Et sted hvor personer holdes indespærret, enten for at blive ført for en domstol eller efter at være dømt for overtrædelse af loven. De forskellige udtryk på Bibelens grundsprog som sigter til et fængsel, har følgende betydninger: „Den runde borg“ („det runde tårn“) (1Mo 39:20; jf. fdn.), „cisternehus“ (2Mo 12:29, fdn.), „arresthus“ (1Kg 22:27), „forvaringshus“ (Jer 52:11), „fangernes hus“ (Dom 16:21), „huset med blokken“ (2Kr 16:10) og „offentlig forvaring“ (Apg 5:18).

Man brugte fængselsstraf blandt flere af oldtidens folkeslag, deriblandt ægypterne, filistrene, assyrerne, babylonierne og perserne. (1Mo 39:20; Dom 16:25; 2Kg 17:4; Ezr 7:26; Jer 52:31-33) Fangerne blev i nogle tilfælde lagt i lænker og tvunget til at udføre hårdt arbejde, for eksempel at dreje en kværn. (Dom 16:21; Sl 105:17, 18; Jer 52:11) I Ægypten brugte man at sætte en pålidelig fange (som for eksempel Josef) over de øvrige fanger og til at opvarte dem der havde haft en fremtrædende stilling før de kom i fængsel. — 1Mo 39:21–40:4.

Fængsler kan føres tilbage til i hvert fald det 18. århundrede f.v.t., for det var på det tidspunkt Josef med urette blev sat i det fængsel der fandtes i „huset hos øversten for livvagten“. (1Mo 39:20; 40:3; 41:10) Dette ægyptiske fængsel havde åbenbart et fangehul eller en fangekælder af form som en cisterne, hvor nogle fanger blev anbragt. — 1Mo 40:15, fdn.; 41:14; jf. Es 24:22.

Moseloven foreskrev ikke fængsel som straf. Eftersom en dom skulle eksekveres hurtigt (Jos 7:20, 22-25), blev personer ifølge Mosebøgerne kun taget i forvaring og tilbageholdt når der krævedes en kendelse fra Jehova. (3Mo 24:12; 4Mo 15:34) Med tiden begyndte israelitterne imidlertid at bruge fængsler. Profeten Jeremias blev for eksempel sat „i fangehuset, i statsskriveren Jonatans hus“. Her var der „hvælvede rum“, måske celler i en fangekælder. Forholdene var så dårlige at Jeremias var bange for at han skulle dø dér. (Jer 37:15-20) Derefter blev han overført til „vagtforgården i Judas konges hus“, hvor han fik en daglig brødration, kunne modtage besøgende og gøre forretninger. — Jer 32:2, 8, 12; 37:21; se også 1Kg 22:27; 2Kr 16:10; He 11:36.

I det 1. århundrede blev arrestforvarere og vagter ifølge romersk skik holdt personligt ansvarlige for fangerne. (Apg 12:19) Derfor var arrestforvareren i Filippi parat til at begå selvmord da han troede at hans fanger var flygtet. (Apg 16:27) Af sikkerhedshensyn blev der ofte sat vagter uden for fængselsdørene, og fangerne fik undertiden fødderne fastgjort i blokken eller hænderne lænket til deres vogtere. (Apg 5:23; 12:6-10; 16:22-24) Nogle fanger fik lov til at modtage besøgende. — Mt 25:36; Apg 23:35; 24:23, 27; 28:16-31; se også FANGEVOGTER; LÆNKER, BÅND.

Som forudsagt af Kristus Jesus blev mange af hans disciple kastet i fængsel. (Lu 21:12; Apg 26:10; Ro 16:7; Kol 4:10; He 10:34; 13:3) Mens apostelen Johannes var i landflygtighed på øen Patmos, skrev han at man ville fortsætte med at forfølge de kristne ved blandt andet at kaste dem i fængsel. — Åb 2:10.

Brugt billedligt. Det at være i et fængsel eller fangehus bruges i overført betydning om at være i landflygtighed (som israelitterne i Babylon) eller at befinde sig i et åndeligt fangenskab. (Es 42:6, 7; 48:20; 49:5, 8, 9; 61:1; Mt 12:15-21; Lu 4:17-21; 2Kor 6:1, 2) Selv om de åndeskabninger der var ulydige i Noas dage, ikke har fysiske legemer der kan lægges i bogstavelige lænker, siges der om dem at de er i fængsel, det vil sige at deres virkeområde er begrænset, og at de befinder sig i et tæt, åndeligt mørke i deres forhold til Jehova Gud. (1Pe 3:19; Jud 6; se TARTAROS.)  „Afgrunden“ som Satan kastes i, og hvori han befinder sig i tusind år, omtales også som et fængsel — en dødlignende tilstand hvori han holdes bundet. — Åb 20:1-3, 7.