(Eliʹas) [den græske form af hebr. ’Elījahʹ eller ’Elījaʹhu, min Gud er Jehova].

En af de betydeligste profeter i Israel. Hans hjemby var efter al sandsynlighed Tisjbe, efter nogles mening en landsby i Gilead, øst for Jordan. (1Kg 17:1) Hans lange profetgerning i Israel begyndte under kong Akab, der kom på tronen omkring år 940 f.v.t., og fortsatte under dennes søn Ahazja, som overtog magten omkring 919 f.v.t. (1Kg 22:51) Sidste gang han optræder som profet (denne gang for Juda), er hen imod slutningen af kong Joram af Judas otte år lange regeringstid, som begyndte i 913 f.v.t. — 2Kr 21:12-15; 2Kg 8:16.

Gennem Elias understøttede Jehova den sande tilbedelse i en tid hvor forholdene i Israel var ualmindelig dårlige i religiøs og moralsk henseende. Kong Akab, Omris søn, havde bibeholdt Jeroboams kalvedyrkelse og havde tilmed giftet sig med Jesabel, zidonierkongen Etba’als datter, under hvis påvirkning han syndede værre end alle Israels tidligere konger ved at indføre ba’alsdyrkelsen i stort omfang. Der blev indsat ba’alspræster og -profeter i mængde, og fordærvet greb om sig. Jesabels had til Jehova var så voldsomt at hans profeter blev forfulgt og dræbt, og de undslupne måtte skjule sig i huler. — 1Kg 16:30-33; 18:13.

Ravne sørger for mad. Beretningen om Elias begynder med at Jehova sender ham til Akab for at bekendtgøre at israelitterne vil blive tugtet for deres synder. Han indleder sin udtalelse med ordene: „Så sandt Jehova, Israels Gud, lever, for hvis ansigt jeg står.“ Elias siger derefter at Jehova, Israels levende Gud, har bestemt at der i flere år ikke skal komme dug eller regn undtagen på Elias’ ord. Denne periode kommer til at vare tre og et halvt år. (1Kg 17:1; Jak 5:17) Efter at Elias har bekendtgjort dette, sender Jehova ham til regnfloden Krit, der ligger i Gads område, øst for Jordan. Her sørger ravnene mirakuløst for føde til ham, og han får vand fra regnfloden, der efterhånden tørrer ud på grund af tørken. Jehova leder ham fortsat og sender ham uden for Israels område til Zarepta, en fønikisk by der på det tidspunkt er underlagt Zidon. Her, i nærheden af byen Zidon, hvor kong Akabs svigerfader Etba’al regerer (1Kg 16:31), træffer Elias en enke som netop er ved at tilberede et sidste måltid til sig selv og sin søn af den smule mel og olie de har tilbage. Elias beder hende om en kage og lover hende at Jehova vil sørge for hende under tørken. Da hun anerkender ham som en Guds mand, gør hun hvad han siger, og bliver velsignet. (Jf. Mt 10:41, 42.) Mens Elias opholder sig i hendes hjem, dør hendes søn. Elias beder til Gud, som giver ham livet igen — den første opvækkelse fra de døde der omtales i Bibelen, og det tredje af Elias’ otte mirakler. — 1Kg 17.

Hvordan gjorde Elias det tydeligt for Israel at Jehova er den sande Gud?

I mellemtiden har Akab forgæves ledt efter Elias alle vegne, uden tvivl for at slå ham ihjel. (1Kg 18:10) Til sidst pålægger Gud Elias selv at  vise sig for Akab. Elias træffer Akab og beder om at få bragt et møde i stand med de 450 ba’alsprofeter og de 400 profeter for den hellige pæl (asjeraprofeter). Akab samler profeterne på Karmels Bjerg, ikke langt fra Middelhavet. (BILLEDE, bd. 1, s. 950) Elias foreslår nu folket en prøve som skal vise hvem der er den sande Gud man skal følge. Den der svarer ved at lade ild fortære en tyr der bringes som offer til ham, er den Gud alle må anerkende. Folket går ind på forslaget. Først påkaldes Ba’al, men forgæves. Der kommer ingen ild, intet tegn på at Ba’al er en levende gud, selv om hans profeter bliver ved med at bede til ham, ja endda skærer flænger i sig selv, sådan som de har for skik. De bliver ved med at danse haltende rundt om alteret under den brændende sol det meste af dagen, mens Elias ophidser dem med hånende tilråb. — 1Kg 18:18-29.

Så er det Elias’ tur. Ved hjælp af 12 sten istandsætter han et alter der var blevet revet ned, højst sandsynligt på Jesabels foranledning. Så lader han folket hælde vand ud over offeret og alteret tre gange; selv den rende der er lavet rundt om alteret, og som omslutter et område på måske 32×32 m, fyldes med vand. (1Kg 18:30-35) Hen under aften, ved den tid da man bringer det daglige kornoffer, beder Elias én gang til Jehova, som derpå sender en ild fra himmelen der fortærer ikke blot offeret, men også træet, alterets sten og vandet i renden. (1Kg 18:36-38) Da folket ser dette, falder de på deres ansigt og siger: „Jehova er den sande Gud! Jehova er den sande Gud!“ Elias lader så alle 450 ba’alsprofeter dræbe ved Kisjons Regnflod. Som svar på Elias’ bøn bringer Jehova tørken til ophør med et heftigt regnskyl. Ved Jehovas kraft løber Elias derefter foran Akabs vogn hele vejen til Jizre’el, måske en strækning på 30 km. — 1Kg 18:39-46.

På flugt for Jesabel. Da dronning Jesabel får at vide at hendes ba’alsprofeter er blevet dræbt, sværger hun at hun vil lade Elias dræbe. Elias bliver bange og flygter ca. 150 km mod sydvest til Be’er-Sjeba, vest for det lavereliggende Døde Hav. (KORT, bd. 1, s. 949) Dér efterlader han sin medhjælper og fortsætter alene ud i ørkenen, hvor han beder om at måtte dø. Jehovas engel viser sig nu for ham for at forberede ham til en lang rejse til „den sande Guds bjerg, Horeb“. Styrket ved et måltid får han kræfter til rejsen, der er på over 300 km og kommer til at vare i 40 dage. Ved Horeb taler Jehova til ham efter på ærefrygtindgydende vis at have demonstreret sin magt i et stormvejr, et jordskælv og en ild. Jehova er ikke i disse fænomener. Han er ikke en naturgud eller blot personificerede naturkræfter. Disse naturkræfter er kun udtryk for Jehovas virksomme kraft, ikke Jehova selv. Den Almægtige viser Elias at han stadig har noget at gøre som profet. Han korrigerer den opfattelse hos Elias at han er den eneste som tilbeder den sande Gud i Israel, idet han påpeger at der er 7000 som ikke har bøjet sig for Ba’al. Han sender Elias tilbage og nævner tre personer som skal salves eller bemyndiges til at udføre en gerning for Jehova: Hazael til konge over Aram, Jehu til konge over Israel, og Elisa til at efterfølge Elias som profet. — 1Kg 19:1-18.

Udnævner Elisa til efterfølger. Elias tager så mod nord til Elisas hjemby, Abel-Mehola, hvor han finder Elisa i færd med at pløje en mark. Elias kaster sin embedsklædning over ham og tilkendegiver dermed at han udnævner eller salver ham. Fra da af følger Elisa Elias som hans medhjælper. Han er uden tvivl sammen med Elias da denne på ny profeterer mod Akab. Den begærlige, ba’alsdyrkende konge har uretmæssigt tilegnet sig en vingård, jizre’elitten Nabots arvelod, ved at tillade sin hustru Jesabel at få Nabot dømt til døden ved hjælp af falske anklager, falske vidner og uretfærdige dommere. Elias opsøger Akab i vingården og fortæller ham at hundene skal slikke hans blod samme sted som de har slikket Nabots blod. Han forudsiger en lignende skæbne for Jesabel. — 1Kg 19:19; 21:1-26.

Omkring tre år senere falder Akab i et slag. Hans stridsvogn bliver skyllet ved Samarias dam, og hundene slikker hans blod. Jesabels henrettelse følger først omkring 15 år senere. Akab efterfølges af sin søn Ahazja. Denne konge følger i sin gudløse faders spor, og da han kommer til skade ved en ulykke, rådspørger han Ekrons falske gud Ba’al-Zebub om udfaldet af sin sygdom. Elias sender ham det budskab fra Jehova at han af den grund visselig skal dø. Da Ahazja derpå sender tre grupper ud, den ene efter den anden, hver bestående af en øverste og 50 mand, for at pågribe Elias, nedkalder profeten ild fra himmelen som fortærer de to første grupper, men på den tredjes ydmyge bøn følger han med og forkynder personligt dommen over Ahazja. — 1Kg 22:1, 37, 38; 2Kg 1:1-17.

Efterfølges af Elisa. Så kommer tiden til at Elias må overgive sin embedsklædning til sin udnævnte efterfølger, Elisa, som har fået en god oplæring. Dette sker under Ahazjas efterfølgers, hans broder Jorams, regering. Elias begiver sig til Betel, derfra til Jeriko og videre ned til Jordan. Hele vejen holder Elisa sig ganske nær til ham. På den anden side af Jordan belønnes Elisa for sin  trofasthed, idet han pludselig ser en ildvogn med ildheste føre Elias op til himmelen i et stormvejr. Elisa samler embedsklædningen op som er faldet af Elias, og han får „en dobbelt del“ (svarende til en førstefødt søns andel) af den ånd der har kendetegnet Elias, som har været modig og ’virkelig nidkær for Jehova, Hærstyrkers Gud’. — 2Kg 2:1-13; 1Kg 19:10, 14; jf. 5Mo 21:17.

Elias dør ikke ved denne lejlighed, og han farer heller ikke til den usynlige åndeverden, men han overføres til en ny profetgerning et andet sted. (Joh 3:13) Dette fremgår af at Elisa ikke holder nogen sorg over sin herre, som han ville have gjort hvis han havde været død. Nogle år efter at Elias er faret op i stormvejret, virker han stadig som profet, denne gang over for kong Joram af Juda. På grund af denne konges ugudelige handlinger sender Elias ham et brev om at Jehova har dømt ham. Dommen fuldbyrdes kort efter. — 2Kr 21:12-15; se HIMMEL (Opstigning til himmelen).

Mirakler. Beretningen viser at Elias udførte otte mirakler. De bestod i at han (1) lukkede himmelen så der ikke faldt regn, (2) sørgede for at mel og olie hos enken i Zarepta ikke slap op, (3) vækkede enkens søn til live, (4) som svar på en bøn fik ild til at falde ned fra himmelen, (5) som svar på en bøn fik regn til at gøre ende på tørken, (6) nedkaldte ild over kong Ahazjas øverste og dennes 50 mand, (7) nedkaldte ild over endnu en øverste og dennes 50 mand og (8) skilte Jordans vande ved at slå på dem med sin embedsklædning. Det var også et mirakel at han steg op til himmelen, men det var en direkte handling fra Guds side, og det skete ikke som svar på en bøn eller som følge af en erklæring fra Elias’ side.

Elias var en magtfuld fortaler for den sande tilbedelse af Jehova. Han kæmpede energisk for at udrydde ba’alsdyrkelsen af Israel. Hans gerning blev videreført af Elisa, og Jehu eksekverede dommen over Jesabel og udryddede den urene zidoniske ba’alskult. På Elias’ tid var der 7000 som var trofaste mod Jehova, deriblandt Obadja, Akabs hushovmester. Elias har uden tvivl styrket nogle af dem. Elias udnævnte Elisa til sin efterfølger, men det blev overladt til Elisa at salve Hazael og Jehu.

Apostelen Paulus sigter uden tvivl til Elias når han taler om „Samuel og de andre profeter, som ved tro . . . øvede retfærdighed“, og om at „kvinder fik deres døde tilbage ved opstandelse“. Elias hører derfor med til ’den store sky’ af fortidens trosvidner. (He 11:32-35; 12:1) Disciplen Jakob henviser til Elias, „et menneske med de samme svagheder som vi“, som bevis på at en retfærdigs bøn har megen kraft. — Jak 5:16-18.

Hans gerning et profetisk forbillede. Omkring 450 år efter Elias’ tid forudsagde Malakias at profeten Elias ville komme „før Jehovas store og frygtindgydende dag“. (Mal 4:5, 6) Jøderne på Jesu tid nærede forventning om at Elias skulle komme som en opfyldelse af denne profeti. (Mt 17:10) Nogle mente at Jesus var Elias. (Mt 16:14) Johannes Døber, der ligesom Elias havde en klædning af hår og et læderbælte om lænden, benægtede at han var Elias selv. (2Kg 1:8; Mt 3:4; Joh 1:21) Engelen havde ikke sagt til Johannes’ fader, Zakarias, at Johannes ville være Elias, men at han ville være i besiddelse af „Elias’ ånd og kraft . . . for at gøre et beredt folk klar til Jehova“. (Lu 1:17) Jesus gav udtryk for at Johannes havde udført denne gerning, men at jøderne ikke havde indset det. (Mt 17:11-13) Efter Johannes’ død viste Elias sig sammen med Moses i et syn ved Jesu forklarelse, hvorved det blev understreget at Elias’ gerning pegede frem til noget mere som skulle indtræffe i fremtiden. — Mr 9:1-8.