Et redskab til fangst af vilde dyr, med en anordning der griber, fastholder eller dræber dyret når den udløses. Som regel skjules eller camoufleres fælden så den ikke opdages, og ofte bruges lokkemad. Flere hebraiske ord gengives med henholdsvis „fælde“, „snare“, „net“ m.fl. (Sl 141:9, 10) Selv om der ikke i Bibelen gives en detaljeret beskrivelse af de forskellige dyrefælder og snarer man brugte, giver skriftsteder som Job 18:8-10; Salme 10:9; 140:5 og Jeremias 18:22 en almindelig idé om hvordan nogle af dem blev brugt. En nærmere beskrivelse af deres udformning og brug findes under FUGLEFÆNGER; JAGT OG FISKERI.

Brugt billedligt. Da snarer og fælder medfører fangenskab, kvæstelse eller død for de dyr der fanges i dem, bruges de til at skildre årsager til tab af frihed, eller ulykke, ødelæggelse eller død. Efter at Moses havde forkyndt en kommende stor græshoppeplage over Ægypten, spurgte Faraos tjenere: „Hvor længe skal denne mand være som en snare for os?“ (2Mo 10:7) De tidligere plager var alle kommet efter at Moses havde forkyndt dem, og derfor havde han vist sig at være som en snare, det vil sige en årsag til ulykke og ødelæggelse for ægypterne. Jehova advarede gentagne gange israelitterne imod at lade kana’anæerne forblive i det forjættede land for at de ikke skulle falde i afgudsdyrkelsens snare. (2Mo 23:32, 33; 34:12; 5Mo 7:16, 25; Jos 23:13) Afgudsdyrkelse ville være en snare, en underfundig måde at fange israelitterne på, da den ville resultere i at de mistede Jehovas gunst og beskyttelse og føre til at de blev undertrykt af deres fjender. Den var også forræderisk, idet den som lokkemad foregav at ville medføre visse goder og fornøjelser. (Dom 2:2, 3, 11-16; 8:27) På samme måde brugte kong Saul underfundigt sin datter Mikal idet han sagde: „Jeg vil give hende til [David], så hun kan blive en snare for ham.“ (1Sa 18:21) Saul nærede det lønlige håb at David ville miste livet under forsøget på at skaffe de et hundrede filisterforhuder som kongen forlangte i stedet for en „brudekøbesum“. — 1Sa 18:25.

En anden egenskab der hentydes til i Bibelens billeder, er den hurtighed hvormed fældens mekanisme udløses og fanger det intetanende dyr. Babylons fald for mederne og perserne, for eksempel, kom så pludseligt og uventet at det var som om Jehova havde fanget Babylon i en snare. — Jer 50:24; jf. Lu 21:34, 35.

En person må være forsigtig med hvad han lover eller stiller sikkerhed for, og i forvejen have overvejet det, så han ikke pludselig befinder sig i en situation som det er vanskeligt eller måske umuligt for ham at komme ud af. (Ord 6:1-3; 20:25)  At omgås en der har let til vrede, kan bevirke at man bliver som vedkommende. Det er en snare, for man kan blive indfanget i ødelæggende stridigheder, forviklinger og synd. (Ord 22:24, 25; jf. 1Kor 15:33.) At frygte Gud og holde sig til hans vej vil på den anden side hjælpe den vise til at undgå at lade sig lokke til urette handlinger (fx at indlade sig med prostituerede) der kunne blive en snare som førte til død. — Ord 13:14; 14:27; jf. Ord 5:3-8; 7:21-23.

I det 1. århundrede blev nogle kristne tiltrukket af rigdommens tillokkelser og faldt i en snare der betød undergang i åndelig henseende. (1Ti 6:9, 10) Om andre siges det at de faldt i „Djævelens snare“. Det betød øjensynlig at de var blevet vildledt og var afveget fra sandheden og således var blevet ofre for Modstanderen. Timoteus blev opfordret til at belære sådanne med mildhed, så de kunne komme til fornuft, ændre sind og således komme ud af Djævelens snare. — 2Ti 2:23-26; jf. 1Ti 1:3, 4; Tit 3:9.

Selv om det som regel er de rænkefulde der fanger de uskyldige i en fælde, kan Jehova vende op og ned på tingene og „lade fælder regne ned over de ugudelige, ild og svovl og en svidende vind, som deres tilmålte bæger“. (Sl 11:6) Han kan fange dem i en fælde, afskære dem enhver mulighed for flugt og derefter eksekvere dommen over dem. — Jf. 1Ts 5:1-3.