Et udtryk der forekommer seks gange i Daniels Bog. Det betegner en tidsperiode der markerer afslutningen på en tingenes ordning, og som når sit højdepunkt med dennes tilintetgørelse. Profeten Daniel fik et syn af begivenheder der skulle indtræffe i en fjern fremtid. Derefter blev der sagt til ham: „Men du, Daniel, hold ordene hemmelige og sæt segl for bogen indtil endens tid. Mange vil undersøge den på kryds og tværs, og kundskaben vil blive stor.“ — Da 12:4.

 Angående dette skriftsted sagde bibelkommentatoren Thomas Scott i første halvdel af det 19. århundrede: „Til sidst lod engelen i sine afsluttende ord Daniel forstå at denne profeti ville forblive tilsløret og være som ’en forseglet bog’ hvoraf kun lidt ville kunne forstås, ’indtil endens tid’ . . . De faktiske forhold viser at det har været tilfældet; der har altid været store vanskeligheder forbundet med at forstå mange af Daniels profetier, og selv for troende i almindelighed har de været ’som skjulte ord’. . . . I disse sidste dage har mange gjort sig store anstrengelser for at granske i historien og derved klarlægge hvilke dele af disse profetier der allerede er blevet opfyldt; og man har sammenholdt dem med andre skriftsteder for at bedømme hvad der endnu mangler at blive opfyldt. På den måde er der blevet kastet meget lys over dem. Efterhånden som opfyldelsen af dem skrider frem, vil forståelsen af dem vokse; og fremtidige generationer vil blive langt mere overraskede over og oplyste af dem end vi er.“ (Scotts Explanatory Notes, 1832) Den begrænsede forståelse man havde af Daniels profetier i begyndelsen af det 19. århundrede, viser at den forudsagte „endens tid“ endnu lå ude i fremtiden, for det var i „endens tid“ de der „har indsigt“, Guds sande tjenere, skulle forstå profetien. — Da 12:9, 10.

Udtrykket „endens tid“ bruges også i forbindelse med særlige forandringer i jordiske regeringers forhold. I Daniel 11:40 siges der: „I endens tid støder Sydens konge sammen med ham [Nordens konge], og Nordens konge stormer imod ham med vogne og rytteri og mange skibe.“ Derefter beskriver profetien de fremstød „Nordens konge“ foretager, og viser at han vil møde sit endeligt. (Da 11:41-45) Udtrykket „endens tid“ skal her åbenbart forstås som en tidsperiode der kulminerer med „Nordens konges“ undergang. Denne opfattelse støttes af den omstændighed at „Nordens konge“ tidligere er blevet skildret som en forfølger af Guds tjenere, dem som „har indsigt“, og at denne forfølgelse vil vare ved indtil „endens tid“, det vil sige indtil endens tid for Nordens konge. — Da 11:33-35.

Noget andet der forbindes med „endens tid“, er at der da ville fremstå „en konge med bistert ansigt“ som ville modstå „fyrsternes Fyrste“, men til sidst ville blive knust eller tilintetgjort. Denne „konge“ ville fremstå i den sidste tid for de riger der var opstået af de fire dele som det græske verdensrige blev delt i. (Da 8:8-25) Eftersom „Nordens konge“ og „Sydens konge“ også er opstået af det græske rige, må ’kongen med det bistre ansigt’ svare til en af disse ’konger’ i „endens tid“.

Udtrykket „endens tid“ betyder ikke ’tidens ende’, men betegner en tidsperiode der kulminerer med enden på eller ødelæggelsen af, ikke alle ting, men de ting der nævnes i profetien. At det ikke er tiden selv der ophører, fremgår klart af Bibelen. For eksempel sagde salmisten om jorden: „Den skal aldrig i evighed rokkes.“ (Sl 104:5) Eftersom jorden vil fortsætte med at eksistere, følger heraf at tiden som en jordisk „dimension“, et mål, ikke vil ophøre. Selv om Åbenbaringen 10:6 kunne gengives (som i KJ): „Der vil ikke længere være tid,“ viser sammenhængen at dette betyder at der ikke vil blive givet mere tid; en speciel eller given tidsperiode vil være afsluttet. Andre oversættelser lyder derfor: „Tiden er ude.“ (DA92) „Fristen er omme.“ (DA48) „Der vil ikke længere være nogen tøven.“ (NV) I en kommentar til dette skriftsted siger A. T. Robertson: „Det betyder ikke at chronos (tiden) . . . ophører med at eksistere, men kun at det der skal ske når der blæses i den syvende trompet (vers 7), ikke vil blive udskudt længere, som svar på spørgsmålet: ’Hvor længe?’ (6:10).“ — Word Pictures in the New Testament, 1933, bd. VI, s. 372.