De hebraiske og græske ord der gengives med „føde“, har forskellige grundbetydninger, deriblandt „noget der spises“, „næring“, „brød“ og „kød“.

Efter at Gud havde skabt Adam og Eva, sagde han: „Se, jeg har givet jer alle frøbærende planter som er på hele jordens flade, og hvert træ hvorpå der er træfrugter med frø i. Jer skal det tjene til føde.“ Han sagde videre at han havde givet dyrene „alle grønne planter til føde“. Til Adam sagde han desuden: „Af alle træer i haven kan du frit spise,“ med undtagelse af ét, nemlig træet til kundskab om godt og ondt. — 1Mo 1:29, 30; 2:16, 17.

Intet i Bibelen tyder på at mennesket spiste kød i perioden fra da af og frem til Vandfloden. Der blev ganske vist skelnet mellem rene og urene dyr, men dette var øjensynlig med henblik på dyreofre. — 1Mo 7:2.

Da Jehova befalede Noa at føre dyr ind i arken, sagde han: „Og du, tag dig al slags føde der spises; og du skal samle den hos dig, og den skal tjene til føde for dig og for dem.“ Her er der øjensynlig igen tale om føde fra planteriget til menneskene og de dyr der blev taget med i arken. (1Mo 6:21) Efter Vandfloden tillod Jehova mennesket at spise kød, idet han sagde: „Alt hvad der bevæger sig og lever må tjene jer til føde. Ligesom jeg gav jer de grønne planter, giver jeg jer hermed det alt sammen. Kun kød med dets sjæl — dets blod — må I ikke spise.“ — 1Mo 9:3, 4.

Korn. Kornprodukter var hovednæringsmidlet for folkeslagene i Bibelens lande. Dette fremgår af at udtrykket „at spise et måltid“ på både hebraisk og græsk ordret betyder „at spise brød“. (1Mo 43:31, 32) De vigtigste kornsorter var byg og hvede; andre kornsorter der omtales, er hirse og spelt, en hvedeart. (Dom 7:13; Es 28:25; Ez 4:9; Joh 6:9, 13) Af almindeligt mel bagte man brød og kogte en slags grød. Kornet blev ofte ristet før man spiste det, enten i en pande eller ved at man samlede et neg og holdt det over ilden. (Ru 2:14; 2Sa 17:28) Det mel man bagte brød af, var som regel groft malet. Til nogle brød og kager brugte man dog finere mel. (1Mo 18:6; 2Mo 29:2) Én bagemetode bestod i at man bredte dejen ud på varme sten eller på en flade af sten hvorpå der havde brændt et bål. Man brugte ofte surdej, men bagte også usyrede brød. (3Mo 7:13; 1Kg 19:6) Der fandtes desuden ovne hvori der var en sten som man bredte dejen ud på. Kager eller brød blev undertiden bagt på en bageplade eller i en fedtgryde. Det fedtstof man brugte, var olie, sandsynligvis olivenolie. — 3Mo 2:4, 5, 7; 1Kr 9:31; se BAGER, BAGNING.

Grøntsager. Bønner og linser udgjorde en del af kosten. De kunne for eksempel koges til en ret, som den ret linser Jakob lavede, og som Esau solgte sin førstefødselsret for. (1Mo 25:34) Undertiden blandede man kød eller olie i retten. Der kunne også laves mel af bønner eller af en blanding af forskellige kornsorter, bønner og linser. (Ez 4:9) Agurker af en art der er mere velsmagende end den art der kendes i den vestlige verden, var en forfriskende spise. Når der var knaphed på vand, eller vandet var dårligt, kunne man få dækket sit behov for væske ved at spise agurker. Agurker blev spist rå, med eller uden salt, og blev undertiden farseret og kogt. Israelitterne længtes efter agurkerne, vandmelonerne, porrerne, løgene og hvidløgene som de havde fået at spise i Ægypten. (4Mo 11:4, 5) Disse afgrøder blev også dyrket i Palæstina.

Job omtaler ’lægestokrosen’, hvis slim han beskriver som uden smag. (Job 6:6) Han nævner også at de der lider afsavn, spiser mælde og rødder af gyvel. — Job 30:4.

 Ifølge Misjna (Pesahim 2:6) var de bitre urter der blev spist ved påsken, endivie og cikorie. — 2Mo 12:8.

Frugter og nødder. Oliven var en vigtig bestanddel af kosten i Palæstina. Der kan gå ti år eller mere før et oliventræ begynder at bære godt, men da det kan blive meget gammelt, kan man høste mange frugter på ét træ. Frugterne blev måske spist efter at have trukket i en saltlage, ligesom i dag. Desuden udvandt man olie af dem til madlavning, for eksempel til kogte retter og til bagning. Bibelen omtaler „retter der er rige på olie“. — Es 25:6.

Figner var en anden vigtig bestanddel af kosten. (5Mo 8:8) De tidlige figner blev ofte spist så snart man fik øje på dem på træet. (Es 28:4) De sene figner blev tørret i solen og presset i forme til figenkager. (1Sa 25:18; 1Kr 12:40) Brugt som omslag havde fignerne lægende egenskaber. (Es 38:21) Også morbærfigentræet bar spiselige figner. (1Kr 27:28; Am 7:14) Andre frugter der omtales i Bibelen, er dadler, granatæbler og æbler. — Høj 5:11; Joel 1:12; Hag 2:19; se ÆBLE.

Som det fremgår af Bibelen, spiste man også mandler og pistacienødder i Palæstina. — 1Mo 43:11; Jer 1:11.

Vindruer er blandt de frugter der forekommer i størst mængde i Palæstina. Da israelitterne udspionerede Kana’ans land, havde de en drueklase med tilbage der var så stor at to mand måtte bære den imellem sig på en stang. (4Mo 13:23) Vindruer blev spist friske eller tørrede (4Mo 6:3) og pressede som rosinkager. (1Sa 25:18; 1Kr 12:40) De friske blade blev uden tvivl spist som en grøntsag, ligesom i dag; de ældre blade blev givet som foder til får og geder.

Johannesbrødtræets bælgfrugter blev som regel brugt som dyrefoder, men er måske i nødsituationer også blevet spist af mennesker. I lignelsen om den fortabte søn fortæller Jesus at den sultne unge mand havde et brændende ønske om at mætte sig med disse bælgfrugter. — Lu 15:16; se BÆLGFRUGT.

Krydderier og honning. Blandt de mest brugte krydderier var mynte, dild, kommen, rude og sennepsblade. (Mt 23:23; 13:31; Lu 11:42) Salt var det vigtigste krydderi, og det virkede desuden konserverende. „En saltpagt“ var derfor en varig pagt der ikke måtte brydes. (4Mo 18:19; 2Kr 13:5) I Misjna (Shabbat 6:5) nævnes desuden peber. Kapersbærret blev brugt som appetitvækker. — Præ 12:5

Honning blev betragtet som en udsøgt spise der gav øjet glans og legemet ny energi. (1Sa 14:27-29; Sl 19:10; Ord 16:24) Mannaen smagte som „flade kager med honning“. (2Mo 16:31) Johannes Døber spiste honning og græshopper. — Mt 3:4.

Kød som føde. Efter Vandfloden sagde Gud til Noa at ethvert dyr der bevægede sig og levede, måtte tjene ham til føde, foruden de grønne planter. (1Mo 9:3, 4) Men under Moseloven måtte israelitterne kun spise rene dyr. Disse dyr er opregnet i Tredje Mosebog, kapitel 11, og Femte Mosebog, kapitel 14. I almindelighed spiste folk ikke meget kød. Kun i forbindelse med et fællesskabsoffer eller til ære for en gæst slagtede man en ged eller et lam. (3Mo 3:6, 7, 12; 2Sa 12:4; Lu 15:29, 30) De mere velhavende israelitter slagtede også okser. (1Mo 18:7; Ord 15:17; Lu 15:23) Desuden spiste man vildt som hjort, gazelle, rådyr, vildged, antilope, vildokse og gemse, og kødet blev stegt eller kogt. (1Mo 25:28; 5Mo 12:15; 14:4, 5) Det var strengt forbudt at spise blod og fedt. — 3Mo 7:25-27.

Man spiste også fjerkræ. I ørkenen blev der ved et mirakel tilvejebragt vagtler til israelitterne. (4Mo 11:31-33) Duer, turtelduer, agerhøns og spurve hørte til de rene fugle. (1Sa 26:20; Mt 10:29) Æg udgjorde også en del af kosten. — Es 10:14; Lu 11:11, 12.

Græshopper hørte til de spiselige insekter. Johannes Døber levede af græshopper og honning. (Mt 3:4) De spises i dag af visse arabere. Efter at have fjernet hoved, ben og vinger dypper man dem i mel og steger dem i olie eller smør.

Fisk fik man fra Middelhavet eller Galilæas Sø. Flere af Jesu Kristi apostle var fiskere, og ved mindst én lejlighed, efter sin opstandelse, stegte Jesus nogle fisk over en trækulsild til sine disciple. (Joh 21:9) Man kunne også tørre fisk og medbringe dem som rejseproviant. De fisk hvormed Jesus ved to mirakler bespiste store menneskemængder, var formodentlig tørrede. (Mt 15:34; Mr 6:38) En af Jerusalems byporte hed Fiskeporten, hvilket tyder på at der var et fisketorv ved eller i nærheden af denne port. (Ne 3:3) På Nehemias’ tid solgte tyrierne fisk i Jerusalem. — Ne 13:16.

Mælkeprodukter og drikkevarer. Endnu et vigtigt næringsmiddel var mælk fra køer, geder og får, samt mælkeprodukter. (1Sa 17:18) Mælk blev normalt opbevaret i læderflasker. (Dom 4:19) Den blev hurtigt sur. Det hebraiske ord chæm’ahʹ, der oversættes med „smør“, kan også betyde „syrnet mælk“. Ost var også almindeligt kendt. En dal langs vestsiden af det gamle Jerusalem hed Tyropøonsdalen eller „Ostemagernes  dal“. — Dom 5:25; 2Sa 17:29; Job 10:10; se OST.

Af vindruer fremstillede man først og fremmest vin, som undertiden blev krydret eller blandet. (Ord 9:2, 5; Høj 8:2; Es 5:22) Vinhøsten fandt sted om efteråret. I et varmt klima gærede druesaften hurtigt. Mellem druehøsten og påsken gik der flere måneder, så når en familie ved fejringen af påsken drak flere bægre vin, som det blev skik og brug, må det have været gæret druesaft. Ved påsken i år 33 var det derfor ægte rødvin Jesus drak og som han rakte sine disciple da han indstiftede Herrens aftensmåltid. (Mr 14:23-25) Den vin Jesus tilvejebragte ved brylluppet i Kana, var også gæret. (Joh 2:9, 10) Man brugte desuden vin som medicin. (1Ti 5:23) Også vineddike, lavet af ren druevin eller blandet med krydderier eller frugtsaft, blev brugt. (4Mo 6:3; Rut 2:14) Andre drikke var hvedeøl og en forfriskende granatæblesaft. — Høj 8:2; Es 1:22; Ho 4:18.

Manna. Mens israelitterne befandt sig i ørkenen, levede de hovedsagelig af manna. Der siges i 4 Mosebog 11:7, 8 at denne manna var som korianderfrø og så ud som bdelliumharpiks. Den blev malet i håndkværne eller stødt i mortere og kogt eller lavet til kager der smagte som søde, olieholdige kager. Mannaen omtales som „mægtiges brød“. — Sl 78:24, 25; se MANNA.

Fælles måltider. At spise et måltid sammen var på Bibelens tid et tegn på et nært forhold. (1Mo 31:54; 2Sa 9:7, 10, 11, 13; se MÅLTID.) Hvis man nægtede at spise et måltid sammen med en anden, var det et tegn på vrede eller en anden negativ følelse eller holdning. (1Sa 20:34; Apg 11:2, 3; Ga 2:11, 12) Madvarer blev ofte brugt som en gave i den hensigt at opnå eller sikre en andens velvilje; man betragtede nemlig det at modtage en gave som noget der forpligtede modtageren til at være indstillet på fred. — 1Mo 33:8-16; 1Sa 9:6-8; 25:18, 19; 1Kg 14:1-3.

Det kristne standpunkt. Moselovens bestemmelser om rene og urene fødevarer gælder ikke for kristne. De skal afholde sig fra blod og fra kød af kvalte dyr, det vil sige kød som blodet ikke er løbet af på rette måde. (Apg 15:19, 20, 28, 29) Men ellers skal de ikke gøre det til et stridsspørgsmål hvorvidt man bør spise noget bestemt eller afholde sig fra det, og heller ikke forsøge at påvirke andres samvittighed i den retning. Men de advares mod at spise noget som et afgudsoffer og mod at bringe andre til snublen og fald ved at insistere på at de som kristne har frihed med hensyn til valg af mad og drikke. (1Kor 8; 10:23-33) Mad eller tilberedningen af mad bør aldrig komme til at indtage en vigtigere plads for kristne end Riget og dets åndelige interesser. — Ro 14:17; He 13:9.

Åndelig føde. Jesus gjorde med glæde sin Faders vilje, og han sagde at det var som mad for ham. (Joh 4:32, 34) Han forudsagde at han ville udnævne „den trofaste og kloge træl“ til at give hans disciple (åndelig) mad i rette tid. (Mt 24:44-47; se TROFASTE OG KLOGE TRÆL, DEN.) Moses havde sagt til israelitterne at „mennesket ikke lever af brød alene, men af alt hvad der udgår af Jehovas mund lever mennesket“ (5Mo 8:3), og Jesus tilskyndede sine disciple til ikke at arbejde for den materielle føde, men for den mad der forbliver til evigt liv. (Joh 6:26, 27; jf. Hab 3:17, 18.) Han sagde at de ikke skulle nære bekymring med hensyn til mad og drikke, for „sjælen er mere værd end maden“. — Mt 6:25; Lu 12:22, 23.

Apostelen Paulus sammenlignede de elementære ting i den kristne lære med „mælk“, og den dybere kundskab med „fast føde“. (He 5:12-14; 6:1, 2; 1Kor 3:1-3) Også Peter talte om at den åndelige vækst skulle næres med „ordets uforfalskede mælk“. (1Pe 2:2) Jesus omtalte sig selv som „livets brød“, der havde større værdi end den manna israelitterne fik i ørkenen, og påpegede at den der spiste af det, aldrig skulle sulte. (Joh 6:32-35) Nogle af hans disciple som ikke var åndeligsindede, blev chokerede da han sammenlignede sit kød og blod med mad og drikke som kunne give dem evigt liv. Det han mente, var at de i overført betydning kunne ’spise og drikke’ ved at tro på hans genløsningsoffer. — Joh 6:54-60.

Jehova har lovet at der vil komme en tid hvor han vil sørge for en overflod af både åndelig og materiel føde til sit folk i hele verden, og at de aldrig mere vil blive truet af hungersnød. — Sl 72:16; 85:12; Es 25:6; se HUNGERSNØD; MADLAVNING, KØKKENREDSKABER; og de forskellige levnedsmidler under deres respektive navne.