En fremtrædende religiøs retning inden for jødedommen i det 1. århundrede e.v.t. Ifølge nogle forskere betyder ordet farisæere „de udskilte; de afsondrede,“ hvilket måske sigter til deres bestræbelser for at undgå ceremoniel urenhed eller til at de holdt sig adskilt fra hedningerne. Nøjagtig hvornår farisæernes retning begyndte at vise sig, véd man ikke, men hos den jødiske historiker Josefus fremtræder farisæerne allerede på Johannes Hyrkan I’s tid (sidste halvdel af det 2. årh. f.v.t.) som en gruppe med stor indflydelse. Josefus siger: „De har så stor indflydelse på folket at selv når de siger noget imod kongen eller imod ypperstepræsten, bliver det straks antaget.“ — Jewish Antiquities, XIII, 288 (x, 5).

Josefus fortæller også hvad farisæernes lære gik ud på: „De tror at sjælen har kraft til at overleve døden, og at man under jorden vil få løn eller straf alt efter om man har levet et dydigt eller  lastefuldt liv: de onde sjæle vil blive indespærret i et evigt fængsel, mens de gode sjæle hurtigt går over til et nyt liv.“ (Jewish Antiquities, XVIII, 14, [i, 3]) „Enhver sjæl er nok udødelig, men kun de godes går over i et andet legeme; de ondes derimod rammes af evig straf.“ Angående deres opfattelse af skæbnen eller forsynet siger Josefus: „De tilskriver skæbnen og Gud alt; om man handler retfærdigt eller ikke, afhænger nok mest af menneskene selv; men i hvert enkelt tilfælde virker skæbnen også med.“ — Den jødiske krig, 2. bog, 8. kap., 14. afsnit, oversat af Erling Harsberg, 1997.

Af De Kristne Græske Skrifter fremgår det at farisæerne fastede to gange om ugen, gav tiende af de mindste ting (Mt 9:14; Mr 2:18; Lu 5:33; 11:42; 18:11, 12) og ikke var enige med saddukæerne, som hævdede at der hverken var „opstandelse eller engel eller ånd“. (Apg 23:8) De gjorde sig til af at de var retfærdige (i virkeligheden selvretfærdige), og de så ned på det jævne folk. (Lu 18:11, 12; Joh 7:47-49) For at gøre indtryk på andre og stille deres retfærdighed til skue gjorde farisæerne de skriftstedskapsler som de gik med som en beskyttelse, brede og frynserne på deres klæder store. (Mt 23:5) De var pengekære (Lu 16:14) og ville gerne have de fornemste pladser og smykke sig med smigrende titler. (Mt 23:6, 7; Lu 11:43) De var så snæversynede og pedantiske i deres håndhævelse af Moseloven at de lagde tunge byrder på folk ved at kræve at den skulle overholdes i overensstemmelse med deres opfattelse og de gamle overleveringer. (Mt 23:4) De tabte det vigtigste af syne, nemlig retfærdighed, barmhjertighed, trofasthed og kærlighed til Gud. (Mt 23:23; Lu 11:41-44) De gjorde sig store anstrengelser for at hverve proselytter. — Mt 23:15.

Det som de spurgte Kristus Jesus om, og som de ville angribe ham på, drejede sig i hovedsagen om overholdelse af sabbatten (Mt 12:1, 2; Mr 2:23, 24; Lu 6:1, 2), fastholdelse af de gamle overleveringer (Mt 15:1, 2; Mr 7:1-5) og omgang med syndere og skatteopkrævere (Mt 9:11; Mr 2:16; Lu 5:30). Farisæerne mente åbenbart at man blev uren af at omgås personer som ikke overholdt Moseloven på den måde de opfattede den. (Lu 7:36-39) Når Jesus omgikkes og endog spiste sammen med syndere og skatteopkrævere, fik det dem derfor til at gøre indsigelse herimod. (Lu 15:1, 2) Farisæerne fandt fejl hos Jesus og hans disciple fordi de ikke praktiserede den rituelle håndvask. (Mt 15:1, 2; Mr 7:1-5; Lu 11:7, 38) Jesus afslørede imidlertid deres forkerte tænkemåde og viste at de overtrådte Guds lov for deres menneskeskabte overleveringers skyld. (Mt 15:3-11; Mr 7:6-15; Lu 11:39-44) I stedet for at glæde sig og herliggøre Gud for de mirakuløse helbredelser Jesus udførte på sabbatten, blev farisæerne fyldt af raseri over hvad de anså for at være en krænkelse af sabbatsloven, og lagde derfor råd op om at få Jesus ryddet af vejen. (Mt 12:9-14; Mr 3:1-6; Lu 6:7-11; 14:1-6) Til en blind mand som Jesus havde helbredt på sabbatten, sagde de om Jesus: „Dette er ikke et menneske fra Gud, for han holder ikke sabbatten.“ — Joh 9:16.

Farisæernes indstilling viste at de ikke var retfærdige og rene indvendig. (Mt 5:20; 23:26) Ligesom de øvrige jøder havde de brug for at angre og omvende sig. (Jf. Mt 3:7, 8; Lu 7:30.) Men de fleste af dem foretrak at forblive åndeligt blinde (Joh 9:40) og blev kun mere og mere opsatte på at få Guds søn ryddet af vejen. (Mt 21:45, 46; Joh 7:32; 11:43-53, 57) Der var farisæere der falskeligt anklagede Jesus for at uddrive dæmoner ved dæmonernes hersker (Mt 9:34; 12:24) og for at aflægge et usandt vidnesbyrd. (Joh 8:13) Nogle farisæere søgte at skræmme ham (Lu 13:31), krævede at han skulle vise dem et tegn (Mt 12:38; 16:1; Mr 8:11), søgte at fange ham i ord (Mt 22:15; Mr 12:13; Lu 11:53, 54) og på anden måde at prøve ham med spørgsmål (Mt 19:3; 22:34-36; Mr 10:2; Lu 17:20). Til sidst bragte Jesus dem til tavshed ved til gengæld at spørge dem om hvordan det var muligt for Davids Herre også at være Davids søn. (Mt 22:41-46) Der var farisæere i den skare der senere pågreb Jesus i Getsemane (Joh 18:3-5, 12, 13), og der var farisæere blandt dem der anmodede Pilatus om at sikre graven så ingen kunne stjæle Jesu legeme. — Mt 27:62-64.

Under Jesu jordiske tjeneste øvede farisæerne så stor indflydelse at fremtrædende personer var bange for åbent at anerkende ham. (Joh 12:42, 43) Nikodemus, som selv var farisæer, var øjensynlig en af disse frygtsomme. (Joh 3:1, 2; 7:47-52; 19:39) Der kan også have været farisæere der ikke modstod ham, og som senere blev kristne. For eksempel rådede farisæeren Gamaliel til at man ikke lagde hindringer i vejen for de kristnes forkyndelse (Apg 5:34-39), og farisæeren Saulus (Paulus) fra Tarsus blev en Jesu Kristi apostel. — Apg 26:5; Flp 3:5.