(Eʹlihu) [min Gud er han].

1. „Buzitten Barak’els søn, af Rams slægt.“ Som en efterkommer af Buz var Elihu øjensynlig en fjern slægtning af Abraham. (Job 32:1, 2, 6; 1Mo 22:20, 21) Elihu fulgte uden tvivl opmærksomt med i hele debatten mellem Job og hans tre falske trøstere, men af respekt for deres alder ventede han med at tage til orde indtil alle var færdige med at tale. Nutidige kritikere har kaldt Elihu snakkesalig og betegnet hans taler som langtrukne, men det må fastslås at Elihu ikke talte som en uopdragen ung mand. Han forstod at det ikke kun var de alderstegne der var vise, men at den sande visdom kom fra Guds ånd. Derfor støttede han sig stærkt til Guds ånd. Han forstod derfor korrekt at Job ikke havde indset at det var langt vigtigere at Jehova Gud blev retfærdiggjort, end at noget menneske blev det, og at Jobs tre venner i virkeligheden havde kendt Gud skyldig. — Job 32:2-9, 18.

Elihu viste ingen personsanseelse og smigrede ikke nogen med ærestitler. Han erkendte at han, ligesom Job, var dannet af ler, og at den Almægtige var hans Skaber. Han havde ikke til hensigt at skræmme Job, men talte til ham som en sand ven. I modsætning til Elifaz, Bildad og Zofar brugte han Jobs navn når han henvendte sig til ham. — Job 32:21, 22; 33:1, 6.

Elihu ophøjede i enhver henseende den sande Gud: Den Almægtige er retfærdig, gengælder den enkelte efter hans færd. Han dømmer uden partiskhed og véd nøje besked med menneskenes gøren og laden. Han hører de nødstedtes skrig. Han belærer menneskene og gør dem visere end dyrene. Kun det usande hører Gud ikke, og Elihu tilskyndede derfor Job til at vente tålmodigt på ham. Desuden forsikrede Elihu Job om at Gud var med ham, og at han ikke lader den ugudelige leve, men at de der tjener ham, vil „ende deres dage i lykke“. (Job 36:11) Job blev derefter tilskyndet til at ophøje Gud, den store Forsørger, som giver føde i overflod. Elihu henledte Jobs opmærksomhed på de store ting Gud har gjort, og hvordan han behersker naturkræfterne, og han opfordrede Job til at ’give agt på Guds undergerninger’. (Job 37:14) Elihu afsluttede sin tale på et højt plan idet han sagde om den Almægtige: „Han er ophøjet i magt; og ret og sand retfærdighed ringeagter han ikke. Lad derfor mennesker frygte ham.“ — Job 37:23, 24; kap. 34-37.

Det var kun med Guds ånds hjælp at Elihu kunne bedømme tingene rigtigt og udtale de ord der gik i opfyldelse på Job: „Fri ham fra at stige ned i gravens dyb! Jeg har fundet en løsesum! Lad hans legeme blive friskere end det var i ungdommen; lad ham vende tilbage til ungdomskraftens dage.“ — Job 33:24, 25.

2. En af profeten Samuels forfædre; en søn af Tohu. (1Sa 1:1) Han kaldes øjensynlig også Eliab og Eliel. — 1Kr 6:27, 34.

3. Antagelig den samme som kong Davids ældste broder, Eliab; han blev fyrste over Judas stamme. — 1Kr 27:18, 22; jf. 1Sa 16:6; se ELIAB, 4.

4. En af de syv tusindførere fra Manasse som gik over til David i Ziklag. — 1Kr 12:20.

 5. En korait af Obed-Edoms slægt som i Davids regeringstid blev udnævnt til portvagt ved Guds hus. — 1Kr 26:1, 4, 7, 8.