Eftersom mennesket blev skabt i den retfærdige Guds billede (1Mo 1:26; Sl 37:28; Mal 2:17), har det fra tidernes morgen været i besiddelse af retfærdighedssans. (Es 58:2; Ro 2:13-15) Første gang Jehova afsagde en dom for at håndhæve retfærdighed, var da han afsagde dommen over det første menneskepar og over slangen, som Djævelen talte igennem. Straffen for ulydighed mod Gud, der var det samme som oprør mod universets suveræne Hersker, var døden. (1Mo 2:17) Da Kain havde dræbt sin broder Abel, stod det ham klart at man af retfærdighedsfølelse ville stræbe ham efter livet for at hævne mordet. Jehova bemyndigede dog ingen til at eksekvere dommen over Kain, men forbeholdt sig selv at øve gengæld, hvilket han gjorde ved at lade Kains slægtslinje gå til grunde i Vandfloden. (1Mo 4:14, 15) Ca. 700 år før Vandfloden erklærede Enok at Gud ville komme og eksekvere dom over dem der havde øvet ugudelige gerninger. — 1Mo 5:21-24; Jud 14, 15.

Efter Vandfloden. Efter Vandfloden udstedte Gud flere love, idet han blandt andet for første gang bemyndigede mennesker til at eksekvere straffen for mord. (1Mo 9:3-6) Senere sagde Jehova om Abraham: „Jeg har jo stiftet bekendtskab med ham for at han kan give sine sønner og sit hus efter sig påbud, så de holder sig til Jehovas vej ved at øve retfærdighed og ret.“ (1Mo 18:19) I det patriarkalske samfund var man altså underlagt Guds love, som man var bekendt med.

Jehova åbenbarede sit syn på ægteskabsbrud og straffen herfor da han fortalte Abimelek at han var så godt som død fordi han havde taget Sara til sig i den hensigt at gifte sig med hende (uden dog at vide at hun tilhørte Abraham). (1Mo 20:2-7) Juda dømte Tamar til døden for utugt. — 1Mo 38:24.

Guds lov til Israel. Da Israel blev organiseret som et folk, blev Gud dets Konge, Lovgiver og Dommer. (Es 33:22) Han gav det „De Ti Ord“ eller „De Ti Bud“, der indeholdt de grundlæggende principper for et lovkompleks på omkring 600  andre bud eller love. Han indledte „De Ti Ord“ med at sige: „Jeg er Jehova din Gud, som har ført dig ud af Ægyptens land.“ (2Mo 20:2) Deri lå den væsentligste begrundelse for at hele Loven måtte adlydes. Ulydighed var ikke blot et brud på regeringsoverhovedets lov, men også en forseelse mod det religiøse overhoved, folkets Gud. Det var blasfemi eller gudsbespottelse, og det var majestætsfornærmelse og højforræderi.

Under Moseloven gjaldt de samme principper som i det patriarkalske samfund. Men Moseloven var mere detaljeret og omfattede hele menneskets tilværelse. Hele den lov der indeholdtes i Mosebøgerne, befandt sig på et så højt moralsk niveau at enhver der ville forsøge at efterleve den, måtte føle sig dømt af den som en synder, en der var ufuldkommen. „Budet er helligt og retfærdigt og godt“, og „loven er åndelig,“ siger apostelen Paulus. „Den blev føjet til for at gøre overtrædelserne kendt.“ (Ro 7:12, 14; Ga 3:19) Den var hele Guds lov til Israel, et fuldstændigt lovkompleks som indeholdt alle Jehovas principper og officielle bestemmelser, ikke blot en samling retstilfælde der kunne opstå eller allerede var opstået.

Lovens straffebestemmelser tjente derfor til at lade synden fremstå som „langt mere syndig“. (Ro 7:13) Gengældelsesprincippet (øje for øje, tand for tand) krævede streng retfærdighed. Når Loven blev adlydt, gav den folket fred og ro, værnede om nationen, beskyttede den enkelte mod lovovertrædere og sørgede for erstatning når noget var blevet stjålet eller ødelagt.

I 2 Mosebog 20 og 5 Mosebog 5, hvor De Ti Bud findes, anføres ikke nogen bestemt straf for overtrædelse af disse bud, men den beskrives udførligt andre steder. Der var dødsstraf for overtrædelse af de første syv bud. Straffen for tyveri var pligt til at genoprette den forvoldte skade og at yde erstatning til den bestjålne. Den der aflagde falsk vidnesbyrd, fik samme straf som den overtræderen ville have bragt over andre. Det sidste bud, budet om ikke at begære eller nære urette ønsker, var ikke belagt med nogen straf som jordiske dommere kunne håndhæve. Budet gik videre end nogen menneskelige love ved at gøre enhver til sin egen åndelige politibetjent og ved at tage fat om selve roden til at de øvrige bud blev overtrådt. Hvis et uret ønske fik lov til at slå rod, ville det uvægerlig give sig udslag i overtrædelse af et af de andre ni bud.

Grove forbrydelser under Moseloven. Forbrydelser der medførte dødsstraf. Under Moseloven idømtes dødsstraf for (1) gudsbespottelse (3Mo 24:14, 16, 23); (2) tilbedelse af en hvilken som helst anden gud end Jehova, enhver form for afgudsdyrkelse (3Mo 20:2; 5Mo 13:6, 10, 13-15; 17:2-7; 4Mo 25:1-9); (3) trolddomskunst, spiritisme (2Mo 22:18; 3Mo 20:27); (4) falsk profeti (5Mo 13:5; 18:20); (5) overtrædelse af sabbatsbudet (4Mo 15:32-36; 2Mo 31:14; 35:2); (6) mord (4Mo 35:30, 31); (7) ægteskabsbrud (3Mo 20:10; 5Mo 22:22); (8) indgåelse af ægteskab under foregivende af at være jomfru (5Mo 22:21); (9) kønslig omgang med en forlovet kvinde (5Mo 22:23-27); (10) blodskam (3Mo 18:6-17, 29; 20:11, 12, 14); (11) homoseksuel adfærd (3Mo 18:22; 20:13); (12) sodomi (3Mo 18:23; 20:15, 16); (13) kidnapning (2Mo 21:16; 5Mo 24:7); (14) vold mod eller forbandelse af forældre (2Mo 21:15, 17); (15) afgivelse af falsk vidneudsagn hvis den der blev vidnet imod, ville være blevet straffet med døden (5Mo 19:16-21); (16) at nærme sig teltboligen uden at være bemyndiget til det (4Mo 17:13; 18:7).

I mange tilfælde omtales straffen som ’udryddelse’, der som regel blev eksekveret ved stening. Denne straf gjaldt ikke alene overlagt synd og spottende, respektløs tale imod Jehova (4Mo 15:30, 31), men også mange andre ting, som for eksempel at man undlod at lade sig omskære (1Mo 17:14; 2Mo 4:24), med overlæg undlod at fejre påsken (4Mo 9:13), undlod at fejre forsoningsdagen (3Mo 23:29, 30), fremstillede eller brugte den hellige salveolie til almindelige formål (2Mo 30:31-33, 38), spiste blod (3Mo 17:10, 14), spiste et offer mens man var uren (3Mo 7:20, 21; 22:3, 4, 9), spiste syret brød under de usyrede brøds højtid (2Mo 12:15, 19), bragte et offer et hvilket som helst andet sted end ved teltboligen (3Mo 17:8, 9), spiste af et fællesskabsoffer på tredjedagen efter at offeret var bragt (3Mo 19:7, 8), undlod at lade sig rense (4Mo 19:13-20), rørte noget helligt uden beføjelse (4Mo 4:15, 18, 20), havde samleje med en menstruerende kvinde (3Mo 20:18), eller at man spiste fedtet af et offer. — 3Mo 7:25; se også DOMSEKSEKVERING; ØDELÆGGELSE, UDRYDDELSE.

Straffe under Moseloven. Moselovens straffebestemmelser havde til formål at bevare landet fri for besmittelse i Guds øjne; de der øvede noget der var afskyeligt, blev udryddet af folket. Straffene virkede desuden afskrækkende, så respekten for livets hellighed, for landets lov og dets Lovgiver og for medmennesket blev bevaret. Når Loven blev overholdt, beskyttede den nationen mod økonomisk ruin og mod moralsk forfald med sygdomme og fysisk svækkelse til følge.

 Loven foreskrev ingen barbariske afstraffelser. Ingen kunne straffes for andres overtrædelser. Der var klare principper at gå efter. Dommerne var fri til at afgøre hver sag for sig og kunne tage hensyn til omstændigheder, motiver og de anklagedes indstilling. Der skulle dømmes strengt retfærdigt. (He 2:2) Den der havde gjort sig skyldig i overlagt mord, kunne ikke betale sig fra dødsstraffen. (4Mo 35:31) Gjorde nogen sig skyldig i uagtsomt manddrab, kunne vedkommende flygte til en af de tilflugtsbyer der var bestemt til formålet; men da han ikke kunne bevæge sig uden for byens grænser, blev det derved indprentet ham at livet var helligt, og at man ikke kunne tage let på et drab selv om det var sket ved et ulykkestilfælde, og at der krævedes en form for kompensation. Eftersom han måtte udføre produktivt arbejde i tilflugtsbyen, kom han imidlertid ikke til at ligge samfundet til byrde. — 4Mo 35:26-28.

Ved tyveri og beskadigelse af andres ejendom havde den straf lovovertræderen blev idømt, til formål at holde den skadelidte skadesløs. Hvis en tyv ikke kunne betale det fastsatte beløb, kunne han sælges som træl enten til den skadelidte eller til en anden, så han kunne yde offeret erstatning samtidig med at han arbejdede som betaling for sit underhold. På den måde lå han ikke samfundet til byrde, sådan som det er tilfældet når nogen idømmes fængselsstraf. Disse love var retfærdige og hjalp til at resocialisere lovovertrædere. — 2Mo 22:1-6.

Under Moseloven blev dødsstraf eksekveret ved stening. (3Mo 20:2, 27) Henrettelse med sværd blev undertiden taget i anvendelse, især når et større antal skulle lide døden. (2Mo 32:27; 1Kg 2:25, 31, 32, 34) Hvis en by gjorde sig skyldig i frafald, skulle alle i byen dræbes med sværdet. (5Mo 13:15) I 2 Mosebog 19:13 er der formentlig tale om at dræbe med spyd, lanse eller måske pil. (Se 4Mo 25:7, 8.) Halshugning omtales, men det er muligt at selve henrettelsen blev foretaget på anden måde, og hovedet derefter blev skilt fra kroppen. (2Sa 20:21, 22; 2Kg 10:6-8) For særlig afskyelige forbrydelser foreskrev Loven brænding eller hængning. (3Mo 20:14; 21:9; Jos 7:25; 4Mo 25:4, 5; 5Mo 21:22, 23) Som det fremgår af de anførte skriftsteder, blev en sådan dom først eksekveret efter at forbryderen var blevet aflivet.

Hvis Gud havde viet krigsfanger til udslettelse, blev de som regel henrettet med sværd. (1Sa 15:2, 3, 33) De der overgav sig, blev sat til tvangsarbejde. (5Mo 20:10, 11) Ældre oversættelser af passagen i 2 Samuel 12:31 giver det indtryk at David torterede indbyggerne fra Rabba i Ammon; men som det fremgår af nyere oversættelser, satte han dem blot til at udføre tvangsarbejde. — Se GD, DA92, NV.

Loven foreskrev ikke nedstyrtning fra en klippe som straf, men kong Amazja af Juda henrettede 10.000 mand fra Se’ir på denne måde. (2Kr 25:12) Nazarets indbyggere forsøgte at gøre det samme med Jesus. — Lu 4:29.

Hvis nogen med vilje påførte andre en legemsskade, sørgede loven om gengældelse — at der skulle bødes lige for lige — for at retfærdigheden skete fyldest. (5Mo 19:21) Bibelen beretter om i hvert fald ét tilfælde hvor denne lov blev håndhævet. (Dom 1:6, 7) Dommerne måtte imidlertid ud fra bevisernes stilling fastslå om forseelsen var sket med overlæg, ved uagtsomhed, ved et uheld eller på anden vis. En undtagelse fra loven om gengældelse var den lov der gjaldt hvis en kvinde prøvede at hjælpe sin mand under et slagsmål ved at gribe fat i den anden mands kønsdele. I så fald skulle hendes kønsorganer ikke lide skade, men hendes hånd skulle hugges af. (5Mo 25:11, 12) Denne lov viser hvilken værdi Gud tillægger forplantningsorganerne. Da kvinden tilhørte en mand, tog loven desuden barmhjertigt hensyn til mandens ret til at få børn med sin hustru.

I Misjna nævnes fire former for dødsstraf: stening, brænding, halshugning og kvælning. De tre sidste var imidlertid hverken anerkendt eller påbudt i Moseloven, men var en del af den overlevering der blev føjet til i modstrid med Guds lov. (Mt 15:3, 9) Dødsstraffen ved brænding er et eksempel på de barbariske straffemetoder der således blev indført blandt jøderne: „Bestemmelsen angående dem der skal brændes: Man anbringer ham i gødning op til knæene og lægger et stykke klæde af groft stof inden i et stykke af blødt stof og vikler det om halsen på ham. Det ene [vidne] trækker den ene ende imod sig og det andet [vidne] trækker den anden ende imod sig, indtil han åbner munden. En væge [ordret ifølge Gemara (52a): et stykke bly] antændes og kastes i munden på ham, så den kommer ned i maven og brænder hans indvolde.“ — Sanhedrin 7:2, efter H. Danbys engelske oversættelse.

Eftersom menneskene fra begyndelsen var underlagt enten Guds lov eller samvittighedens lov, som Gud havde nedlagt i mennesket, gælder det at jo nøjere de holdt sig til den sande tilbedelse, jo mere rimelige og humane var de straffe deres love foreskrev, og jo længere de fjernede sig fra den sande tilbedelse, jo mere fordærvedes deres retfærdighedssans. Dette ses tydeligt når man  sammenligner oldtidens hedenske nationers love med Israels love.

Ægyptisk lov. Man ved ikke meget om de straffe ægypterne idømte. De anvendte prygl (2Mo 5:14, 16), drukning (2Mo 1:22), halshugning, hvorefter liget blev hængt på en pæl (1Mo 40:19, 22), henrettelse med sværd, og fængsling. — 1Mo 39:20.

Assyrisk lov. I Assyrerriget var straffene meget strenge. Der var dødsstraf, lemlæstelse (fx ved afskæring af ører, næse eller læber, eller ved kastrering), pælfæstelse, nægtelse af begravelse, stokkeslag, betaling af en vis mængde bly, og tvangsarbejde for kongen. Under assyrisk lov blev en morder overgivet til den myrdedes nærmeste slægtning, som enten måtte tage morderens ejendom eller hans liv. Dette kunne føre til blodfejder, eftersom der ikke var megen kontrol fra myndighedernes side og ingen ordning med tilflugtsbyer, som i Israel. Eksekveringen af straf for ægteskabsbrud blev overladt til manden. Han kunne enten dræbe sin kone, lemlæste hende eller straffe hende på anden måde som han fandt for godt, eller lade hende gå fri. Ægteskabsbryderen skulle behandles på tilsvarende måde. Mange krigsfanger blev flået levende, fik tungen revet ud eller blev blindet; de blev pælfæstet, brændt eller dræbt på anden måde.

Babylonisk lov. Hammurabis lov (der ikke er en lovsamling i den forstand jurister i dag bruger ordet) hviler på en tidligere lovgivning og er faktisk kun en samling typiske kendelser. De blev oprindelig skrevet på lertavler og er senere overført (måske med andre skrifttegn) til en stele der blev anbragt i Marduks tempel i Babylon. Sandsynligvis fandtes der kopier af den i andre byer. Denne stele blev af en erobrer bragt til Susa, hvor den blev fundet i 1902.

Var Hammurabis lov en „forløber“ for Moseloven?

Til forskel fra Moseloven fastlægger den ikke principper, men har åbenbart haft til formål at hjælpe dommerne til at afgøre visse sager ved at tilvejebringe præcedenser, kendelser i tidligere tilfælde eller ved at ændre sådanne tidligere kendelser for at vise hvordan lignende sager burde afgøres i fremtiden. Hammurabis lov angiver for eksempel ingen straf for mord eftersom man allerede havde en almindeligt vedtagen straf herfor, og det samme gjaldt utvivlsomt andre almindelige forbrydelser. Hammurabi havde ikke til hensigt at dække samtlige lovområder. Hver af lovsamlingens „paragraffer“ begynder med ordene: ’Hvis nogen [en mand, en søn, en fader, en købmand og så videre] gør’ dette eller hint. Eftersom den behandler specifikke tilfælde i stedet for at fastlægge principper, giver den kun anvisning på hvordan der skal dømmes under visse simple omstændigheder. Den hviler hovedsagelig på allerede eksisterende love og tager sig kun af visse vanskelige forhold som forekom i datidens Babylonien.

Hammurabis lov har på ingen måde vist sig at være forbillede for eller kilde til Moseloven. For eksempel lyder et af budene i Hammurabis lov: „Hvis det er husejerens søn, der dør [efter at en bygmester har bygget så dårligt at det siden falder sammen og dræber husejerens søn], dræber man bygmesterens søn.“ (Mesopotamien af M. Trolle Larsen, sp. 115, par. 230) I modsætning hertil siger Guds lov ved Moses: „Fædre skal ikke lide døden på grund af deres børn, og børn skal ikke lide døden på grund af deres fædre.“ (5Mo 24:16) Straffen for at stjæle værdigenstande var almindeligvis ikke at de skulle erstattes, som i Moseloven, men døden. I visse tilfælde af tyveri krævedes en erstatning på hen ved 30 gange værdien af det stjålne. Hvis manden ikke kunne betale, skulle han lide døden. Nebukadnezar brugte lemlæstelse og brænding som straf; de tre unge hebræere blev således kastet levende i den overophedede ildovn. — Da 2:5; 3:19, 21, 29; Jer 29:22.

Persisk lov. Under mederen Darius blev Daniel dømt til at blive kastet i en løvekule, og kongen gengældte hans falske anklagere ved at lade dem selv, deres sønner og deres hustruer dræbe på denne måde. (Da 6:24) Senere meddelte kong Artaxerxes af Persien Ezra at han kunne dømme enhver som ikke handlede efter Guds lov eller kongens lov, og at dommen omgående skulle eksekveres, „hvad enten den lyder på død eller landflygtighed eller pengebøde eller fængsel“. (Ezr 7:26) Ahasverus hængte de to dørvogtere der havde søgt at lægge hånd på ham, og han hængte også Haman på en 50 alen (22 m) høj pæl. — Est 7:9, 10; 2:21-23.

Der er fundet nogle få tavler med love som er udstedt af Darius I af Persien. I henhold til disse love blev den der angreb en anden med et våben og sårede eller dræbte ham, straffet med fra 5 til 200 piskeslag. Undertiden blev der anvendt pælfæstelse. Ifølge græske skribenter som omtaler de persiske love, blev forbrydelser mod staten, kongen, hans familie eller hans ejendom som regel straffet med døden, og fuldbyrdelsen af straffen var ofte grusom. Der foreligger ikke meget  om almindelige forbrydelser, men en typisk straf synes at have været at blinde personens øjne eller at hugge hans hænder eller fødder af.

Andre folk i Mellemøsten. De ikkeisraelitiske folkeslag der boede i og omkring det forjættede land, satte fanger i fængsel, bandt dem med lænker, lemlæstede dem, stak deres øjne ud, dræbte krigsfanger med sværd, sprættede gravide kvinder op og knuste deres små børn mod en mur eller en sten. — Dom 1:7; 16:21; 1Sa 11:1, 2; 2Kg 8:12.

Romersk lov. Foruden henrettelse med sværd, herunder halshugning (Mt 14:10), bestod de mere almindelige afstraffelser i følgende: prygl, hudfletning med en pisk hvis strenge undertiden var besat med knogler eller tunge metalstykker eller forsynet med kroge i enderne, hængning, nedstyrtning fra en høj klippe, drukning, sønderrivning af vilde dyr i arenaen, tvungen deltagelse i gladiatorkampe, brænding, pælfæstelse. (Se dette.) Fængslede fik ofte fødderne fastgjort i blokken (Apg 16:24) eller blev lænket til en vagt eller en soldat. (Apg 12:6; 28:20) Lex Valeria og Lex Porcia fritog romerske borgere for piskning — Lex Valeria når borgeren appellerede til folket, og Lex Porcia uden en sådan appel.

Græsk lov. Blandt grækerne anvendtes i mange tilfælde de samme straffe som blandt romerne. Forbrydere blev styrtet ned fra en høj klippe eller ned i en dyb slugt, pryglet ihjel, druknet, forgivet eller dræbt med sværd.

Flere oplysninger findes i artiklerne om de enkelte forbrydelser og straffemetoder.