstand forfølger han resten af Guds ’kvindes’ afkom, dem som har „den gerning at vidne“. — Åb 12:13-17.

Det er også den dragelignende Satan der giver det symbolske vilddyr med de syv hoveder og ti horn magt og stor myndighed, og som til gengæld bliver tilbedt af ’hele jordens’ befolkning. (Åb 13:2-4) Johannes ser også i sit syn de dæmoninspirerede „udtalelser“ der lyder som kvækkende frøer, og som går ud til „kongerne på hele den beboede jord“, komme ud af dragens, eller Satans, mund samt „vilddyrets“ og „den falske profets“ mund. Dette medfører at disse konger eller herskere og deres tilhængere bliver samlet „til krigen på Guds, den Almægtiges, store dag . . . på det sted der på hebraisk kaldes Har-Magedon“. (Åb 16:13-16) Efter denne den største af alle krige vil ’engelen’ der stiger ned fra himmelen, gribe „dragen, slangen fra fortiden, som er Djævelen og Satan,“ og binde ham og kaste ham i afgrunden, hvor han vil være i tusind år. — Åb 20:1-3; se også SATAN.