Det bælte af stjerner der fra jorden kan ses inden for 9° på hver side af det plan som jordens bane omkring solen danner. Om kong Josias af Juda siges der i 2 Kongebog 23:5: „Og han afsatte afgudspræsterne, som Judas konger havde indsat til at bringe røgofre på offerhøjene i Judas byer og i Jerusalems omegn, og også dem der bragte røgofre til Ba’al, til solen og til månen og til dyrekredsens stjernebilleder og til hele himmelens hær.“ Det udtryk der her er gengivet med „dyrekredsens stjernebilleder“, er det hebraiske ord mazzalōthʹ, der kun forekommer én gang i Bibelen, men måske er beslægtet med ordet Mazzarōthʹ i Job 38:32. Det er sammenhængen der hjælper til at vise hvad ordet betyder.

Opdagelsen af hvad man kan kalde dyrekredsens bælte, tillægges almindeligvis oldtidens babyloniere. De lagde uden tvivl mærke til hvordan solen år efter år tilsyneladende gennemløber den samme bane mellem stjernerne, den bane der nu kaldes ekliptika. Astronomerne observerede at solens, månens og de større planeters baner set fra jorden lå i et ca. 18° bredt bælte, 9° på hver side af ekliptika. Det var dog først i det 2. århundrede f.v.t. at en græsk astronom inddelte dyrekredsen i 12 lige store dele, hver på 30°, og disse blev kaldt „dyrekredsens tegn“ eller „himmeltegn“ og fik navn efter de dertil hørende stjernebilleder. Det latinske navn Zodiacus kommer af græsk og betyder „dyrekreds“, og bæltet kaldes således fordi de fleste af dyrekredsens 12 stjernebilleder har dyrenavne.

I dag falder disse „tegn“ ikke længere sammen med de stjernebilleder de oprindelig blev opkaldt efter. Dette skyldes jævndøgnspunkternes præcession, eller fremrykning, der bevirker at stjernebillederne gradvis forrykkes mod øst ca. 1° hvert 70. år i en cyklus som det tager ca. 26.000 år at gennemløbe. I de sidste 2000 år har for eksempel stjernebilledet „Vædderen“ bevæget sig ca. 30° og befinder sig nu på den plads hvor oprindelig stjernebilledet „Fiskene“ befandt sig.

Forbindelsen med astrologien. Fra de tidligste tider blev stjernebillederne i dyrekredsen gjort til genstand for en kultisk tilbedelse i Mesopotamien. Hvert stjernebillede blev forbundet med visse egenskaber, som derefter blev brugt i astrologiske forudsigelser der var baseret på himmellegemernes stilling i forhold til dyrekredsens tegn på et givet tidspunkt. Som det fremgår af 2 Kongebog 23:5, indførtes denne brug af astrologien i Juda af afgudspræsterne, som nogle af kongerne havde bragt til landet. Jehova Gud havde længe forinden forbudt dyrkelse af himmellegemerne og fastsat dødsstraf derfor. — 5Mo 17:2-7.

Astrologi spillede en fremtrædende rolle i babyloniernes gudsdyrkelse. Astrologernes spådomme ud fra dyrekredsen kunne imidlertid ikke redde Babylon fra at blive ødelagt, netop som profeten Esajas i forvejen havde advaret om. — Es 47:12-15; se ASTROLOGER.

Også i nutiden spiller dyrekredsens tegn en vigtig rolle i mange menneskers gudsdyrkelse. Dyrekredsens tegn findes endda i nogle af kristenhedens kirker og kan i dag ses i for eksempel Notre Dame-kirken i Paris samt i kirkerne i Amiens og Chartres i Frankrig.