Det hebraiske ord ’ojevʹ og det græske echthrosʹ sigter til en der nærer fjendskab over for eller had til en anden. (2Mo 23:22; Mt 5:43) Den første beretning om fjendskab i universet drejer sig om det tilfælde da „slangen“, der senere i Bibelen identificeres som Satan Djævelen (Åb 12:9), drog Guds sandfærdighed i tvivl over for Eva. (1Mo 3:4, 5) Jesus Kristus kaldte denne åndeskabning „en manddraber“, „en løgner“ og „løgnens fader“. — Joh 8:44; se SATAN.

Fjender af Gud. Siden da har Satan været Guds ærkefjende. (Mt 13:25, 39) Han har øvet indflydelse på menneskene, og de har ladet sig påvirke, med det resultat at „hele verden ligger i den ondes magt“. (1Jo 5:19) Denne verden er derfor Guds fjende. (Jak 4:4) Men Gud har været langmodig over for sine fjender, og han har vist barmhjertighed over for dem af dem som ønskede at tjene ham. Han har sørget for at de i kraft af Jesu Kristi offer kan blive forligt med ham. (Ro 5:10; Kol 1:21, 22) Han har gjort alle der er i samhørighed med Kristus, til „ambassadører“ som udfører en forligelsens tjeneste i en fjendtlig verden. — 2Kor 5:18-21.

Mange er imidlertid blevet uforsonlige fjender af Gud. Det gælder Satan og hans dæmoner, som samler nationerne imod Gud (Åb 16:13-16); det frafaldne „lovløshedens menneske“, der sætter sig op imod Gud (2Ts 2:3, 4); „Babylon den Store“, hvis „synder har hobet sig op, helt op til himmelen“ (Åb 17:5; 18:5); ’vilddyret der stiger op af havet’, og som får sin magt og myndighed fra dragen, Satan (Åb 13:1, 2, 6); det tohornede „vilddyr“, som får folk til at tilbede vilddyret der stiger op af havet (Åb 13:11, 12); ’det skarlagenrøde vilddyr’ som er „fuldt af gudsbespottelige navne“ (Åb 17:3); og dem der vedblivende støtter dem (Åb 19:17-21). Gud vil udslette disse fjender af ham. — 5Mo 32:41; Es 59:18; Åb 20:10.

Fjender af Kristus. Guds fjender er også Kristi fjender. (Joh 8:42-47; Mt 10:40) Da Jesus Kristus var på jorden, påførte Guds fjender ham store lidelser, men han gengældte ikke ondt med ondt; han søgte ikke at skade dem. (1Pe 2:21-23) Han helbredte endda en af dem der med sværd og køller var kommet for at pågribe ham. — Lu 22:49-51; Joh 18:10, 11.

Efter sin opstandelse har Kristus imidlertid „taget sæde ved Guds højre hånd, og herefter venter han indtil hans fjender lægges som en skammel for hans fødder“. (He 10:12, 13; Lu 20:41-43) Dette var forudsagt i Salme 110, der også indeholder denne befaling fra Jehova til hans søn: „Hersk midt blandt dine fjender.“ (Sl 110:2) Disse fjender af Jehova og hans „salvede“ omfatter ’nationer’, ’folkestammer’, „konger“ og ’magthavere’. (Sl 2:1-9) Ifølge Åbenbaringen 19:11-21 vil Jesus Kristus som den der kaldes „Trofast og Sand“, „Guds Ord“ og „Kongers Konge og Herrers Herre“, føre himmelens hære imod sine fjender. Hans fjender omtales her som „vilddyret og jordens konger og deres hære“ samt „den falske profet“, og de bliver alle udslettet af ham.

Fjender af menneskeheden. Guds fjender er også menneskehedens fjender, for de kæmper imod menneskenes forligelse med Gud og imod gennemførelsen af Guds hensigter med jorden og menneskene. De modstår forkyndelsen af sandheden og modarbejder derved alle menneskers interesser, ligesom de der forfulgte de første kristne, gjorde. — 1Ts 2:15.

Også døden, der er trængt igennem til alle mennesker efter at synden kom ind i verden gennem Adam, betegnes i Bibelen som en „fjende“ af menneskeheden. (1Kor 15:26; Ro 5:12) I egen kraft kan mennesket ikke overvinde døden. (Sl 89:48) Men Jehova Gud vil ved Jesus Kristus udrydde denne fjende af menneskeheden. — 1Kor 15:24-26; Es 25:8.

Den kristnes kamp. Apostelen Paulus beskrev den kristnes kamp med ordene: „For os er kampen nemlig ikke imod blod og kød, men imod regeringerne, imod myndighederne, imod verdensherskerne i dette mørke, imod ondskabens åndemagter i det himmelske.“ (Ef 6:12; jf. 2Kor 10:4.) Den kristne kæmper således ikke imod mennesker, men imod onde åndemagter der forsøger at vende ham bort fra Gud. Jesus Kristus forklarede sine disciple at verden på sin side ville hade og endog dræbe dem (Mt 10:22; 24:9; Joh 16:2), og at en mand i nogle tilfælde ville få medlemmer af sin egen husstand til fjender. — Mt 10:36.

Hvordan skal den kristne forholde sig til mennesker der optræder som fjender? Jesus gav denne vejledning: „Bliv ved med at elske jeres fjender, at gøre godt mod dem der hader jer.“ (Lu 6:27, 28) Han forklarede: „I har hørt at der er blevet sagt [ikke i Bibelen, men ifølge jødernes overlevering]: ’Du skal elske din næste og hade din fjende.’ Men jeg siger jer: Bliv ved med at elske jeres fjender og at bede for dem som forfølger jer.“ (Mt 5:43, 44) Uden tvivl med tanke på Ordsprogene 25:21 formanede apostelen Paulus: „Hvis din fjende sulter, så giv ham noget at spise.“ (Ro 12:20) Det samme princip fandtes  i Moseloven: „I det tilfælde at du træffer på din fjendes okse eller hans æsel der flakker om, skal du ubetinget føre dyret tilbage til ham. I det tilfælde at du ser et æsel som tilhører en der hader dig, ligge udmattet under sin byrde, må du ikke lade ham i stikken. Sammen med ham skal du straks gøre det fri.“ — 2Mo 23:4, 5.

Som følge af at Jehovas tjenere har fulgt disse gode principper, er mange af deres fjender blevet mildere stemt over for dem og over for Gud. Som der siges i Ordsprogene 16:7: „Når Jehova har behag i en mands veje, lader han endog hans fjender holde fred med ham.“ (Jf. Ro 12:17, 18, 21; 1Pe 2:19, 20; 3:9.) Et fremtrædende eksempel på barmhjertighed over for en fjende er Jesu behandling af Saulus fra Tarsus (der blev apostelen Paulus). — Apg 9:1-16; 1Ti 1:13; jf. Kol 1:21, 22.

Jehova Gud har sagt: „Hævnen er min, og gengældelsen.“ (5Mo 32:35; Ro 12:19; He 10:30) En Guds tjener vil derfor ikke tage hævnen i egen hånd, og han vil heller ikke ønske ondt over sine fjender for personlig tilfredsstillelses skyld, for han husker det vise råd: „Fryd dig ikke når din fjende falder, og lad ikke dit hjerte juble når noget får ham til at snuble.“ (Ord 24:17) Når det under Moseloven skulle afgøres om et drab var begået med overlæg eller der var tale om en ulykke, blev der lagt vægt på om den anklagede tidligere havde været en fjende af den dræbte, havde næret had til ham eller havde slået ham i fjendskab. — 4Mo 35:20-25.

Der er mange andre fjender som den kristne må overvinde i sit liv, foruden den bogstavelige, personlige modstand, og det er farligt at bukke under for disse „fjender“, da det vil resultere i at man bliver en fjende af Gud. Som apostelen Paulus skrev: „At holde sindet rettet mod kødet betyder fjendskab med Gud, for det er ikke underordnet Guds lov, og kan jo heller ikke være det.“ (Ro 8:7; Ga 5:17) Bibelen forklarer at to kræfter strides som fjender i den kristnes indre: (1) „Guds lov“, som Paulus omtalte som den lov der nu beherskede hans sind, og som også blev kaldt „åndens lov, den ånd der giver liv i samhørighed med Kristus Jesus,“ og (2) „syndens lov som er i [menneskets] lemmer“ eller „syndens og dødens lov“. (Ro 7:22-25; 8:2) Tilsvarende formanede apostelen Peter de kristne til at ’holde sig fra de kødelige lyster, som fører krig mod sjælen’. (1Pe 2:11) Jesu halvbroder Jakob giver udtryk for samme tanke idet han nævner ’trangen til sanselige nydelser som fører krig i de troendes lemmer’. (Jak 4:1) For at kunne modstå alle disse kræfter eller tilbøjeligheder må den kristne erkende at de er fjender.