Levende sjæle som ikke er mennesker. (Jf. 4Mo 31:28.) Det hebraiske ord behemahʹ sigter til større firføddede skabninger, for det meste husdyr, men undertiden også vilde dyr. Det er gengivet med „husdyr“ og „dyr“. (1Mo 1:24; 34:23) Det hebraiske ræʹmæs betegner „myldrende smådyr“ eller „krybdyr“ og kommer af verbalroden ramasʹ, der betyder „at krybe, myldre omkring“. (1Mo 6:20; Ez 8:10; 1Mo 1:28, fdn.) Det hebraiske ord chajjahʹ, der bogstaveligt betyder „levende skabning“, bruges om „vilde dyr“. (1Mo 1:28; 3:14; Es 56:9) Det tilsvarende græske ord, zōiʹon (levende skabning), gengives også med „dyr“. — Åb 4:7; 2Pe 2:12.

Jehova Gud har frembragt alle dyrene, idet hver Genesis-art kan føres tilbage til sine egne oprindeligt skabte førsteeksemplarer, for den bibelske beretning siger tydeligt at Gud frembragte dem alle „efter deres arter“. (1Mo 1:25) Her vil vi især beskæftige os med landdyrene.

I betragtning af at Gud gav det fuldkomne menneske herredømme over jordens forskellige dyreskabninger, var det på sin plads at Adam fik til opgave at give dyrene navne. (1Mo 1:26; 2:19, 20) At råde over dyrene var en opgave som mennesket fik betroet og altid måtte stå til ansvar for over for Gud. — Lu 12:48.

Dyrene blev skabt sådan at de ville nære en vis frygt for mennesket som deres herre. (1Mo 9:2, 3) Ifølge nogle naturforskere er vildtlevende dyr som for eksempel leoparden og kongekobraen normalt sky over for mennesker og undgår dem, men de kan gå til angreb når de provokeres, såres, omringes eller pludselig overraskes. Man mener at når tigre bliver menneskeædere, skyldes det omstændighederne, som for eksempel alderdom eller invaliditet, der begrænser deres evne til at skaffe sig føde på normal vis, eller en udtynding af det vildt som tigrene plejede at jage, men som mennesker nu har drevet jagt på.

Allerede før Vandfloden dræbte man dyr for at forarbejde deres skind til beklædning eller bruge dem til ofre. (1Mo 3:21; 4:4) Men det var først efter Vandfloden at Noa og hans familie fik lov til at spise kød, dog på den betingelse at blodet var løbet af. (1Mo 9:3, 4) Det vil sige at det var tilladt menneskene at dræbe de dyr der var nødvendige til føde, men at de ikke havde lov til at dræbe løs for fornøjelsens eller spændingens skyld eller for at stille deres personlige mod og dygtighed til skue, sådan som oprøreren Nimrod utvivlsomt gjorde. — 1Mo 10:9.

Nogle har villet hævde at den omstændighed at der findes dyr i isolerede områder som Australien og New Zealand, viser at det ikke var alle landdyr uden for arken der gik til grunde i Vandfloden. Havforskerne mener imidlertid at områder der nu er isolerede, engang har været forbundet med fastlandet ved landbroer. Nogle undersøgelser tyder for eksempel på at der engang har været en midtatlantisk ryg som gik tværs igennem Atlanterhavet, og som nåede op over havets overflade. Muligvis har der været andre lignende højderygge ad hvilke dyrene kan være vandret før disse højderygge sank ned under havets overflade. Havforskningen har desuden i det sydlige Stillehav fundet vidnesbyrd om at der har været et stort kontinent der omfattede Australien og mange af Stillehavsøerne. Hvis dette er rigtigt, er det naturligvis intet problem hvordan landdyrene er nået til disse områder.

Rene og urene dyr. At der har været en form for inddeling af dyrene, fremgår af Guds befaling til Noa om at tage syv af alle rene dyr og to af de urene med sig i arken. (1Mo 7:2, 3, 8, 9) Eftersom det endnu ikke var tilladt at spise kød, var denne inddeling i rene og urene dyr uden tvivl bestemt af hvilke dyr der var antagelige som ofre til Jehova. Følgelig vidste Noa da han gik ud af arken, hvilke dyr der var rene og egnede til at ofre på alteret. (1Mo 8:20) På den tid var der ingen begrænsninger med hensyn til hvilke dyr Noa og hans familie kunne spise, som det fremgår af Jehovas ord: „Alt hvad der bevæger sig og lever må tjene jer til føde.“ — 1Mo 9:3.

Den lov Gud gav israelitterne, indførte derfor en ny inddeling, da der ifølge den var visse dyr der var rene og egnede til føde, og andre som var urene og ikke måtte spises. Det hed i Loven: „Alt hvad der har spaltede klove og har en fuld kløft i  klovene og tygger drøv blandt dyrene, dét kan I spise.“ (3Mo 11:3) Og videre: „Du må ikke spise noget som helst der er en vederstyggelighed. Dette er de dyr du må spise: okse, får og ged, hjort og gazelle, rådyr, vildged, antilope, vildfår og gemse; og ethvert dyr der har spaltede klove og har en fuld kløft der deler klovene i to, og som tygger drøv blandt dyrene.“ — 5Mo 14:3-6.

Dyr som manglede det ene eller begge ovennævnte kendetegn, måtte ikke spises af dem der kom ind under Lovpagten. Til de forbudte dyr hørte blandt andre kamelen, klippegrævlingen, haren og svinet. Dyr der ’gik på poter’, var også forbudte som føde. Hermed sigtedes uden tvivl til dyr som løven, bjørnen og ulven. — 3Mo 11:4-8, 26, 27; 5Mo 14:7, 8.

Disse begrænsninger med hensyn til hvad man måtte spise, gjaldt kun dem der var under Moseloven, for det hed i 3 Mosebog 11:8: „De er urene for jer,“ det vil sige for israelitterne. Da Moseloven blev ophævet med Jesu Kristi offerdød, gjaldt disse forbud ikke længere, og alle mennesker kunne igen betragte sig selv som hørende under den brede bestemmelse som Noa blev gjort bekendt med efter Vandfloden. — Kol 2:13-17; 1Mo 9:3, 4.

Eftersom forbudet mod at bruge visse dyr til føde var blevet ophævet med den øvrige del af Moseloven, kunne man spørge hvorfor Peter, omkring tre og et halvt år senere, endnu aldrig havde spist noget der var „urent“. (Apg 10:10-15) Her må man huske på at Moselovens ophævelse medførte store forandringer i Kristi disciples liv, og at det derfor naturligt nok må have taget dem nogen tid at forstå alt hvad dette betød.

Brugt billedligt. De egenskaber og træk der kendetegner dyrene, bruges af bibelskribenterne til at symbolisere forskellige evner og egenskaber. Undertiden bruges de til at skildre gode egenskaber hos såvel engle som mennesker. (Ez 1:10, 11; Åb 4:6, 7) I andre tilfælde skildrer de den vildskab og dyriskhed hvormed jordiske regeringsmagter farer frem mod og undertrykker folkene. — Da 7:2-7; 8:5-8, 20, 21; Åb 13:1-17; se også DYR, SYMBOLSKE.

Det rette syn på og den rette brug af dyreskabningen. I forbindelse med gudsdyrkelsen under Moseloven var okser, får og geder blandt de dyr der kunne bruges som ofre. Dyrene skulle være fejlfri og sunde; syge og kastrerede dyr kunne ikke bruges. (3Mo 22:23-25) Det var forbudt at bruge dyreblod til føde eller til noget andet formål end til at blive ofret. (3Mo 17:13, 14) Det var strengt forbudt at tilbede et billede af et dyr eller noget andet skabt. — 2Mo 20:4, 5.

Bibelen indskærper at man behandler dyrene retfærdigt og barmhjertigt. Jehova fremstiller sig selv som den der kærligt drager omsorg for deres liv og velfærd. (Ord 12:10; Sl 145:15, 16) Moseloven påbød at man havde den rette omsorg for husdyrene. Fandt man husdyr som strejfede om, skulle de føres sikkert tilbage til deres ejer; sank de i knæ under en byrde, skulle de befries for den. (2Mo 23:4, 5) De skulle behandles ordentligt af dem de arbejdede for, og måtte ikke overbebyrdes. (5Mo 22:10; 25:4) Dyr såvel som mennesker skulle nyde godt af sabbatshvilen. (2Mo 20:10; 23:12; 5Mo 5:14) Dyr som var farlige for deres omgivelser, skulle holdes bevogtet eller slås ihjel. (1Mo 9:5; 2Mo 21:28, 29) Der måtte ikke foretages krydsninger mellem to slags husdyr. — 3Mo 19:19.

Gudfrygtige mennesker ser i dyrene et udtryk for Guds gavmildhed og store omsorg for menneskene. De har tjent dem som lastdyr, til føde og beklædning, som sanitetsmedhjælpere og som medhjælpere i det vigtige arbejde at pløje og høste. Deres forskelligartethed i form og farve er en fryd for øjet; deres vaner og instinkter har været og er stadig et udstrakt område til udforskning af skaberværkets vidundere. Selv om dyrene dør på samme måde som menneskene, har de dog ikke håbet om en opstandelse. — 2Pe 2:12; se desuden under navnet på de enkelte landdyr, fugle, insekter og krybdyr; samt FISK; FUGLE; INSEKTER.