En-Rogel
(En-Roʹgel) [Rogels (fods) kilde].
En kilde eller brønd i nærheden af Jerusalem som markerede grænsen mellem Juda og Benjamin. (Jos 15:7; 18:16) Davids spioner Jonatan og Ahima’az ventede ved En-Rogel på efterretninger om Absaloms oprør. (2Sa 17:17) I nærheden af denne kilde holdt Davids anden oprørske søn, Adonija, senere et offer- og festmåltid for at hverve tilhængere til sit forsøg på at bemægtige sig tronen. — 1Kg 1:9.
Der er almindelig enighed om at En-Rogel svarer til den nutidige Bir Ajjub, Jobs brønd. Den ligger syd for det sydøstlige hjørne af Jerusalems mur, ved foden af Kedrondalens vestskråning, ca. 100 m syd for det sted hvor Kedrondalen støder sammen med Hinnoms Dal. Brønden når ned til en underjordisk kilde som efter et regnskyl
kan give så rigeligt vand at brønden bliver helt fyldt.