(Epafroʹditus) [af en rod der betyder „at skumme over“].

Et pålideligt medlem af menigheden i Filippi i Makedonien. Han blev sendt med en gave til Paulus, der var fange i Rom (ca. 59-61 e.v.t). (Flp 2:25; 4:18) Mens Epafroditus var i Rom, blev han syg, „næsten til døden; men Gud havde barmhjertighed med ham“. Meddelelsen om hans sygdom nåede filipperne, og måske har de ængsteligt spurgt til ham. Da Epafroditus længtes efter at se filipperne og var nedtrykt over at de havde hørt at han var syg, mente Paulus at det var bedst at sende Epafroditus tilbage så hurtigt som muligt efter at han var kommet sig, og gav ham et brev med til menigheden i Filippi. Paulus opfordrede brødrene til at give ham „den sædvanlige velkomst i Herren“ og at blive ved med at „sætte pris på den slags mænd“, for det var på grund af Herrens gerning at Epafroditus havde udsat sig selv for fare og var kommet døden nær. (Flp 2:25-30) Epafroditus må ikke forveksles med Epafras fra Kolossæ.