En højtidelig erklæring om at et udsagn er sandt, eller at den pågældende vil gøre eller ikke gøre en bestemt ting; erklæringen indeholder ofte en appel til en der er højere, især til Gud.

I De Hebraiske Skrifter anvendes to ord for det vi forstår ved en ed. Det ene, sjevu‛ahʹ, betegner en ed eller en højtidelig erklæring. (1Mo 24:8; 3Mo 5:4) Den beslægtede verbalrod sjava‛ʹ, der betyder „at sværge“ eller „at aflægge ed“, kommer af samme rod som ordet for „syv“. At „sværge“ betød altså oprindelig „at komme under indflydelse af 7 ting“. (Theological Dictionary of the New Testament, redigeret af G. Friedrich; engelsk udgave ved G. Bromiley, 1970, bd. V, s. 459) Da Abraham og Abimelek sluttede pagt ved brønden Be’er-Sjeba, der betyder „edsbrønd [el.: syvbrønd]“, blev der anvendt syv hunlam. (1Mo 21:27-32; se også 1Mo 26:28-33.) Sjevu‛ahʹ betegner en ed hvori den pågældende højtideligt erklærer at ville gøre eller ikke gøre en bestemt ting. Ordet i sig selv indeholder ingen antydning af at den sværgende pådrager sig en forbandelse hvis han ikke overholder eden. Det anvendes for eksempel dér hvor Jehova sværger over for Abraham, og Jehova svigter aldrig sit ord og kan ikke pådrage sig nogen forbandelse. — 1Mo 26:3.

Det andet hebraiske ord er ’alahʹ, som betyder „ed, forbandelse“. (1Mo 24:41, fdn.) Det kan også oversættes med „edsforpligtelse“. (1Mo 26:28) Koehler og Baumgartners hebraiske og aramaiske ordbog (Lexicon in Veteris Testamenti Libros, s. 49) definerer begrebet som „forbandelse (trussel om ulykke i tilfælde af en ugerning) som en p[erson] pålægger sig selv eller underlægges af andre“. Blandt fortidens hebræere blev det regnet for en yderst alvorlig sag at aflægge ed. En ed skulle holdes, uanset om det viste sig at blive til skade for den der havde aflagt den. (Sl 15:4; Mt 5:33) Aflagde man en ed i tankeløshed, pådrog man sig skyld over for Jehova. (3Mo 5:4) Og brød man en ed, måtte man regne med de alvorligste konsekvenser i form af Guds straf. Blandt de tidligste folkeslag og især blandt hebræerne var edsaflæggelse i en vis forstand en religiøs handling hvori Gud var inddraget. Når hebræerne brugte udtrykket ’alahʹ, var det underforstået at Gud blev part i eden, og at den sværgende erklærede sig rede til at underlægge sig enhver straf som Gud måtte sende over ham i tilfælde af edsbrud. Gud anvender aldrig dette ord om de eder han selv aflægger.

De tilsvarende græske ord er horʹkos (ed) og omnyʹō (at sværge), der begge forekommer i Jakob 5:12. Udsagnsordet horkiʹzō betyder „at tage i ed“ eller „at besværge“. (Mr 5:7; Apg 19:13) Andre ord som er beslægtede med horʹkos, betyder „svoren ed“ (He 7:20), „pålægge højtideligt“ (1Ts 5:27), „meneder eller edsbryder“ (1Ti 1:10) og „aflægge en falsk ed eller aflægge en ed uden at holde den“ (Mt 5:33). Det græske ord anathematiʹzō er i Apostelgerninger 23:12, 14, 21 gengivet med ’forpligte med en forbandelse’.

Udtryk som anvendes ved aflæggelse af eder. Når man aflagde en ed, svor man ofte ved Gud eller ved Guds navn. (1Mo 14:22; 31:53; 5Mo 6:13; Dom 21:7; Jer 12:16) Jehova svor ved sig selv eller ved sit liv. (1Mo 22:16; Ez 17:16; Zef 2:9) Mennesker anvendte undertiden en fast formel, som for eksempel: „Måtte Jehova gøre således mod mig [eller dig] og føje mere til, hvis . . .“ jeg [eller du] ikke handler i overensstemmelse med edens ord. (Rut 1:17; 1Sa 3:17; 2Sa 19:13) Forsikringen kunne yderligere forstærkes ved at den pågældende nævnte sit eget navn. — 1Sa 20:13; 25:22; 2Sa 3:9.

Hedningerne rettede lignende appeller til deres falske guder. Den ba’alsdyrkende Jesabel appellerede ikke til Jehova, men til „guderne“ (’ælohīmʹ, med udsagnsordet i flertal), og det samme gjorde aramæerkongen Ben-Hadad II. (1Kg 19:2; 20:10) Sådanne vendinger var så almindelige at afgudsdyrkelse flere steder i Bibelen betegnes som det at ’sværge ved en falsk gud’ eller „ved det som ikke er Gud“. — Jos 23:7; Jer 5:7; 12:16; Am 8:14.

I nogle få, meget alvorlige, tilfælde eller når den højtidelige erklæring var forbundet med stærke følelser, nævnes specielt hvilke forbandelser eller straffe misligholdelse af eden ville medføre. (4Mo 5:19-23; Sl 7:4, 5; 137:5, 6) Da Job bedyrede sin retskaffenhed, så han tilbage på sit liv og erklærede sig villig til at lide de værste straffe hvis det viste sig at han havde overtrådt Jehovas love for moral, retfærdighed og loyalitet. — Job 31.

Hvis en skinsyg ægtemand førte sin hustru for retten, ville præsten oplæse eden og forbandelsen, hvorpå kvinden kunne sværge på sin uskyld med ordene: „Amen! Amen!“ — 4Mo 5:21, 22.

 Når man bekræftede en sag i Jehovas navn og ved kongens eller en anden højereståendes liv, havde det karakter af en ed. (1Sa 25:26; 2Sa 15:21; 2Kg 2:2) „Så sandt Jehova lever“ var en almindelig vending hvormed man bedyrede sandheden i sit udsagn eller sin faste beslutning om at gøre som man sagde. (Dom 8:19; 1Sa 14:39, 45; 19:6; 20:3, 21; 25:26, 34) En mindre kraftfuld vending, der muligvis ikke skulle opfattes som en ed, men som dog havde stor vægt og blev fremsat som en forsikring, var at sværge ved tilhørerens liv, sådan som Hanna gjorde over for Eli (1Sa 1:26) og Urias over for kong David. — 2Sa 11:11; også 1Sa 17:55.

Forskellige former for edsaflæggelse. Den almindeligste gestus ved edsaflæggelse var øjensynlig at løfte højre hånd mod himmelen. Jehova selv anvendte i symbolsk forstand denne gestus ved nogle af de eder han udtalte. (1Mo 14:22; 2Mo 6:8; 5Mo 32:40; Es 62:8; Ez 20:5) En engel i et af Daniels syner løftede begge hænder mod himmelen da han svor en ed. (Da 12:7) Om dem der sværger falsk, hedder det at deres „højre hånd er falsk“. — Sl 144:8.

Når én blev taget i ed af en anden, kunne han blive bedt om at lægge hånden under vedkommendes hofte. Da Abraham sendte sin tjener af sted for at hente en hustru til Isak, sagde han til tjeneren: „Læg nu din hånd under min hofte,“ og da tjeneren havde gjort dette, svor han at han ville hente en pige blandt Abrahams slægtninge. (1Mo 24:2-4, 9) På samme måde lod Jakob sin søn Josef sværge på at han ikke ville begrave ham i Ægypten. (1Mo 47:29-31) Betydningen af denne praksis er forklaret i artiklen KROPSLIGE UDTRYKSMIDLER.

Ofte var en ed forbundet med indgåelsen af en pagt. En almindelig vending som blev brugt i sådanne tilfælde, var: „Gud er vidne mellem mig og dig.“ (1Mo 31:44, 50, 53) Samme vending blev brugt til at give en udtalelse eftertryk. Moses tog himmelen og jorden til vidne da han talte til israelitterne om overholdelsen af deres edsvorne pagt med Jehova. (5Mo 4:26) Undertiden tjente en eller flere personer, et skriftligt dokument, en støtte eller et alter som vidne eller påmindelse om en ed eller en pagt. — 1Mo 31:45-52; 5Mo 31:26; Jos 22:26-28; 24:22, 24-27; se PAGT, FORBUND.

Under Moseloven. Under Moseloven krævedes edsaflæggelse af personer i følgende situationer: en gift kvinde som var ført for retten af sin mand, mistænkt for ægteskabsbrud (4Mo 5:21, 22), en mand som havde opbevaret noget for en anden og havde mistet noget af det betroede gods (2Mo 22:10, 11), og en bys ældste i tilfælde af et uopklaret mord (5Mo 21:1-9). Man kunne frivilligt aflægge ed om afholdenhed. (4Mo 30:3, 4, 10, 11) Guds tjenere blev undertiden af øvrighedspersoner taget i ed på at de fortalte sandheden. På samme måde kan en kristen som i dag tages i ed, ikke lyve, men må sige hele sandheden angående det han bliver spurgt om. Hvis dette vil bringe Guds eller hans medkristnes retmæssige interesser i fare, kan han nægte at udtale sig, men må da være rede til at tage de konsekvenser dette måtte medføre. — 1Kg 22:15-18; Mt 26:63, 64; 27:11-14.

Et løfte blev i Israel anset for at være lige så bindende som en ed. Det var helligt og måtte opfyldes selv om det medførte et tab for den der havde aflagt det. Man så sådan på det at Gud lagde mærke til om et løfte blev holdt, og straffede den der svigtede et løfte. (4Mo 30:2; 5Mo 23:21-23; Dom 11:30, 31, 35, 36, 39; Præ 5:4-6) Hustruers og ugifte døtres løfter kunne bekræftes eller tilbagekaldes af manden eller faderen, hvorimod enkers og fraskilte kvinders løfter stod ved magt. — 4Mo 30:3-15.

I sin bjergprædiken irettesatte Jesus jøderne for deres letsindige, uoverlagte og kritikløse omgang med eder. De havde fået for vane at sværge ved himmelen, ved jorden, ved Jerusalem og endda ved deres eget hoved. Men eftersom himmelen var „Guds trone“, jorden „hans fodskammel“, Jerusalem hans kongelige by, og ens hoved (eller liv) var afhængigt af Gud, var dét at aflægge sådanne eder det samme som at aflægge eder i Guds navn, og dét skulle man ikke tage let på. Jesus sagde derfor: „Lad blot jeres ja betyde ja, og jeres nej, nej; for hvad der går derudover er fra den onde.“ — Mt 5:33-37.

Hermed forbød Jesus ikke enhver form for edsaflæggelse, for han var selv underlagt Moseloven, som i visse tilfælde krævede at der blev aflagt ed. Da han blev forhørt og blev taget i ed af ypperstepræsten, modsatte han sig det ikke, men svarede på ypperstepræstens spørgsmål. (Mt 26:63, 64) Jesus ville imidlertid understrege at man ikke kunne have to sæt normer. Når man én gang havde givet sit ord, skulle man anse det for en hellig pligt at holde det; et ord skulle regnes for at være lige så bindende som en ed; man skulle oprigtigt mene det man sagde. Jesus belyste yderligere hvad han mente, da han afslørede farisæernes og de skriftlærdes hykleri med ordene: „Ve jer, blinde vejledere, som siger: ’Hvis nogen sværger ved templet, betyder det intet;  men hvis nogen sværger ved guldet i templet, er han forpligtet.’ Tåber og blinde! Hvad er da størst, guldet eller templet som har gjort guldet helligt?“ Han sagde videre: „Den der sværger ved himmelen, sværger ved Guds trone og ved ham der sidder på den.“ — Mt 23:16-22.

Med deres spidsfindigheder og forkerte ræsonnementer søgte farisæerne og de skriftlærde at retfærdiggøre at de ikke holdt visse eder; men som Jesus her viste, handlede de uærligt over for Gud og smædede hans navn (eftersom jøderne var et folk der var indviet til Jehova). Jehova siger rent ud at han hader en falsk ed. — Zak 8:17.

Jakob understøtter Jesu ord. (Jak 5:12) At Jesus og Jakob fraråder ubetænksomme, uoverlagte eder, betyder dog ikke at kristne skal nægte at aflægge ed i de tilfælde hvor det er nødvendigt for at overbevise andre om deres oprigtighed eller sandfærdighed. Som det fremgår af Jesu eget eksempel da han blev forhørt af den jødiske ypperstepræst, har kristne ikke noget imod at blive taget i ed ved en domstol, for de vil tale sandt hvad enten de er bundet af en ed eller ej. (Mt 26:63, 64) Den kristnes beslutning om at tjene Gud er også en ed som aflægges over for Jehova, og som bringer den pågældende ind i et helligt forhold. Jesus ligestillede løfter med eder. — Mt 5:33.

I 2 Korinther 1:23 og i Galaterne 1:20 fremsætter apostelen Paulus en erklæring der svarer til en ed, for at forsikre sine læsere om at hans udsagn er sandt. Han henviser også til at det er almindeligt og helt i orden at aflægge en ed for at gøre ende på en diskussion, og gør opmærksom på at „da Gud ønskede i endnu rigere mål at vise løftets arvinger sin beslutnings uforanderlighed, trådte han på denne måde til med en ed“ idet han svor ved sig selv, da han ikke kunne sværge ved nogen større. Derved føjede Jehova en juridisk garanti til sit løfte og gav en dobbelt forsikring „ved to uforanderlige ting i hvilke det er umuligt for Gud at lyve“, nemlig hans ord og hans ed. (He 6:13-18) Paulus nævner endvidere at Kristus blev ypperstepræst ved Jehovas ed og er blevet pant på en bedre pagt. (He 7:21, 22) Der siges over 50 gange i Bibelen at Jehova selv sværger eller aflægger en ed.

Den nat Jesus blev arresteret, nægtede apostelen Peter tre gange at han kendte ham, og gav sig til sidst til at bande og sværge. Som der siges om den tredje fornægtelse: „Så begyndte han at bande og sværge: ’Jeg kender ikke det menneske!’“ (Mt 26:74) Peter forsøgte frygtsomt at overbevise de omkringstående om at hans fornægtelse var sand. Ved at sværge på det aflagde han en ed på at han talte sandt, og at ulykken måtte ramme ham hvis det modsatte var tilfældet. — Se også FORBANDELSE.