En unormal forhøjelse af legemstemperaturen. Feber kan være et sygdomssymptom. Skønt høj feber kan forårsage vægt-, væske- og salttab, samt hovedpine og andre former for ubehag, er feberen i sig selv ofte en del af legemets forsvar mod infektion. Når en sygdom er kendetegnet af høj feber, fremgår dette ofte af navnet, som for eksempel skarlagensfeber, gul feber og denguefeber.

Malaria er en af de mest almindelige febersygdomme i Mellemøsten. Dysenteri, en anden sygdom der ledsages af feber, nævnes i Bibelen. (Apg 28:8) Karakteristisk for denne sygdom er  en alvorlig tyktarmsbetændelse, der undertiden medfører blod og slim i afføringen. I 3 Mosebog 26:16 er det hebraiske ord qaddaʹchath oversat med „brændende feber“, og det græske udsagnsord pyresʹsō er i Mattæus 8:14 gengivet med „at være syg med feber“, ordret: „at brænde af feber“.

Skønt Moseloven hovedsagelig tog sigte på Israels åndelige vel og på at holde det adskilt fra de hedenske folk, viser en nærmere undersøgelse af dens spise- og hygiejneforskrifter at den yderligere havde det gavnlige formål at beskytte folket mod mange sygdomme og deres spredning, heriblandt visse smitsomme febersygdomme.

(1) Hebræernes kost indeholdt normalt ikke meget kød, men hvis nogle ønskede at slagte et husdyr for at spise kødet, bragte de dyret til helligdommen (medmindre de, efter at de var draget ind i det forjættede land, boede for langt derfra). (3Mo 17:3-5; 5Mo 12:20-27) De spiste kødet efter at præsten havde ofret noget af det på alteret og fået sin del. Nogle fællesskabsofre skulle spises samme dag. Andre måtte ikke spises efter den anden dag, og kødet skulle brændes i ild. Da klimaet i Palæstina er varmt og man ikke havde mulighed for at holde kødet nedkølet, er det tydeligt at disse krav beskyttede israelitterne mod febersygdomme som kan forårsages af giftstoffer der dannes når visse organismer hurtigt formerer sig på kød der ikke holdes nedkølet, deriblandt Staphylococcus aureus og Salmonella. (2) Man véd at kødet af visse urene dyr, for eksempel svin, harer, ådselædende pattedyr og fugle, gnavere og nogle vanddyr og fisk, kan være kilden til visse sygdomme der ofte ledsages af feber. (3Mo 11:1-31) (3) Hygiejneforskrifterne var med til at sikre kogeredskaber og drikkevand mod forurening, der kunne medføre tyfus og andre febersygdomme. (3Mo 11:32-38) (4) Enhver der rørte ved et selvdødt dyr eller spiste noget af det, skulle rense sig. Dette forhindrede at visse sygdomsfremkaldende organismer spredtes. (3Mo 11:39, 40) (5) Lovene om at den enkelte skulle tildække sin afføring, og om at blod skulle tildækkes med støv, var en beskyttelse mod febersygdomme som hepatitis. (3Mo 17:13; 5Mo 23:12, 13) (6) Hvis morallovene blev overholdt, ville det eliminere så godt som alle seksuelt overførte sygdomme, der kan angribe alle legemets organer og ofte er ledsaget af feber. (3Mo 18:20, 22, 23) (7) Karantænelovene beskyttede mod spredning af infektionssygdomme. — 3Mo 13; 4Mo 19:11, 12, 16; 31:19.

Jehova advarede israelitterne om at de, hvis de gik imod hans bud, ville hentæres af sult, en faktor der bidrager til mange febersygdomme; de ville blive ramt af tuberkulose og brændende feber, betændelse og feberhede; de ville få bylder, hududslæt (sygdomme der ofte er ledsaget af feber) og blive slået med blindhed. (3Mo 26:14-16; 5Mo 28:22, 27) Alt dette gik i opfyldelse efter at israelitterne gentagne gange havde gjort oprør mod Jehova og overtrådt hans love. — Ez 4:16, 17; 33:10.

Da Jesus var på jorden, helbredte han mange mennesker der var syge og havde feber, for eksempel apostelen Peters svigermoder. (Mt 8:14, 15; Mr 1:29-31) I sin beretning herom gør Lukas — åbenbart fordi han var læge — opmærksom på hvor syg hun var, idet han siger at hun havde „høj feber“. (Lu 4:38) Ved en lejlighed helbredte Jesus en søn af en af Herodes Antipas’ tjenere skønt den febersyge dreng lå for døden i Kapernaum og Jesus selv opholdt sig omkring 25 km derfra, i Kana. Som følge af dette mirakel kom tjeneren og hele hans husstand til troen. — Joh 4:46-54.

En af de mirakuløse gaver som nogle af den første kristne menigheds medlemmer havde fået gennem Jesus Kristus, var kraften til at helbrede. (1Kor 12:7-9, 11, 30) Apostelen Paulus gjorde brug af denne gave da han helbredte Publius’ fader, der var plaget af feber og dysenteri. Publius var den øverste på øen Malta og havde jordbesiddelser dér. Da øens indbyggere hørte om denne helbredelse, kom de til Paulus, og han kurerede mange for deres sygdomme. — Apg 28:7-9.