Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Emmaus

Emmaus

(Emʹmaus).

En landsby som to af Jesu disciple, af hvilke den ene hed Kleopas, var på vej til da den materialiserede Jesus Kristus kom og fulgtes med dem den dag han var blevet oprejst. Det var dog først efter at de var kommet til Emmaus og de lå til bords sammen, at de genkendte ham. Da Jesus umiddelbart efter blev usynlig for dem, brød de to disciple op og vendte samme aften tilbage til Jerusalem. (Lu 24:13-33) Lukas skriver at landsbyen lå „tres stadier“ (7,5 romerske mil [ca. 11 km]) fra Jerusalem.

Det kan ikke siges med sikkerhed hvor Emmaus lå, men mindst en halv snes forskellige steder har været foreslået. ‛Imwas (Amwas), på vejen til Tel Aviv-Jaffa, er det sted der oftest nævnes, men det ligger ca. 175 stadier (32 km) vestnordvest for Jerusalem, næsten tre gange så langt fra Jerusalem som Lukas nævner. Et andet sted der ofte foreslås, er Qalunyah (Mevasseret Ziyyon), der ligger på hovedvejen til Tel Aviv-Jaffa, og som nogle mener er det Ammaus Josefus omtaler. Det ligger imidlertid kun ca. 35 stadier (6,5 km) fra Jerusalem og er således for tæt på byen til at svare til Lukas’ beskrivelse. Nogle identificerer derfor Emmaus med el-Qubeiba, der ligger på en romersk vej lidt nordligere end de andre foreslåede steder. Her findes ruiner som menes at stamme fra tiden da De Græske Skrifter blev til. Beliggenheden — ca. 60 stadier (11 km) nordvest for Jerusalem — støtter den antagelse at dette er det bibelske Emmaus. En nøjagtig identifikation er imidlertid ikke mulig på nuværende tidspunkt.