(Euʹfrat).

Den længste og betydeligste flod i det sydvestlige Asien, kaldet Firat Nehri på tyrkisk, et navn der har stor lighed med det hebraiske Perathʹ og det oldpersiske Ufratu. Den nævnes første gang i 1 Mosebog 2:14 som en af de fire floder der havde deres udspring i Eden.

Grænsen for Israels tildelte område. Da Gud sluttede pagt med Abraham, lovede han at give Abrahams afkom landet „fra Ægyptens flod til den store flod, Eufratfloden“. (1Mo 15:18) Dette løfte blev gentaget over for Israels folk. (2Mo 23:31; 5Mo 1:7, 8; 11:24; Jos 1:4) I 1 Krønikebog 5:9 siges der at nogle af Rubens efterkommere på et tidspunkt før Davids regering udstrakte deres bolig „helt indtil dér hvor man kommer ind i ørkenen ved Eufratfloden“. Eftersom Eufrat ligger omkring 800 km borte i forhold til „østsiden af Gilead“ (1Kr 5:10), betyder det muligvis blot at rubenitterne udstrakte deres område øst for Gilead til Den Syriske Ørken, der strækker sig over til Eufrat. (DA92 siger: „I øst boede de i retning af ørkenen, som strækker sig fra Eufratfloden.“ JB: „Mod øst strakte hans område sig til begyndelsen af ørkenen som ender ved Eufratfloden.“) Det ser derfor ud til at Jehovas løfte først blev opfyldt fuldt ud under Davids og Salomons regering, da Israels grænser udstraktes til også at omfatte det aramaiske rige Zoba og dermed nåede frem til Eufratflodens bred, øjensynlig langs den del af floden der løber gennem det nordlige Syrien, eller Aram. (2Sa 8:3; 1Kg 4:21; 1Kr 18:3-8; 2Kr 9:26) På grund af sin betydning frem for alle andre floder blev den ofte blot kaldt „Floden“. — Jos 24:2, 15; Sl 72:8.

Kilder og løb. Eufratfloden er omkring 2700 km lang og dannes af to kildefloder. Den  ene af disse, Kara Su, har sit udspring i det nordøstlige Tyrkiet, knap 100 km fra Sortehavets sydøstlige hjørne. Den anden, Murat Nehri, udspringer omkring midtvejs mellem Vansøen og Ararats Bjerg. Midt imellem de to floder ligger dalen med floden Aras (Araks, Araxes), som nogle forbinder med floden Gihon, der nævnes i 1 Mosebog 2:13. Kara Su og Murat Nehri løber næsten parallelt i vestlig retning indtil de forenes i nærheden af byen Keban, der ligger i en højde af ca. 610 m over havet.

Fra dette punkt danner de to kildefloder den egentlige Eufratflod. Efter at have tilbagelagt ca. 640 km gennem bjergrigt terræn fra Murat Nehris udspring drejer floden nu mod syd, og på en strækning af ca. 480 km går dens løb gennem en smal, dyb klippeslugt og danner talrige vandfald og strømhvirvler, indtil den til sidst bryder frem på den syriske slette nær oldtidsbyen Karkemisj.

Overgangssted ved Karkemisj. Karkemisj bevogtede hovedovergangsstedet som blev brugt af hære og karavaner der kom fra det nordlige Mesopotamien og skulle videre til det nordlige Syrien, eller Aram. Karkemisj var en større fæstningsby, som senere kom under assyrisk herredømme. (Es 10:5-9) Farao Neko indtog byen omkring 629 f.v.t. efter at have mødt kong Josias af Juda og hans hær ved Megiddo og udkæmpet det slag hvori Josias blev dødeligt såret. (2Kg 23:29; 2Kr 35:20-24) Mellem tre og fire år senere (625 f.v.t.) krydsede Nebukadnezars tropper Eufratfloden og slog ægypterne ved Karkemisj, og fra dette tidspunkt gik det definitivt tilbage for det ægyptiske herredømme i Syrien og Palæstina. — Jer 46:2, 6, 10; 2Kg 24:7.

Fra Karkemisj til Den Persiske Bugt. Afstanden til Middelhavet er ved Karkemisj kun ca. 160 km, men herefter drejer floden i sydøstlig retning, mod Den Persiske Bugt, der ligger godt 1100 km borte. Eufrats „mellemste“ del strækker sig fra Karkemisj til byen Hit i et område med asfaltgruber, og her tilføres den yderligere vand fra bifloderne Nahr Belikh og Khabur Su. Neden for Hit løber floden gennem den frugtbare mesopotamiske slette; og ca. 80 km neden for Hit, i nærheden af Baghdad, nærmer den sig Tigrisfloden indtil en afstand af 40 km. I dette nedre løb forgrener floden sig i et udstrakt sumpområde og forfaldne kanaler, og vandet flyder dovent videre.

Eufrat og Tigris løber endelig sammen i nærheden af Basra, og fra dette punkt til Den Persiske Bugt kaldes floden nu Shatt al ’Arab. Plinius og andre af oldtidens historikere fortæller at Eufratflodens udløb i havet oprindelig var adskilt fra Tigrisflodens. (Natural History, VI, XXVI, 128-131) Man mener at dyndet som de to floder har aflejret, har dannet deltaet i den nordlige ende af Den Persiske Bugt, og at den oprindelige kystlinje lå langt nordligere, måske helt oppe ved oldtidsbyen Ur i Kaldæa, hvor Abraham kom fra.

Eufrats vandstand er lavest i september og stiger derefter støt indtil maj, hvor vandstanden normalt er højest. På grund af smeltende sne forekommer der springflod. Når Esajas kalder Babylonien „havørkenen“, skyldes det uden tvivl at både Eufrat og Tigris hvert år går over deres bredder. (Es 21:1, 2) I oldtiden blev disse oversvømmelser holdt under kontrol ved hjælp af diger og sluser der ledte vandet ind i vandingskanaler og samlebassiner. Disse kanaler dannede et vandingsnet mellem Eufrat og Tigris der betød at størstedelen af nedre Babylonien var et frugtbart område. I århundredernes løb er størstedelen af kanalerne blevet tilstoppet og spærret, med tilbagegang for landbruget til følge. Salte fra vandet i kanalerne ophobedes desuden i jorden og bidrog til at den engang så frugtbare dal efterhånden kom til at ligge øde hen.

Større byer. Langs Eufrats bredder lå der mange gamle byer, som for eksempel Ur, Erek, Kish og Babylon. Flodlejet har øjensynlig flyttet sig mod vest, sådan at de fleste af oldtidsbyerne nu ligger flere kilometer øst for det.

Den store by Babylon blev oprindelig opført på begge sider af Eufrat, og flodens vand blev ledet ind i en bred, dyb voldgrav der løb rundt om byen og i et net af kanaler inden for bymurene. Ved Babylons fald i 539 f.v.t. ledte Kyros Eufrats vand bort, sådan at han og hans mænd kunne gå ad flodsengen og trænge ind i den intetanende by. Eufrat blev således ’udtørret’. (Es 44:27, 28; 45:1) I Åbenbaringen 16:12 forudsiges det at det samme vil ske i symbolsk forstand når den sjette engel udgyder sin „skål“ over „den store flod Eufrat“. I det følgende kapitel beskrives udslettelsen af „Babylon den Store“, der siges at ’sidde på mange vande’, som skildrer „folk og skarer og nationer og tungemål“. — Åb 17:1, 5, 15-18.

Danner grænse; Jeremias’ rejse. Ligesom Eufrat dannede den nordlige grænse for det omstridte syrisk-palæstinensiske område, som Ægypten og Babylon kæmpede om herredømmet over, således skilte den på Perserrigets tid øst fra vest, som det fremgår af udtrykket „på den anden side af Floden“. (Ezr 4:10, 11; 5:3; 6:6; Ne 2:7) Med tiden kom Eufrat også til at danne Romerrigets østgrænse.

 Jeremias 13:1-7 har været genstand for nogen diskussion eftersom en rejse fra Jerusalem til Eufratfloden, selv hvor den ligger nærmest, nemlig lidt syd for Karkemisj, betød at Jeremias måtte tilbagelægge en strækning på mere end 500 km hver vej, og det fremgår af teksten at han muligvis har foretaget turen to gange (skønt der intet siges om hvor langt det mellemliggende tidsrum var). Én oversættelse (udgivet af The Jewish Publication Society) translittererer simpelt hen det hebraiske ord og skriver „Perath“, og nogle har fremsat den formodning at der ikke er tale om Eufratfloden, men om byen Para (Jos 18:23) i nærheden af Anatot, nogle få kilometer fra Jerusalem. Men gentagelsen af navnet Perathʹ (Eufrat) fire gange i beretningen tyder på at stedet der nævnes, havde en særlig forbindelse med den profetiske handling Jeremias skulle foretage, mens den ubetydelige landsby Para næppe ville tjene til at understrege billedhandlingens betydning. Selv om nogle påpeger at det hebraiske ord naharʹ (flod) ikke forekommer sammen med Perathʹ i denne passage, kan der hertil siges at det også mangler i Jeremias 51:63, hvor der ikke er nogen tvivl om at der er tale om Eufratfloden. Der synes derfor ikke at være nogen grund til at antage at der i beretningen i Jeremias 13:1-7 er tale om andet end Eufratfloden.

Det er meget tænkeligt at Jeremias da han skulle skjule bæltet ved Eufrat, gik til et sted nogenlunde nær det sted hvor den babyloniske hær under Nebukadnezar nogen tid senere krydsede floden på den march mod Juda og Jerusalem som førte til landets ødelæggelse. Den rejse, eller muligvis de to rejser, som Jeremias foretog til Eufrat, ville i hvert fald tjene til at give advarselsbudskabet så stor vægt at det kunne gøre indtryk på det i åndelig henseende fordærvede folk i Juda rige. — Jf. Jer 2:18, 19.