Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Ebed-Melek

Ebed-Melek

(Eʹbed-Meʹlek) [kongens tjener].

En ætiopisk eunuk i kong Zedekias’ hus som ved sine handlinger viste at han var i fuld overensstemmelse med den gerning Jehovas profet Jeremias udførte. Da Judas fyrster falskeligt anklagede Jeremias for undergravende virksomhed, overgav Zedekias profeten i deres hænder. Fyrsterne kastede ham derpå i Malkijas dyndfyldte cisterne, der lå i vagtforgården, for at lade ham dø af sult. (Jer 38:4-6) Efter dette henvendte Ebed-Melek sig i fuld offentlighed til kongen mens denne sad i Benjaminsporten, og talte Jeremias’ sag uden at ænse den fare han derved bragte sig selv i på grund af det udbredte had til Jeremias og hans budskab. Zedekias reagerede positivt på denne henvendelse, og på kongens befaling tog Ebed-Melek 30 mand med sig hen til cisternen og firede reb ned til Jeremias sammen med slidte klude og tøjstykker som profeten skulle lægge under armene så man kunne trække ham op af cisternen. (Jer 38:7-13) Når Zedekias befalede Ebed-Melek at tage 30 mand med, var det sikkert ikke fordi der skulle så mange til at trække Jeremias op af cisternen, men for at sikre at forehavendet ville lykkes og Jeremias blive befriet selv om fyrsterne eller præsterne skulle finde på at gribe ind. På grund af denne retfærdige handling over for Guds profet blev Ebed-Melek gennem Jeremias forsikret om at han ikke ville omkomme under den babyloniske belejring, men ville blive udfriet. — Jer 39:15-18; se også EUNUK.