(Ezʹjon-Geʹber).

Omtales første gang som et sted hvor israelitterne slog lejr hen imod slutningen af de 40 års ørkenvandring. Det næste sted de slog lejr, var i Kadesj i Zins Ørken. (4Mo 33:35, 36) Fra Kadesj bad israelitterne Edoms konge om tilladelse til at drage gennem hans område, men dette blev afslået. (4Mo 20:14-22) Som Moses senere berettede: „Så gik vi videre, bort fra vore brødre, Esaus sønner, som bor i Se’ir, bort fra Arabavejen, fra Elat og fra Ezjon-Geber.“ (5Mo 2:8) Det fremgår af andre bibelske beretninger at både Elat (Elot) og Ezjon-Geber lå ved Det Røde Hav, øjensynlig inderst i Aqababugten, Det Røde Havs nordøstlige arm. — 1Kg 9:26; 2Kr 8:17.

I overensstemmelse med 5 Mosebog 2:8 forklarer den tidligere beretning i 4 Mosebog 21:4 at israelitterne drog „bort fra bjerget Hor [hvor Aron døde] ad vejen til Det Røde Hav for at gå rundt om Edoms land“. Nogle forskere mener at israelitterne efter at have forladt bjerget Hor drog til den sydlige ende af Det Døde Hav og derfra op gennem Zereds Regnflodsdal (grænsen mellem Edom og Moab). Mange kommentatorer hævder imidlertid at israelitterne ifølge de nævnte skriftsteder må være gået en større omvej for at undgå det centrale Edom, en omvej der førte dem tilbage „ad vejen til Det Røde Hav“ og således til området ved Ezjon-Geber. De fremsætter den teori at israelitternes rute førte dem mod syd i retning af Aqababugten, og at de, da de kom til et punkt nord for Ezjon-Geber, sikkert drejede mod nordøst gennem Wadi Yatm, sådan at de drog langs den sydlige rand af Edoms sydligste bjergkæde.

I Salomons regeringstid. Først over 400 år senere, i Salomons regeringstid (1037-998 f.v.t.), nævnes Ezjon-Geber igen. Her ved bugten lod Salomon en flåde bygge og søsætte, bemandet med fønikiere og judæere. Den fønikiske kong Hiram af Tyrus, der også beskæftigede sig meget med søhandel, samarbejdede med Salomon om dette projekt. (1Kg 9:26-28; 10:11) Omkring 100 år senere forsøgte kong Josafat (936-ca. 911 f.v.t.) at genoplive denne virksomhed i Ezjon-Geber, men som Jehova havde forudsagt, mislykkedes det; hans skibe led skibbrud. — 1Kg 22:48, 49; 2Kr 20:36, 37.

Det er værd at bemærke at såvel nogle af Salomons skibe som nogle af Josafats skibe ikke blot skulle sejle til Ofir, men også til Tarsis. (2Kr 9:21; 20:36, 37) Da der er stærke vidnesbyrd om at Tarsis lå i Spanien, har nogle tvivlet på om skibe der i fortiden sejlede ud fra Ezjon-Geber, kunne have foretaget en sådan rejse. I artiklen TARSIS, 2, omtales den mulighed at der fandtes en kanal mellem Nilen og Det Røde Hav. En sådan kanal kan også forklare hvordan kong Hiram kunne sende ikke blot mænd, men også „skibe“ til Ezjon-Geber og Elot (Elat) til brug for Salomon. (2Kr 8:17, 18) Det er dog også blevet foreslået at disse skibe blev sendt til et sted på Filisterlandets kyst, skilt ad og transporteret over land til Aqababugten, hvor de blev samlet igen. De der hælder til denne teori, peger på at korsfarerne senere brugte en lignende metode. Hvad enten der fandtes en kanal mellem Nilen og Det Røde Hav, eller skibene blev transporteret over land, er det sandsynligt at i det mindste tømmeret kom fra skove andre steder, eftersom der i området omkring Ezjon-Geber nok er palmelunde, men ingen træer der egner sig til skibsbyggeri.

Beliggenhed. Det kan ikke fastslås med sikkerhed nøjagtig hvor oldtidens Ezjon-Geber lå. De fleste forskere mener at stedet sandsynligvis er identisk med Tell el-Kheleifeh (‛Ezyon Gever), der ligger ca. en halv kilometer fra Aqababugten og godt 3 km nordvest for den nutidige by Aqaba. Ved udgravninger her har man afdækket rester fra fem større beboelsesperioder, hvoraf den ældste menes at kunne dateres til Salomons tid. Arkæologerne har imidlertid ikke fundet noget der kan dateres til et tidligere tidspunkt, det vil sige intet fra tiden for udgangen af Ægypten. Nogle mener derfor at enten lå Ezjon-Geber på Moses’ tid et andet sted, eller også er ruinerne af de ældste, enkle lerstenshuse på stedet blevet opløst i jorden uden at efterlade sig spor.

Lagerbygning. Ved udgravningerne i Tell el-Kheleifeh fandt arkæologerne ruiner af en solid byport og en bygning som man var overbevist om havde været centrum for et stort kobbersmeltningsanlæg, og de forbandt dette med kong Salomons virksomhed på stedet. Senere opdagede man imidlertid at denne identificering ikke var korrekt. Der er ganske vist blevet smeltet kobber i området, men arkæologerne siger nu at den nævnte bygning uden tvivl var en lagerbygning. På dette sted hvor vigtige sø- og landhandelsveje krydsede hinanden, var det af stor betydning  at have en befæstet bygning hvor guld, kostbare sten og almugtræ fra Ofir kunne opmagasineres før det med karavaner blev videretransporteret til bestemmelsesstedet. (1Kg 9:26; 10:11, 12) Flere detaljer herom kan findes i artiklen ARKÆOLOGI (Palæstina og Syrien).