En velset og gæstfri handling der ofte gik forud for et måltid i fortidens Mellemøsten. I det almindeligvis varme klima gik man normalt med åbne sandaler og færdedes til fods på den tørre jord eller ad støvede veje. I et hjem hos jævne mennesker var det som regel værten der kom med fade og vand, og gæsterne vaskede selv deres fødder. (Dom 19:21) I et mere velhavende hjem blev fodvaskningen betragtet som tyendearbejde, og værten lod som regel en træl vaske gæsternes fødder. Da David bad Abigajil blive hans hustru, viste hun sin villighed ved at sige: „Her er din trælkvinde, som en tjenestepige til at vaske min herres tjeneres fødder.“ (1Sa 25:40-42) Det var et særligt udtryk for ydmyghed og kærlig opmærksomhed over for gæsterne at værten eller værtinden personligt vaskede gæsternes fødder.

Fodvaskning var ikke kun et udtryk for gæstfrihed; man vaskede som regel også fødderne før man gik i seng. (Høj 5:3) Særlig bemærkelsesværdigt er det at de levitiske præster skulle vaske hænder og fødder før de gik ind i teltboligen, og før de gjorde tjeneste ved alteret. — 2Mo 30:17-21; 40:30-32.

Da Jesus Kristus var på jorden, kunne en vært tilbyde sin gæst vand til fodvaskning, kysse ham og indgnide hans hoved med olie. Farisæeren Simon forsømte at vise gæstfrihed på disse tre måder da Jesus var gæst i hans hjem. Da en grædende, syndig kvinde vædede Jesu fødder med sine tårer, tørrede dem med sit hår, kyssede hans fødder og indgned dem med vellugtende olie, påpegede Kristus Simons forsømmelse og sagde til kvinden: „Dine synder er tilgivet.“ — Lu 7:36-50.

Jesus Kristus vaskede sine apostles fødder den sidste aften i sit jordiske liv, den 14. nisan år 33, ikke for at fastlægge et ritual, men for at lære apostlene noget og ’give dem et forbillede’. (Joh 13:1-16) Apostlene havde diskuteret hvem af dem der var den største. Den selv samme aften, efter at Jesus havde vasket deres fødder, havde de endnu en heftig diskussion om hvem af dem der syntes at være den største. (Lu 22:24-27) Men det Jesus havde gjort, ville ikke hurtigt blive glemt. Den aften lånte Jesus og apostlene et lokale og var ikke gæster hos nogen. Derfor var der ingen tjenere til at vaske deres fødder, hvilket uden tvivl ville have været tilfældet hvis de havde været gæster. Ingen af apostlene tog initiativet til at udføre dette tyendearbejde for de andre. På et passende tidspunkt under måltidet rejste Jesus sig imidlertid, lagde sine yderklæder, bandt et håndklæde om sig, kom vand i et vaskefad og vaskede deres fødder. Derved viste han at hver enkelt i ydmyghed skulle være de andres tjener og på en praktisk måde skulle vise kærlighed ved at gøre noget der bidrog til andres velvære. Det gjorde kristne værtinder, hvilket fremgår af at apostelen Paulus nævner det at vaske de helliges fødder blandt de gode gerninger kristne enker gjorde. (1Ti 5:9, 10) I De Kristne Græske Skrifter omtales fodvaskning ikke som et ritual kristne skal udføre. Det eksempel Jesus satte ved sin handling, minder imidlertid kristne om at de i kærlighed skal betjene deres brødre, også i små ting, blandt andet ved at udføre mindre ærefuldt arbejde til gavn for dem. — Joh 13:34, 35; se BAD, BADNING.