En beretning om hvordan Jehova indfriede sine løfter om at bringe israelitterne tilbage fra landflygtigheden i Babylon og genoprette den sande tilbedelse i Jerusalem. Bogen gengiver også perserkongens befaling om at tilbedelsen af Jehova skulle genoprettes blandt jøderne efter at Jerusalem havde ligget øde i 70 år, og omtaler det arbejde der blev gjort trods modstand for at nå dette mål. Ezra holdt sig nøje til dette tema hele bogen igennem. Det er sandsynligvis årsagen til at han ikke fortæller hvad der foregik i visse tidsrum, for eksempel mellem kapitlerne 6 og 7 i bogen. Skribenten har ganske enkelt ikke haft til hensigt at give en fuldstændig historisk beretning om sin tid.

 Skribent. Som præst, forsker og skriftlærd, og som en mand der „i sit hjerte [havde] taget en fast beslutning om at . . . undervise i forordninger og lovbud i Israel“ og rette det der lod noget tilbage at ønske i de hjemvendte israelitters tilbedelse af Jehova, var Ezra i høj grad kvalificeret til at skrive den bog der bærer hans navn. Den magt og myndighed som perserkongen udrustede ham med, var en yderligere anledning og tilskyndelse for ham til at foretage de nødvendige undersøgelser, og det ville derfor kun være naturligt for en sådan mand at skrive en beretning om denne betydningsfulde periode i folkets historie. (Ezr 7:6, 10, 25, 26) Bogen er skrevet i første person fra kapitel 7, vers 27, til kapitel 9, vers 15, og viser således hvem skribenten er. De fleste bibelforskere er enige om at Ezras Bog er en fortsættelse af Krønikebøgerne, hvilket en sammenligning mellem 2 Krønikebog 36:22, 23 og Ezra 1:1-3 vil vise. Også dette tyder på at det er Ezra der har skrevet bogen. Også efter jødisk overlevering er skribenten Ezra.

Ægthed. Ezras Bog hører til den hebraiske kanon. Oprindelig udgjorde den og Nehemias’ Bog én bogrulle. Den Babyloniske Talmud (Bava Batra 14b) følger denne tradition, men siden det 16. århundrede har de to bøger været adskilt i trykte hebraiske bibler skønt de regnes for én når det samlede antal bøger i De Hebraiske Skrifter angives. I Douay-oversættelsen (engelsk oversættelse af Vulgata) bruges betegnelsen Første og Anden Esdras (græsk stavemåde); men den gør opmærksom på at den anden bog også kaldes Nehemias’ Bog. Der findes på græsk et apokryft skrift som kaldes Tredje Ezra, og som er sammensat af passager fra Anden Krønikebog, Ezras Bog, Nehemias’ Bog og nogle legender; desuden findes der en bog som kaldes Fjerde Ezra.

Størstedelen af Ezras Bog er skrevet på hebraisk. En betragtelig del er dog skrevet på aramaisk eftersom Ezra afskrev offentlige optegnelser og officielle dokumenter, deriblandt breve til perserkongerne fra embedsmændene „på den anden side af Floden [Eufrat]“, kongernes svar og dekreter med befalinger til disse embedsmænd. Ezra forbandt disse dokumenter med en kort historisk redegørelse på aramaisk, der var den tids internationale diplomat- og handelssprog. De aramaiske afsnit af Ezras Bog findes i kapitlerne 4 til 7. Nogle af Ezras oplysninger er hentet fra jødiske arkiver, og disse afsnit er naturligvis skrevet på hebraisk. Også dette støtter argumenterne for at Ezras beretning er autentisk.

Ezra 7:23-26 viser at den persiske regering anerkendte Moseloven som gældende for jøderne, og at perserne således bidrog til genoprettelsen af den sande tilbedelse. Ezra nævner perserkongerne i kronologisk orden. De fleste historikere, arkæologer og andre forskere anerkender i dag at bogens angivelser er korrekte. The New Westminster Dictionary of the Bible siger direkte at ’pålideligheden af det historiske indhold ikke kan betvivles’. (Redigeret af H. Gehman, 1970, s. 291) Beretningen i Ezras Bog er derfor absolut troværdig, og Ezra var en historisk person.

Affattelsestidspunkt og baggrund. Ezras Bog blev skrevet omkring år 460 f.v.t., samtidig med Krønikebøgerne. Ezra fortæller først om Kyros’ dekret der tillod jøderne at forlade Babylon. Perserkongen udstedte dette dekret i sit første regeringsår. (Ezr 1:1) Juda og Jerusalem havde ligget øde siden efteråret 607 f.v.t. da de sidste indbyggere som Nebukadnezar havde ladet blive tilbage, var draget til Ægypten. Det 70. år af Jerusalems øde tilstand — den sidste tvungne sabbat der blev pålagt landet — ville slutte i efteråret 537 f.v.t. Der er to grunde til at antage at Kyros’ dekret må være udstedt sidst i 538 f.v.t. eller først i 537. For det første skulle den øde tilstand vare indtil udløbet af det 70. år, og for det andet kunne man ikke forvente at de udfriede israelitter skulle drage af sted i den regnfulde vintertid, sådan som det ville have været tilfældet hvis dekretet var blevet udstedt nogle få måneder tidligere. Det blev sandsynligvis udstedt i det tidlige forår i 537 f.v.t., sådan at jøderne havde mulighed for at rejse af sted i den tørre årstid, ankomme til Jerusalem og bygge alteret på den første dag i den syvende måned (tisjri) i år 537 f.v.t., hvilket svarer til den 29. september ifølge den gregorianske kalender. — Ezr 3:2-6.

Efter at have fortalt om påsken og de usyrede brøds højtid der blev fejret da templet var blevet fuldført i 515 f.v.t., springer Ezra over den efterfølgende periode og frem til perserkongen Artaxerxes’ syvende regeringsår (468 f.v.t.). Nu optræder Ezra selv i beretningen, og han fortæller i første person fra kapitel 7, vers 27, til kapitel 9, vers 15, men skifter til tredje person i kapitel 10 og træder selv i baggrunden for at rette opmærksomheden mod fyrsterne, præsterne, levitterne og de øvrige der var vendt tilbage, idet han især beretter om hvordan de der havde taget sig fremmede hustruer, sendte disse bort.

[Ramme på side 527]

HOVEDPUNKTER I EZRAS BOG

Genopbygningen af templet i Jerusalem og genindførelsen af den sande tilbedelse dér efter landflygtigheden i Babylon

Omspænder en periode på ca. 70 år efter jødernes tilbagekomst fra landflygtigheden i Babylon

Kyros udsteder et frihedsdekret, og en rest af de jødiske landflygtige vender tilbage til Jerusalem (i 537 f.v.t.) for at genopbygge templet (1:1–3:6)

Templet genopbygges (3:7–6:22)

Grunden lægges i det andet år efter hjemkomsten fra landflygtigheden

Modstandere bremser gentagne gange genopbygningen af templet, og til sidst lykkes det dem at få arbejdet standset indtil profeterne Zakarias og Haggaj i Darius I’s andet år (520 f.v.t.) tilskynder folket til at genoptage arbejdet

En officiel undersøgelse af de persiske arkiver i Babylon og Ekbatana viser at Kyros har givet tilladelse til at templet blev genopbygget, og Darius I befaler derfor at arbejdet skal fortsætte uden hindring, og at de der søger at hindre det, vil blive straffet med døden

I Darius I’s sjette år (515 f.v.t.) er byggearbejdet færdigt. Derefter indvies templet, og påsken fejres

Ezra rejser til Jerusalem (i 468 f.v.t.) med gaver til templet og for at indsætte dommere (7:1–8:36)

Perserkongen Artaxerxes (den Langhåndede) giver ham tilladelse til at rejse

Ezra og ca. 1500 mænd, foruden 258 levitter og netinim-folk fra Kasifja, drager ud fra et samlingssted ved floden Ahava med guld, sølv og redskaber til templet. De ankommer til Jerusalem over tre og en halv måned senere

Renselse af Israel, inklusive præsteskabet (9:1–10:44)

Da Ezra hører om den besmittelse der skyldes ægteskaber med fremmede kvinder, aflægger han en offentlig bekendelse i bøn til Jehova

Sjekanja erkender folkets synd og foreslår at det slutter en pagt om at sende de fremmede kvinder og deres børn bort

Alle de tidligere landflygtige sammenkaldes i Jerusalem; det besluttes at fyrsterne efterhånden skal undersøge hvert enkelt tilfælde af besmittelse

Præsterne, levitterne og de øvrige mænd sender deres fremmede hustruer og sønner bort