Efeserbrevet
Et brev i De Kristne Græske Skrifter, skrevet omkring år 60-61 af apostelen Paulus under fangenskabet i Rom. (Ef 1:1; 3:1; 4:1; 6:20) Det blev overbragt menigheden i Efesus af Tykikus (Ef 6:21, 22), som også bragte et brev fra Paulus til menigheden i Kolossæ. (Kol 4:7-9) Eftersom Kolossenserbrevet er skrevet omtrent samtidig med brevet til de kristne i Efesus, er der flere lighedspunkter mellem de to breve. Charles Smith Lewis skriver: „Af de 155 vers i Ef[eserbrevet] findes de 78 i mere eller mindre samme skikkelse i Kol[ossenserbrevet].“ (The International Standard Bible Encyclopaedia, redigeret af J. Orr, 1960, bd. II, s. 959) Forholdene i Kolossæ mindede uden tvivl om forholdene i Efesus, således at Paulus fandt det formålstjenligt at give de to menigheder nogenlunde samme vejledning.
Henvender sig til de kristne i Efesus. Hverken Chester Beatty-papyrushåndskriftet P46, de oprindelige læsemåder i Det Vatikanske Håndskrift nr. 1209 eller Det Sinaitiske Håndskrift indeholder ordene „i Efesus“ i kapitel 1, vers 1. Ordene findes imidlertid i andre håndskrifter og i alle gamle oversættelser. Desuden anerkendte de første kirkelige forfattere det som et brev til efeserne. Nogle har fremsat en formodning om at brevet kunne være det der ifølge Kolossenserne 4:16 blev sendt til Laodikea, men hertil må siges at ingen af de gamle håndskrifter indeholder ordene „til Laodikea“, og at Efesus er den eneste by der nævnes her i de håndskrifter der har navnet med. Desuden vidner en undersøgelse af Efeserbrevets indhold om at Paulus specielt havde de kristne i Efesus i tanke, og i betragtning af de forhold der rådede i Efesus, den betydeligste by i den romerske provins Asien, var hans vejledning yderst passende.
Materialisme. Efesus var kendt som en utrolig velhavende by hvor man ville være meget tilbøjelig til at betragte jordisk rigdom som det vigtigste. I sit brev lægger Paulus imidlertid vægt på den sande rigdom — Guds „ufortjente godheds rigdom“, „den herlige rigdom“ Gud har i beredskab som en arv til de hellige, hans „ufortjente godheds overvældende rigdom“, „Messias’ uudgrundelige rigdom“ og Guds „herligheds rigdom“. (Ef 1:7, 18; 2:7; 3:8, 16) Dette kunne hjælpe de kristne i Efesus til at anlægge det rette syn på rigdom.
Umoralitet. Efesus var også kendt for sin tøjlesløshed, skamløshed og grove umoralitet. Apostelen Paulus gør derfor udtrykkeligt opmærksom på at disse ting er noget som hører den gamle personlighed til, og han siger at de kristne må afføre sig denne og iføre sig „den nye personlighed“. Den løse moral i Efesus bevirkede uden tvivl at man talte meget om de seksuelle laster i byen, ikke for at fordømme det der fandt sted, men for at svælge i det. Paulus giver imidlertid de kristne den vejledning at de ikke må være som dem der nyder at tale om utugt eller giver sig af med sjofel skæmten. — Ef 4:20-24; 5:3-5.
Templer. Eftersom den kristne menighed i Efesus levede i skyggen af det imponerende hedenske Artemistempel, som blev regnet for et af oldtidens syv underværker, var Paulus’ billede med et åndeligt tempel også meget velanbragt. „Hele provinsen Asien og den beboede jord“ dyrkede Artemis og nærede stor agtelse for det berømte tempel i Efesus, men de salvede kristne udgør „et helligt tempel“, hvor Jehova bor ved ånd. — Apg 19:27; Ef 2:21, 22.
Artemistemplet var fredhelligt; inden for et bestemt område omkring dets mure kunne ingen arresteres, uanset hvilken forbrydelse de havde begået. Dette virkede fremmende på kriminaliteten; lovløse elementer søgte til byen, og rundt om templet opstod der en hel koloni af tyve, mordere og andre lovovertrædere. Paulus’ ord om tyveri, bitterhed, skrigen og slethed var derfor helt på deres plads. — Ef 4:25-32.
Dæmonisme. Efesus var også centrum for dæmonisme af enhver art; byen var kendt viden om for sine mange former for magi. Dæmonerne var derfor særlig aktive her, og det var uden tvivl for at modvirke magiens og trolddomskunstens indflydelse og for at hjælpe retsindige efesere til at løsrive sig fra disse former for dæmonisme at Paulus gjorde mirakler ved hjælp af Guds ånd i byen og blandt andet uddrev onde ånder. — Apg 19:11, 12.
At Efesus var gennemsyret af magi, og at det derfor var på sin plads at Paulus vejledte de kristne i byen om at kæmpe mod de onde åndemagter, ses af følgende:
Byen var berømt for de såkaldte „efesiske bogstaver“, hvorom der siges: „De bestod øjensynlig af nogle kombinationer af bogstaver eller ord, som, når de blev udtalt med en bestemt betoning, mentes at kunne helbrede sygdomme eller uddrive onde ånder; eller som, skrevet på pergament og båret som amulet eller tryllemiddel, mentes at kunne yde beskyttelse mod onde ånder eller mod fare. Plutarch (Sympos. 7) siger således at ’magerne tvinger dem der er besat af en dæmon, til med sagte røst at recitere eller fremsige de efesiske bogstaver i en bestemt rækkefølge’.“ — Notes, Explanatory and Practical, on the Acts of the Apostles af A. Barnes, 1858, s. 264.
I byens ruiner har man afdækket inskriptioner som vidner om det tætte åndelige mørke efeserne levede i, og som således bekræfter at apostelen Paulus havde god grund til at skrive til de kristne dér at de ’ikke længere måtte vandre sådan som folk fra nationerne vandrede i deres sinds frugtesløshed, idet de var mentalt formørkede’. (Ef 4:17, 18) Inskriptioner på mure og bygninger vidner om at indbyggerne lod sig lede af overtro, sandsigeri og varseltagning.
På grund af Paulus’ forkyndelse, hans undergerninger og hans sejr over de dæmonuddrivende jøder gik et stort antal efesere over til kristendommen. Mange af disse havde uden tvivl givet sig af med magiske kunster, for Bibelen siger: „En hel del af dem der havde øvet magi, samlede deres bøger sammen og brændte dem for alles øjne. Og de regnede værdien af dem sammen og fandt at de var halvtreds tusind stykker sølv værd [hvis denarer, 223.200 kr.].“ (Apg 19:19) I betragtning af magiens stærke indflydelse i Efesus og de mange former for dæmonisme der blev udøvet, var det i høj grad på sin plads at Paulus rådede de kristne i byen til at kæmpe mod de onde åndemagter ved at iføre sig „den fulde rustning fra Gud“. Nogle af dem der holdt op med at øve magi, blev uden tvivl bagefter plaget af dæmoner, og Paulus’ vejledning kunne hjælpe dem til at modstå de onde ånders angreb. Det er værd at bemærke at noget af det første disse nyomvendte kristne gjorde, var at ødelægge de bøger de havde om dæmonisme. Derved satte de et godt eksempel for dem der i dag ønsker at frigøre sig for dæmoners påvirkning eller angreb. — Ef 6:11, 12.
Kristi stilling. Eftersom efeserne havde det herlige håb om at blive Kristi medarvinger, var det meget passende at Paulus også skrev til dem at Kristus havde fået sæde „højt over enhver regering og myndighed og magt og ethvert herredømme og ethvert navn der nævnes, ikke blot i denne tingenes ordning, men også i den kommende“. (Ef 1:21) I dette brev når Paulus sublime højder i sin beskrivelse af Jesu Kristi ophøjede stilling, Guds ufortjente godheds gave og den kærlighed, visdom og barmhjertighed han lægger for dagen over for dem der føres sammen i enhed med dem. Beskrivelsen af hvordan alt i himmelen og på jorden vil blive sammenfattet under Kristus, og af hvordan jøder og hedninger vil blive ført sammen i menigheden som „ét nyt menneske“, er den mest udførlige redegørelse der findes i Bibelen for Guds „hellige hemmelighed“ som den er åbenbaret i den gode nyhed om Kristus. — Ef 2:15; 3:3.
[Ramme på side 453]
HOVEDPUNKTER I EFESERBREVET
Et brev der henleder opmærksomheden på en administration der resulterer i fred og samhørighed med Gud ved Jesus Kristus
Paulus skrev dette brev til menigheden i Efesus, en havneby på Lilleasiens vestkyst, mens han var fange i Rom
Guds hensigt: at skabe fred og enhed ved Jesus Kristus
I sin store ufortjente godhed har Gud forudbestemt at nogle mennesker skulle antages som hans sønner ved Jesus Kristus (1:1-7)
Gud har truffet beslutning om en administration (en måde at forvalte sin husstands anliggender på) ved hvilken de udvalgte der skal være i himmelen, og de der skal leve på jorden, vil blive forenet med ham ved Kristus (1:8-14)
Paulus beder til at efeserne må kunne forstå og værdsætte den vidunderlige foranstaltning Gud har truffet for dem ved Kristus (1:15-23; 3:14-21)
De der har fået store forrettigheder i forbindelse med Kristus, var tidligere døde i deres synder; deres frelse er Guds gave, ikke en følge af gerninger (2:1-10)
Ved Kristus er Loven blevet ophævet og grundlaget blevet lagt for at jøder og hedninger kan blive ét legeme, medlemmer af Guds husstand, et tempel hvor Gud kan bo ved ånd (2:11–3:7)
Den måde hvorpå Gud har taget sig af menigheden, åbenbarer hans alsidige visdom, selv for dem i himmelen (3:8-13)
Forenende faktorer tilvejebragt af Gud: ét åndeligt legeme (menigheden), én hellig ånd, ét håb, én Herre (Jesus Kristus), én tro, én dåb, én Gud og Fader (4:1-6)
Gaver i form af mennesker tilvejebragt af Kristus hjælper alle til at opnå enhed i troen; under ham som hovedet fungerer hele legemet harmonisk fordi alle taler sandhed og viser kærlighed (4:7-16)
Kristne skal iføre sig den nye personlighed i overensstemmelse med Kristi lære og eksempel
De må ikke følge nationernes, men Messias’ eksempel; dette kræver en ny personlighed (4:17-32)
De bør efterligne Gud; vise den samme kærlighed som Messias viste (5:1, 2)
De må sky umoralsk tale og adfærd; fortsætte med at vandre som lysets børn (5:3-14)
De må købe den belejlige tid; bruge den til Jehovas pris (5:15-20)
De må have dyb respekt for Kristus og være villige til at underordne sig ægtemænd, forældre, herrer; vise kærlig omsorg for dem der er betroet i deres varetægt (5:21–6:9)
De må iføre sig den fulde åndelige rustning for at kunne stå fast over for Djævelens listige anslag
Deres kamp er imod ondskabens åndemagter, som ødelægger freden og enheden; med Guds hjælp kan de stå dem imod (6:10-13)
Den åndelige rustning fra Gud yder fuld beskyttelse; de må bruge den godt og bede inderligt idet de indbefatter alle de hellige i deres anråbelser (6:14-24)
