Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Eden

Eden

(Eʹden) [glæde].

1. Et område hvori Skaberen plantede en parklignende have som hjem til det første menneskepar. Eftersom der siges at haven lå „i Eden, mod øst,“ kunne det tyde på at haven kun dækkede en del af det område der kaldtes Eden. (1Mo 2:8) Derefter kaldes haven imidlertid „Edens have“ (1Mo 2:15), og i senere skriftsteder omtales den som „Eden, Guds have,“ (Ez 28:13) og som „Jehovas have“. — Es 51:3.

I Septuaginta er det hebraiske ord for „have“ (gan) gengivet med det græske paraʹdeisos. Dette er grunden til at vi forbinder Edens have med det danske ord „paradis“.

Ifølge 1 Mosebog 2:15 „tog Jehova Gud mennesket og satte ham i Edens have“. Selv om dette kunne lyde som om menneskets skabelse fandt sted uden for haven, kan det også blot betyde at Gud „tog“ Adam i den forstand at han formede og skabte ham af jordens grundstoffer, hvorpå han gav ham bolig i den have hvori han var kommet til live. Mennesket fik tildelt det arbejde at dyrke haven og tage sig af den. I Eden fandtes både planter som bidrog til havens skønhed, og planter som bar spiselige frugter i stor variation. (1Mo 2:9, 15) Dette alene tyder på at haven dækkede et anseligt område.

Haven havde også et rigt varieret dyreliv. En af de første opgaver Adam skulle udføre, var at give „alle husdyrene og himmelens flyvende skabninger og alle markens vilde dyr“ navne efter at Gud havde ført dem hen til ham. (1Mo 2:19, 20) Jorden i haven blev vandet af en flod som „strømmede ud fra Eden“. (1Mo 2:10) Eftersom menneskene var nøgne, må man formode at klimaet har været meget mildt og behageligt. — 1Mo 2:25.

Hvad var den forbudte frugt i Eden?

Menneskene kunne „frit spise“ af alle de frugttræer der voksede i haven. (1Mo 2:16) Men ét træ, „træet til kundskab om godt og ondt“, måtte de ikke komme nær. Da Eva henviste til det forbud Jehova havde givet hendes mand, nævnte hun at det indebar at de end ikke måtte „røre“ ved træet, og at ringeagt for eller overtrædelse af den guddommelige lov ville medføre dødsstraf. (1Mo 2:17; 3:3) Hvad den forbudte frugt var, forklares traditionelt på flere måder: som et symbol på kønslig omgang, skildret ved et „æble“; som et billede på erkendelsen af ret og uret; eller som den kundskab man opnår gennem modenhed og erfaring, og som kan anvendes til såvel godt som ondt. Men i betragtning af at Skaberen befalede menneskene at ’blive frugtbare og talrige og fylde jorden’ (1Mo 1:28), kan træets frugt ikke have symboliseret kønslig omgang, for på hvilken anden måde kunne menneskene forplante sig og blive talrige? Det kan heller ikke have været evnen til at erkende ret og uret, for lydighed mod Guds bud krævede at det syndfri menneske var i stand til at skelne i etisk henseende. Det kan heller ikke have været den kundskab man opnår som følge af modenhed og erfaring, for det ville ikke være en synd at opnå modenhed, og det siger sig selv at Skaberen ikke ville forlange at mennesket forblev på et umodent stade.

Bibelen oplyser ikke hvilken slags træ der er tale om, men det er tydeligt at træet til kundskab om godt og ondt symboliserede at menneskets Skaber havde forbeholdt sig retten til at afgøre hvad der er „godt“ og hvad der er „ondt“ for hans skabninger, og at han med rette kunne forlange at de gjorde det han havde erklæret var godt, og afholdt sig fra det han havde erklæret var ondt, for at forblive godkendte af ham som den suveræne Hersker. (Se TRÆER.) Både forbudet og den efterfølgende udtalelse af dommen over de to ulydige mennesker understreger at deres synd bestod i den ulydige handling at spise af den forbudte frugt. — 1Mo 3:3

Nutidige kritikere vil måske afvise beretningen om Eden på grund af dens enkelhed. Men det burde stå klart at omstændighederne netop krævede en prøve som var ganske enkel. De nyskabte menneskers liv var enkelt og ukompliceret, uden alle de problemer og besværligheder der siden er kommet til på grund af ulydigheden mod Gud. Al sin enkelhed til trods udtrykte prøven med beundringsværdig klarhed den almengyldige sandhed at Gud er den øverste Suveræn, og at menneskene er afhængige af ham og forpligtede over for ham. Desuden må det siges at den enkle fremstilling af begivenhederne i Eden ligger på et langt højere plan end de teorier der placerer de første mennesker i huler og skildrer dem som både primitive, uvidende og uden moralbegreber. Den enkle prøve i Eden anskueliggør det princip der årtusinder senere blev fremsat af Guds søn: „Den der er trofast i det mindste, er også trofast i meget, og den der er uretfærdig i det mindste, er også uretfærdig i meget.“ — Lu 16:10.

Det var imidlertid tydeligt at det forbudte træ i Eden ikke skulle virke som en „torn i kødet“ på det første menneskepar eller give anledning til diskussion eller stridsspørgsmål. Hvis Adam og Eva havde anerkendt Guds vilje på dette område og fulgt hans anvisninger, ville deres hjem fortsat have været en glædens have. Som beretningen viser, var det Guds modstander der skabte tvivl og diskussion om træets berettigelse og fristede menneskene til at overtræde Guds bud. (1Mo 3:1-6; jf. Åb 12:9.) Da Adam og Eva brugte deres frie vilje og deres moralske handlefrihed til at gøre oprør mod Guds retmæssige suverænitet, mistede de Paradiset og den lykke de havde erfaret inden for dets grænser. Og hvad værre var: de mistede også muligheden for at spise af et andet træ der stod i Eden, det træ der symboliserede retten til evigt liv. Der siges i beretningen at Jehova „drev . . . mennesket ud og anbragte keruberne og det flammende sværdblad, som uophørligt vendte sig i alle retninger, øst for Edens have til at vogte vejen til livets træ“. — 1Mo 3:22-24.

Edens beliggenhed. Det vides ikke med sikkerhed hvor Edens have lå. Det bedste holdepunkt for bestemmelsen af dens geografiske beliggenhed er Bibelens omtale af den flod der „strømmede ud fra Eden“ og derefter delte sig i fire hovedstrømme som hed Eufrat, Hiddekel, Pisjon og Gihon. (1Mo 2:10-14) Eufrat (hebr.: Perathʹ) er velkendt, og „Hiddekel“ er det navn der bruges for Tigris i gamle inskriptioner. (Jf. Da 10:4.) De to andre floder, Pisjon og Gihon, kan derimod ikke identificeres. — Se HAVILA, 1; KUSJ, 2.

Nogle, blandt andre Calvin og Delitzsch, er af den opfattelse at Eden lå et sted i nærheden af den inderste del af Den Persiske Bugt i Nedre Mesopotamien, omtrent der hvor Tigris og Eufrat nærmer sig hinanden. De mener at Pisjon og Gihon var kanaler mellem disse floder. Det ville imidlertid betyde at disse floder var bifloder og ikke flodarme der udgik fra et fælles udspring. Den hebraiske tekst tyder snarere på en beliggenhed i bjergområdet nord for den mesopotamiske slette, det område hvor Eufrat og Tigris nu har deres udspring. I The Anchor Bible (1964) siges der således i en note til 1 Mosebog 2:10: „På heb[raisk] kaldes flodens munding dens ’ende’ (Jos xv 5, xviii 19); flertal af ro’s, ’hoved’, må derfor her sigte til flodens øvre løb. . . . Denne sidstnævnte brug af ordet er velbevidnet for det beslægtede akk[adiske] resu.“ At Eufrat og Tigris ikke nu udspringer fra samme kilde, og at man ikke er i stand til med bestemthed at identificere floderne Pisjon og Gihon, skyldes muligvis virkningerne af vandfloden på Noas tid, der uden tvivl ændrede jordens topografi betydeligt så nogle flodlejer blev fyldt op og nye floder dannet.

Edens have skal ifølge overleveringen have ligget i et bjergområde omkring 225 km sydvest for Ararat og nogle få kilometer syd for Vansøen, i den østlige del af det nutidige Tyrkiet. At der kun blev posteret keruber øst for haven da Adam og Eva blev drevet ud af den, kunne tyde på at den var omgivet af naturlige grænser, som for eksempel bjerge. — 1Mo 3:24.

Efter at Adam var blevet forvist fra den paradisiske have og der ikke længere var nogen til at „dyrke den og tage sig af den“, må man formode at haven groede til og blev et frodigt vildnis som kun var beboet af dyr indtil den blev udslettet af de vandmasser der oversvømmede jorden og således fjernede ethvert minde om den, bortset fra de oplysninger vi har i den guddommelige beretning. — 1Mo 2:15.

2. Et sted der sammen med Karan og Kanne omtales som en af Tyrus’ handelspartnere, og hvis speciale var fine klæder, tæpper og reb. (Ez 27:23, 24) Man formoder at navnet er en forkortelse af Bet-Eden, der er nævnt i Amos 1:5. „Edens sønner“ omtales blandt andre beboere på steder som blev besejret af de assyriske hære (2Kg 19:12; Es 37:12), og nogle mener at dette Eden (Bet-Eden) kan identificeres med det lille område Bit-Adini, der lå ved Eufratflodens midterste løb. — Se BET-EDEN.

3. En af de levitter der fulgte kong Ezekias’ opfordring til at rense templet. Derefter fik han tildelt arbejde under Kore, „portvagten mod øst“, i forbindelse med uddelingen af de hellige bidrag til præsternes skifter. — 2Kr 29:12; 31:14, 15.