(Feʹlix) [fra lat.; betyder „lykkelig“].

Prokurator over den romerske provins Judæa. Han holdt Paulus som fange i to år efter at denne for sidste gang, omkring år 56, havde været i Jerusalem. Ifølge Tacitus beklædte Felix i flere år embedet som prokurator over Judæa sammen med Cumanus, hvorefter Felix varetog embedet alene. (Tacitus’s Årbøger, XII, LIV) Josefus siger intetsteds at Felix virkede samtidig med Cumanus, og det har fået de fleste forskere til at mene at Felix begyndte at virke som prokurator i år 52 e.v.t. (Jewish Antiquities, XX, 137 [vii, 1]; Den jødiske krig, 2. bog, 12. kap., 8. afsnit) Men i betragtning af de år Felix havde beklædt embedet, kunne Paulus alligevel med rette sige til ham: „Denne nation har haft dig som dommer i mange år.“ — Apg 24:10.

Verdslige historikere siger at Felix engang havde været slave, at hans egentlige navn var Antonius, at kejser Claudius frigav ham og hans broder Pallas, og at han var grusom og umoralsk.  Tacitus beskriver ham som en mand der udøvede kongemagten „med al den grumhed og vilkårlighed, som er egen for en slavisk natur“. (Tacitus’s Historiebøger, oversat af O. A. Hovgård, København 1889, 5. bog, afsnit 9-11) Det siges at det var ham der stod bag drabet på ypperstepræsten Jonatan. Svetonius siger at Felix var gift med tre prinsesser. (Romerske Kejsere, København 1977, Divus Claudius, s. 28) Disse oplysninger stemmer med hvad man kan læse om Felix i Bibelen.

Efter at Paulus var blevet taget i forvaring, blev den romerske militærtribun Claudius Lysias bange for at hans fange skulle blive myrdet hvis han blev i Jerusalem, og han lod derfor Paulus føre til Cæsarea i største hast og med en stor eskorte, idet han ’pålagde anklagerne at udtale sig imod ham’ over for Felix. (Apg 23:23-30) Fem dage senere kom ypperstepræsten Ananias, en vis Tertullus og andre ned fra Jerusalem og rettede urimelige anklager imod Paulus. Felix førte forsædet ved retsmødet, og han udskød sagens afgørelse. Han gav ordre til at Paulus „skulle holdes i forvaring og have nogen lempelse, og at ingen af hans egne måtte hindres i at yde ham tjeneste“. — Apg 24:1-23.

Senere ’lod Felix Paulus hente og hørte på ham om troen på Kristus Jesus’. Det var ved den lejlighed, muligvis mens Felix’ hustru Drusilla var til stede, at Paulus „talte om retfærdighed og selvbeherskelse og den kommende dom“. Da Felix hørte herom, blev han forskrækket og sagde til apostelen: „Foreløbig kan du gå, og når jeg får tid skal jeg tilkalde dig igen.“ I løbet af de to år Paulus sad fængslet her, lod Felix ham hyppigt hente og talte med ham, idet han forgæves håbede på at Paulus ville give ham penge for at løslade ham. — Apg 24:24-27.

Jøderne var højst utilfredse med Felix’ embedsførelse. Formodentlig i år 58 blev Felix „efterfulgt af Porkius Festus; og da Felix gerne ville indynde sig hos jøderne, efterlod han Paulus bundet“. (Apg 24:27) At Felix viste jøderne denne gestus, lægte imidlertid ikke de sår han havde tilføjet dem, og det afholdt dem heller ikke fra at sende en delegation til Rom for at forfølge den sag de havde rejst mod ham. Når han ikke blev straffet efter at han var blevet kaldt tilbage til Rom, tilskrives det alene at hans broder Pallas kunne gøre sin indflydelse gældende på grund af den begunstigede stilling han indtog hos Nero.