Det hebraiske ord misjpachahʹ betyder foruden familie, husstand, også slægt og bruges i udvidet betydning om en stamme, et folk eller en nation. Det græske ord patriaʹ har også en bred betydning. Familieordningen er indstiftet af Jehova Gud. Han er sin himmelske families Fader [patērʹ] og den „hvem enhver slægt [patriaʹ] i himmelen og på jorden skylder sit navn“, fordi han lagde grunden til den første familie blandt mennesker på jorden i den hensigt at jorden skulle fyldes med mennesker. (Ef 3:14, 15) Desuden tillod han endog synderen Adam at stifte familie ved at han fik børn „der lignede ham og var i hans billede“. (1Mo 5:3) Senere har Jehova i Bibelen tydeligt vist at han tillægger den gudgivne forplantningsevne — hvorved en mand kan bevare sit navn og sin slægt på jorden — stor betydning. — 1Mo 38:8-10; 5Mo 25:5, 6, 11, 12.

Familiens opbygning og bevarelse. I oldtidens hebraiske samfund var familien den grundlæggende enhed. Familien fungerede som en lille regering: faderen var som overhoved ansvarlig over for Gud, og moderen stod under mandens ledelse over børnene i husstanden. (Apg 2:29; He 7:4) Familien var i mindre målestok et spejlbillede af Guds store familie. Gud  skildres i Bibelen som en ægtemand, og „det Jerusalem som er oventil“ omtales som moder til hans børn. — Ga 4:26; jf. Es 54:5.

I patriarktiden kunne familieordningen i visse henseender sammenlignes med et nutidigt aktieselskab. Familiens medlemmer havde visse personlige ejendele, men størstedelen var familiens fælleseje, og det var faderen der disponerede. En synd begået af et af familiens medlemmer blev betragtet som en synd mod selve familien, især mod dens overhoved. Den bragte forsmædelse over ham, og som husstandens dommer havde han pligt til at tage de nødvendige skridt til at bringe sagen i orden. — 1Mo 31:32, 34; 3Mo 21:9; 5Mo 22:21; Jos 7:16-25.

Den oprindelige norm som Jehova satte for familien, var monogami. Skønt polygami senere blev praktiseret, var dette imod det princip som Gud oprindelig havde fastsat. Han tolererede det imidlertid indtil hans tid var inde til at genindføre den oprindelige norm, hvilket skete i den kristne menighed. (1Ti 3:2; Ro 7:2, 3) Under Lovpagten tillod han polygami, og de love han gav på dette område, bevirkede at familieenheden blev bevaret og stadig kunne fungere. Men det var Jehova selv der sagde: „Af den grund forlader en mand sin fader og sin moder, og han skal holde sig til sin hustru, og de skal blive ét kød.“ Og Jesus citerede disse ord og erklærede derpå: „Altså er de ikke længere to, men ét kød. Derfor, hvad Gud har sat sammen, må intet menneske skille ad.“ (1Mo 2:24; Mt 19:4-6) Det fremgår af den bibelske beretning at Adam kun havde én hustru, og at hun blev „moder til alle levende“. (1Mo 3:20) Noas tre sønner, der begyndte at opfylde jorden efter den verdensomspændende vandflod, var alle sønner af samme fader og samme moder, og hver søn overlevede Vandfloden sammen med kun én hustru. — 1Mo 8:18; 9:1; 1Pe 3:20.

Under Lovpagten. Da Gud gav Israel De Ti Bud, tilkendegav han at han ønskede familieenheden bevaret intakt. „Ær din fader og din moder,“ lyder det femte bud, det første bud med et løfte. (5Mo 5:16; Ef 6:2) Den der gjorde oprør mod sine forældre, blev betragtet som en der gjorde oprør mod det styre Gud havde indført og mod Gud selv. Hvis vedkommende slog sin fader eller moder eller forbandede dem eller viste sig at være uforbederligt opsætsig, skulle han lide døden. (2Mo 21:15, 17; 3Mo 20:9; 5Mo 21:18-21) Børn skulle have tilbørlig ærefrygt for deres forældre, og den der behandlede sin fader eller moder med foragt, blev forbandet. — 3Mo 19:3; 5Mo 27:16.

Det syvende bud, „Du må ikke begå ægteskabsbrud“, forbød enhver kønslig forbindelse mellem en gift person og en anden uden for ægteskabet. (2Mo 20:14) Alle børn skulle fødes i en familie. En søn født uden for ægteskab anerkendtes ikke, og hans efterkommere kunne ikke, end ikke i tiende generation, blive medlemmer af Israels menighed. — 5Mo 23:2.

Ved at forbyde ægteskabsbrud værnede det syvende bud om familieenheden, og ved at forbyde et uret begær beskyttede det tiende bud både en mands egen familie og andre familier mod at få deres ret krænket. Hvad der almindeligvis hørte familielivet til, såsom hus, hustru, tjenestefolk, dyr og anden ejendom, blev beskyttet ved dette bud. — 2Mo 20:17.

Under Moseloven blev der omhyggeligt ført slægtsregistre, og familieenheden blev understreget og bevaret ved at den fædrene arvelod blev i familiens eje. Slægtsregistrene havde især betydning i Judas slægtslinje og senere i hans efterkommer Davids slægtslinje. På grund af løftet om at Messias, Kongen, ville komme i denne slægtslinje, vågede man nidkært over disse registre. Og selv om Moseloven ikke forbød polygami, blev familiens enhed beskyttet og dens slægtsregistre bevaret gennem strenge love på dette område. Løsagtighed eller promiskuitet var på ingen måde tilladt. Sønner født af medhustruer var legitime, ægte sønner af faderen. — Se MEDHUSTRU.

Moseloven forbød udtrykkeligt indgåelse af ægteskab med medlemmer af de syv kana’anæiske nationer som skulle udryddes af landet. (5Mo 7:1-4) Da israelitterne overtrådte dette bud, blev de fanget i afgudsdyrkelsens snare og til sidst ført i fangenskab af deres fjender. Salomon satte et dårligt eksempel ved at synde på dette område. (Ne 13:26) Ezra og Nehemias gennemførte nidkært reformer blandt de israelitter som efter landflygtigheden havde besmittet deres familier og hele Israel ved at gifte sig med fremmede kvinder. — Ezr 9:1, 2; 10:11; Ne 13:23-27.

Da Gud sendte sin enestefødte søn til jorden, lod han ham føde under omstændigheder hvorved han kom til at tilhøre en jordisk familie. Gud sørgede for at han fik en gudfrygtig stedfader og en kærlig moder. Som barn underordnede Jesus sig sine forældre, viste dem respekt og adlød dem. (Lu 2:40, 51) Selv da han hang døende på marterpælen, viste han sin moder, der åbenbart var blevet enke, respekt og kærlig omsorg da han sagde til hende: „Kvinde, se! Din søn!“ og til den discipel han elskede: „Se! Din moder!“ hvorved han sørgede for at denne discipel tog hende til sig i sit hjem. — Joh 19:26, 27.

 Hvilken betydning tillægger Bibelen familien i den kristne menighed?

I den kristne menighed anses familien for at være det kristne samfunds grundlæggende enhed. De Kristne Græske Skrifter indeholder mange anvisninger vedrørende familiemedlemmernes forhold til hinanden. Manden har den forret at være familiens overhoved; hustruen er underordnet manden og står for husholdningen under hans almindelige tilsyn. (1Kor 11:3; 1Ti 2:11-15; 5:14) Idet Paulus sammenligner Jesus med en ægtemand og et familieoverhoved i forholdet til sin hustrulignende menighed, formaner han ægtemændene til at skuldre deres ansvar i kærlighed, mens hustruerne skal respektere deres mænd og underordne sig dem. (Ef 5:21-33) Børnene får befaling til at adlyde deres forældre, og især fædrene får pålagt ansvaret for at opdrage dem i Jehovas tugt og formaning. — Ef 6:1-4.

Den der virker som tilsynsmand i den kristne menighed, må, hvis han er gift, være et godt eksempel som familieoverhoved. Han må på en god måde forestå sin familie og kunne styre sine børn så de ikke er uregerlige eller bliver anklaget for udsvævelser; for, som Paulus siger: „Hvis en mand ikke ved hvordan han skal præsidere i sin egen husstand, hvordan kan han da tage vare på Guds menighed?“ idet menigheden kan sammenlignes med en familie. (1Ti 3:2-5; Tit 1:6) Hustruerne tilskyndes til at elske deres mænd og børn, tage sig af hjemmet og underordne sig deres mænd. — Tit 2:4, 5.

Jesus forudsagde at modstand mod Guds sandhed kunne splitte familier. (Mt 10:32-37; Lu 12:51-53) Apostelen Paulus formanede imidlertid indtrængende de kristne til ikke at bryde det ægteskabelige bånd, idet han appellerede til den troende om at tage hensyn til hvad der ville gavne den ikketroende ægtefælle og børnene. Han understregede familiens store værdi ved at påpege at Gud betragter de små børn som hellige til trods for at den ikketroende ægtefælle ikke er blevet renset for sine synder ved troen på Kristus. Den ikketroende ægtefælle gør sig måske endog skyldig i nogle af de ting som Paulus sagde at nogle af de kristne havde gjort sig skyldige i før de tog imod den gode nyhed om Kristus. (1Kor 7:10-16; 6:9-11) Apostelen værnede ligeledes om den kristne families enhed ved at formane ægtemænd og hustruer til at yde hinanden den ægteskabelige ret. — 1Kor 7:3-5.

Familieordningen har for mange vist sig at være en velsignelse i forbindelse med kristendommen, „for, hustru, hvordan ved du om du kan frelse din mand? Eller, mand, hvordan ved du om du kan frelse din hustru?“ (1Kor 7:16) Det fremgår også af de hilsener apostelen Paulus sendte til flere husstande. Nogle af de troende havde den forret at menigheden mødtes i deres hjem. (Ro 16:1-15) Den kristne missionær Filip var familieoverhoved og havde fire trofaste kristne døtre. Han fik det privilegium at have apostelen Paulus og hans medarbejdere boende i sit hjem i Cæsarea i en periode. (Apg 21:8-10) Den kristne menighed kaldes „Guds husstand“. (1Ti 3:15) Dens vigtigste medlem og overhoved er Jesus Kristus, der af ’husstanden’ anerkendes som det afkom eller den sæd hvorved alle jordens slægter skal velsigne sig. — Ef 2:19; Kol 1:17, 18; 1Mo 22:18; 28:14.

I de inspirerede skrifter forudsiges det at der ville blive rettet et voldsomt angreb mod familieordningen, og at dette ville resultere i at moralnormerne ville blive nedbrudt og samfundet uden for den kristne menighed gå i opløsning. Blandt dæmoninspirerede udtalelser „i senere tidsperioder“ nævnte Paulus at nogle ville ’forbyde at man giftede sig’. Han forudsagde at ulydighed mod forældre, illoyalitet og mangel på „naturlig hengivenhed“ ville være meget udbredt i „de sidste dage“, selv blandt nogle der ’havde en ydre form for gudhengivenhed’. Han rådede de kristne til at vende sig bort fra sådanne. — 1Ti 4:1-3; 2Ti 3:1-5.

Babylon den Store, der er en fjende af Guds ’kvinde’ (1Mo 3:15; Ga 4:27) og af Kristi ’brud’ (Åb 21:9), er en stor „skøge“, en organisation der begår utugt med jordens konger. At skøgen kaldes „moderen til jordens skøger og afskyeligheder“, viser at hendes ’døtre’ også er skøger, og at hun får andre til at ringeagte Jehova Guds ordninger og bud, deriblandt de bud der bidrager til enheden i familien. (Åb 17:1-6) Denne skøge søger at forhindre at Kristus får en ren ’brud’. Hun har således søgt at forlede andre til skøgevirksomhed og har frembragt mange ’skøgedøtre’. Kristi ’brud’ står imidlertid sejrrig, ren og retfærdig, værdig til at indtræde i Jehovas „husstand“ som Jesu Kristi „hustru“, til velsignelse og glæde for hele universet. — 2Kor 11:2, 3; Åb 19:2, 6-8; se ÆGTESKAB og andre familieforhold under deres respektive navne.