Bruges i Bibelen primært om faderens ældste søn (altså ikke moderens førstefødte), det vil sige hans manddoms første frugt. (5Mo 21:17) Undertiden bruges ordet også om dyrs første afkom af hankøn. — 1Mo 4:4.

Den førstefødte søn har fra de tidligste tider haft en ærefuld stilling i familien, og det var ham der skulle efterfølge familieoverhovedet. Han arvede en dobbelt del af faderens ejendom. (5Mo 21:17) Josef gav ved et måltid Ruben en plads i overensstemmelse med hans ret som førstefødt. (1Mo 43:33) Men Bibelen ærer ikke altid den førstefødte ved at nævne sønnerne i den rækkefølge hvori de var født. Det er ofte den mest fremtrædende eller trofaste, snarere end den førstefødte, der nævnes først. — 1Mo 6:10; 1Kr 1:28; jf. 1Mo 11:26, 32; 12:4; se ARV; FØRSTEFØDSELSRET.

De førstefødte kom til at spille en fremtrædende rolle da Jehova udfriede sit folk fra trældommen i Ægypten. Ægypterne viede deres førstefødte til solguden Amon-Re, der formodedes at være alle førstefødtes beskytter. Med den tiende plage som Jehova lod komme over ægypterne, ødelagde han denne guds navn og rygte ved at afsløre at han ikke formåede at beskytte de førstefødte. Eftersom israelitterne adlød Jehovas bud om at slagte et lam og stryge dets blod på dørstolperne og overliggeren til indgangen til deres huse, blev deres førstefødte ikke dræbt, hvorimod ægypterne mistede både deres egne og deres dyrs førstefødte. (2Mo 12:21-23, 28, 29) Der menes øjensynlig at det i de fleste tilfælde var hver husstands førstefødte søn der blev dræbt, og ikke husstandens overhoved, selv om han muligvis også var en førstefødt. Farao var sandsynligvis selv en førstefødt, men alligevel mistede han ikke livet. Det er dog muligt at der ikke fandtes en bogstavelig førstefødt søn i alle ægyptiske husstande (ægtepar kunne være barnløse, eller den førstefødte søn var måske afgået ved døden), men i betragtning af udtalelsen i 2 Mosebog 12:30: „Der var ikke et hus hvor der ikke var en død,“ kan plagen i så fald have ramt husets overhoved, der da indtog den førstefødtes plads.

Eftersom israelitternes førstefødte sønner ville blive overhoveder for husstandene, repræsenterede de hele folket. Jehova kaldte hele folket sin „førstefødte“ da det var hans førstefødte folk i kraft af Abrahamspagten. (2Mo 4:22) I betragtning af at Jehova havde skånet de førstefødtes liv, befalede han at „hver førstefødt af hankøn, det som åbner hvert moderliv, blandt Israels sønner, blandt mennesker og husdyr“ skulle helliges ham. (2Mo 13:2) De førstefødte sønner var således helliget eller viet til Gud.

Senere udtog Jehova de mandlige levitter, åbenbart ud over levitternes 300 førstefødte (sml. 4Mo 3:21, 22, 27, 28, 33, 34 med 3:39), i stedet for de førstefødte blandt Israels sønner, fra en alder af en måned og opefter. Aron og hans sønner skulle modtage en løsesum på fem sekel (ca. 70 kr.) for hver af de 273 hvormed antallet af Israels sønner oversteg antallet af levitter. Jehova tog også levitternes husdyr i stedet for de andre stammers førstefødte husdyr. (4Mo 3:40-48) Fra da af skulle den førstefødte søn fremstilles for Jehova i teltboligen eller templet når moderens renselsesdage var omme, og han skulle løskøbes med vurderingssummen for dem som var fra en måned og indtil fem år, nemlig „fem sølvsekel efter helligdommens sekel“. — 3Mo 12:1-3; 27:6; 4Mo 18:15, 16.

Rene dyrs førstefødte af hankøn, såsom tyrekalve, vædderlam og gedebukkekid, skulle ikke løskøbes. En sådan tyrekalv måtte ikke sættes til at arbejde, og vædderlammet måtte ikke klippes. I stedet skulle de fremstilles i teltboligen eller templet som et offer til Jehova på den ottende dag efter fødselen. (2Mo 22:30; 4Mo 18:17; 5Mo 15:19, 20) Hvis dyret havde en alvorlig  legemsfejl, skulle det dog ikke ofres til Jehova, men kunne spises hjemme. — 5Mo 15:21-23.

Den førstefødte af et æsel, der jo var et urent dyr, kunne ikke fremstilles som et offer og skulle derfor løskøbes eller købes tilbage ved at et får blev ofret i stedet for. Hvis dette ikke blev gjort, skulle man brække halsen på dyret eftersom det tilhørte Jehova og ikke måtte bruges af mennesker. (2Mo 13:12, 13; 34:19, 20) I 3 Mosebog 27:27 siges der dog: „Hvis det er blandt de urene dyr, så skal han løskøbe det i overensstemmelse med vurderingssummen og føje en femtedel af den til. Men hvis det ikke købes tilbage, så skal det sælges til vurderingssummen.“ Nogle forskere anser dette skriftsted for at være en lempelse af bestemmelsen om at et æsel skulle løskøbes, men skriftstedet handler uden tvivl om noget helt andet. I stedet for at der skulle være tale om et urent dyr, som for eksempel et æsel, kan ordene „hvis det er blandt de urene dyr“ gælde et dyr der var urent alene fordi det havde en fejl og derfor var uegnet som offer.

Hvorfor omtaler Jehova ’sin tjener David’ som førstefødt når David ikke var en førstefødt søn?

I Salme 89 omtaler Jehova David som sin tjener og nævner den pagt om et rige som han havde indgået med ham. I denne forbindelse siger Jehova: „Jeg indsætter ham som førstefødt, den højeste af jordens konger.“ (Sl 89:20, 27) David var ikke en førstefødt søn. (1Kr 2:13-15) Det ser derfor ud til at Jehova profetisk omtalte den som David var et billede på, Guds egen „førstefødte“ søn i himmelen, hvem han overdrager et kongedømme der er mere ophøjet end noget kongedømme en jordisk hersker har haft. — Jf. Ez 34:24, hvor Messias kaldes „min tjener David“.

Om Jesus Kristus hedder det at han er „al skabnings førstefødte“ og „den førstefødte af de døde“ — han indtager ikke blot den mest fremtrædende stilling i forhold til alle skabninger og alle opstandne, men han var også den første der blev skabt, og den første der blev oprejst fra de døde til evigt liv. (Kol 1:15, 18; Åb 1:5; 3:14) Da Jesus kom til jorden, var han Marias førstefødte barn og blev fremstillet i templet efter Jehovas lov. (Lu 2:7, 22, 23) Apostelen Paulus omtaler Jesu Kristi disciple der er indskrevet i himlene, som „menigheden af førstefødte“, de første der af Gud er blevet antaget som sønner på grundlag af deres tro på Jesu offer, og de første af Kristi disciple der bliver oprejst til udødeligt liv. — He 12:23.

I Job 18:13 bruges udtrykker „dødens førstefødte“ om den mest dødbringende sygdom.