(Eʹlifaz).

1. Esaus førstefødte søn, født af hans kana’anæiske hustru Ada. Seks eller syv af Elifaz’ sønner, deriblandt Teman, Omar og Amalek, blev sheiker for edomitiske stammer. — 1Mo 36:4, 10-12, 15, 16; 1Kr 1:35, 36; se SHEIK.

2. En af Jobs tre venner. (Job 2:11) Som temanit var han sandsynligvis en efterkommer af nr. 1 ovenfor og således en efterkommer af Abraham og en fjern slægtning af Job. Han og hans efterkommere pralede af deres visdom. (Jer 49:7) Af de tre „trøstere“ fremtræder Elifaz som den betydeligste og mest indflydelsesrige, hvilket kunne tyde på at han også var den ældste. I debattens tre runder taler han hver gang som den første, og hans taler er længere.

I sin første tale argumenterer Elifaz på denne måde: „Hvem er gået til grunde uskyldig, og hvor er de retskafne blevet udslettet?“ Han kommer derfor til den slutning at Job må have gjort noget ondt siden Gud straffer ham. (Job kap. 4, 5) I sin anden tale gør Elifaz nar af Jobs visdom: „Vil en vismand svare med kundskab som kun er vind, eller fylde sin bug med østenvind? . . . Hvad ved du som vi ikke skulle vide?“ Han antyder at Job „prøver at overgå den Almægtige“. Edomitten afslutter sit andet smædefulde angreb på Jobs dyder ved at fremstille den retfærdige Job som en frafalden der er fuld af svig og bor i bestikkelsens telte. (Job 15) Til sidst piner han Job for tredje gang ved falskeligt at anklage ham for at have begået alle mulige forbrydelser — for at være en ågerkarl, for at have forholdt de trængende vand og brød, og for at have undertrykt enker og faderløse. — Job 22.

 Efter Elifaz’ anden ordstrøm svarer Job rammende: „I er alle besværlige trøstere! Er der ingen ende på ord som kun er vind?“ (Job 16:2, 3) Ved debattens afslutning henvender Jehova selv disse ord til Elifaz: „Min vrede er blusset op mod dig og dine to venner, for I har ikke talt sandt om mig, sådan som min tjener Job.“ Elifaz får at vide at de skal bringe et offer, og at Job så vil bede for dem. — Job 42:7-9.