Som universets Suveræn har Jehova Gud ret til at befale sine tjenere at forsamles og til at bestemme hvor og hvornår de skal gøre det. Han gør det til gavn for dem. Når Guds folk i fortiden forsamledes, tjente det forskellige formål, og det fremmede givetvis enheden, for alle tilstedeværende havde mulighed for at høre det samme budskab på samme tid. Sådanne sammenkomster resulterede i store åndelige velsignelser og var ofte præget af stor glæde.

Hebraiske og græske ord. I Bibelen bruges der flere hebraiske og græske ord for sammenkomster. Et almindeligt ord i den hebraiske  tekst er ‛edhahʹ. Det kommer af rodordet ja‛adhʹ, der betyder „at aftale (at mødes), at bestemme“, og det sigter således til en gruppe der er samlet efter aftale. (Jf. 2Sa 20:5; Jer 47:7.) ‛Edhahʹ anvendes ofte om Israels samfund og forekommer i udtrykkene „forsamlingen“ (3Mo 8:4, 5; Dom 21:10), „Israels forsamling“ (2Mo 12:3; 4Mo 32:4; 1Kg 8:5) og „Jehovas forsamling“ (4Mo 27:17).

Det hebraiske ord mō‛edhʹ kommer af samme rod som ‛edhahʹ og betyder „fastsat tid“ eller „aftalt sted“. (1Sa 13:8; 20:35) Det forekommer 223 gange i De Hebraiske Skrifter og indgår for eksempel i udtrykket „mødeteltet“. (2Mo 27:21) Ordet mō‛edhʹ bruges også om festtiderne. (3Mo 23:2, 4, 37, 44) Det forekommer således i Esajas 33:20, hvor Zion kaldes „vore festtiders stad“.

Det hebraiske ord miqra’ʹ, der betyder „stævne“, kommer af verbalroden qara’ʹ (kalde, indkalde, tilkalde). Det forekommer i Esajas 4:5, hvor Zions Bjergs „stævneplads“ omtales. Ordet bruges ofte i udtrykket „helligt stævne“ (2Mo 12:16; 3Mo 23:2, 3); under et sådant helligt stævne måtte israelitterne ikke udføre arbejde af verdslig art.

Endnu et hebraisk ord der anvendes om en forsamling er qahalʹ, der er beslægtet med et udsagnsord som betyder „at sammenkalde, træde sammen“. (2Mo 35:1; 3Mo 8:4) Det bruges ofte for at betegne en menighed som en organiseret gruppe. Undertiden bruges qahalʹ (menighed) i forbindelse med ‛edhahʹ (forsamling). (3Mo 4:13; 4Mo 20:8, 10) Begge ord indgår i udtrykket „menigheden af Israels forsamling [hebr.: qehalʹ ‛adhath-Jisra’elʹ]“. — 2Mo 12:6.

Det hebraiske ord ‛atsarahʹ gengives med „højtidsstævne“. Det bruges i forbindelse med løvhyttefesten og påsken. — 3Mo 23:36; 5Mo 16:8.

Små sammenkomster af forskellig art betegnes med det hebraiske ord sōdh, der betyder „fortroligt samråd; fortrolighed“. (Sl 83:3; Job 29:4) Det oversættes også med „fortrolig kreds“, for eksempel i Salme 89:7: „Man fyldes med ærefrygt for Gud i de helliges fortrolige kreds; han er større og mere frygtindgydende end alle omkring ham.“

Det græske ord ekklēsiʹa (af ek, „ud af“, og klēʹsis, „kald“) bruges som regel i Septuaginta som en oversættelse af det hebraiske ord qahalʹ (menighed), men anvendes også undertiden for ‛edhahʹ (forsamling), skønt man for dette ord også har brugt det græske ord synagōgēʹ (der betyder „sammenføren“, af syn, „sammen“, og aʹgō, „føre“). I De Kristne Græske Skrifter gengives ekklēsiʹa almindeligvis med „menighed“. I Apostelgerninger 7:38 bruges det om Israels menighed. Det græske ord synagōgēʹ, der hovedsagelig bruges om stedet hvor man samles, „en synagoge“, anvendes også om selve forsamlingen på stedet, for eksempel i Apostelgerninger 13:43 („synagogeforsamlingen“) og i Jakob 2:2 („forsamlinger“). Endnu et græsk ord, panēʹgyris (af pan, „al“, og agoraʹ, der betegner enhver forsamling af mennesker), forekommer i Hebræerne 12:23 og gengives med „hele forsamlingen“. — NV, KJ, AS.

Bibelen har meget at sige om åndeligt opbyggende forsamlinger, men den nævner også forsamlinger af ugudelig eller uretfærdig karakter. Den oprørske Koras tilhængere kaldes „hele hans forsamling“. (4Mo 16:5) I bøn til Jehova sagde David: „Forsamlingen af tyranner har efterstræbt min sjæl.“ (Sl 86:14) Og da sølvsmeden Demetrius ophidsede til modstand mod Paulus i Efesus og en skare samledes, „råbte [nogle] ét og andre noget andet; forsamlingen var nemlig i forvirring, og de fleste vidste ikke af hvilken grund de var kommet sammen“. — Apg 19:24-29, 32.

Under Jehovas folks sammenkomster herskede der orden; de blev overværet af mange, var til åndelig gavn og ofte til stor glæde for deltagerne.

I overensstemmelse med Guds vilje samlede Moses og Aron alle Israels ældste i Ægypten. Jehovas ord blev fremholdt, Jehova gjorde tegn og undere, og folket fik tro. (2Mo 4:27-31) Senere forsamledes israelitterne på Guds befaling ved foden af Sinaj Bjerg (Horeb), hvor de så et ærefrygtindgydende syn og var vidner til at Loven blev givet. — 2Mo 19:10-19; 5Mo 4:9, 10.

Mens israelitterne befandt sig i ørkenen, gav Jehova Moses besked om at lave to sølvtrompeter som skulle bruges når forsamlingen skulle indkaldes og når lejren skulle bryde op. Hvis der blev blæst i dem begge, skulle hele forsamlingen møde hos Moses; hvis der kun blev blæst i den ene, var det kun høvdingerne der blev tilkaldt. I ørkenen var det fastsatte mødested „indgangen til mødeteltet“. (4Mo 10:1-4; 2Mo 29:42) Senere var det Jehovas vilje at israelitterne samledes i templet i Jerusalem til de tre store årlige højtider. — 2Mo 34:23, 24; 2Kr 6:4-6.

Repræsentative forsamlinger. Ved sammenkomster blev Israels folk undertiden repræsenteret af „forsamlingens høvdinger“ (2Mo 16:22; 4Mo 4:34; 31:13; 32:2; Jos 9:15, 18; 22:30) eller „ældste“. (2Mo 12:21; 17:5; 24:1) Når retssager skulle behandles, kunne de involverede parter samles i byporten. Uanset hvor de trådte sammen, afgjorde de dog ikke sagen på  demokratisk vis ved stemmeflertal. De respekterede ældste overvejede derimod på teokratisk vis sagen i lyset af Guds lov og bekendtgjorde derefter deres afgørelse. (5Mo 16:18; 17:8-13) På samme måde blev den kristne menighed i det 1. århundrede i sådanne sager repræsenteret af dem som den hellige ånd havde tildelt et ansvar. (Apg 20:28) I Israel var hele forsamlingen undertiden med til at eksekvere en dødsstraf. — 3Mo 24:14; 4Mo 15:32-36; 5Mo 21:18-21.

Hele folket forsamles. Hele Israels folk samledes til de religiøse højtider, højtidsstævnerne (2Kr 34:29, 30; Joel 2:15) og i forbindelse med begivenheder af stor betydning for hele folket. (1Sa 10:17-19) Somme tider blev befolkningen sammenkaldt af løbere. (2Kr 30:6, 13) Den ugentlige sabbat, en dag med „fuldstændig hvile, et helligt stævne“ (3Mo 23:3), var en lejlighed til at høre og grunde over Guds ord, som man senere gjorde i synagogerne, hvor ’Moses blev oplæst hver sabbat’. (Apg 15:21) Der var også fejringen af nymånedagen (4Mo 28:11-15), trompetblæsningsdagen (4Mo 29:1-6), den årlige forsoningsdag (3Mo 16), påsken (til minde om Israels udfrielse fra Ægypten; 2Mo 12:14) og, senere, purimsfesten (til minde om jødernes udfrielse fra truslen om udryddelse i Perserriget; Est 9:20-24) samt indvielseshøjtiden (til minde om genindvielsen af templet den 25. kislev år 165 f.v.t.; Joh 10:22, 23). Desuden var der de tre årlige højtider, „Jehovas festtider“: De usyrede brøds højtid, ugefesten (der senere blev kaldt pinsen) og løvhyttefesten (3Mo 23), idet Gud havde sagt: „Tre gange om året skal enhver af mandkøn hos dig vise sig for den sande Herres, Jehovas, ansigt.“ (2Mo 23:14-17) I erkendelse af disse højtiders store åndelige værdi sørgede mange mænd for at hele deres familie overværede dem. (Lu 2:41-45) Moses havde også udtrykkeligt sagt at hvert syvende år, ved løvhyttefesten, skulle mænd, kvinder, børn og fastboende udlændinge i Israel samles på det sted Jehova udvalgte, ’for at de kunne høre og for at de kunne lære, og således frygte Jehova deres Gud og tage vare på at følge alle Lovens ord’. (5Mo 31:10-12) Der var således truffet foranstaltning til at israelitterne hyppigt kunne samles for at høre og grunde over Jehovas ord og hensigter. — Se HØJTID, FESTTID.

Da templet i Jerusalem var fuldført, sammenkaldte Salomon en stor forsamling til indvielsen af det. Denne sammenkomst varede i mange dage, og da deltagerne blev sendt hjem, „frydede [de] sig og var vel til mode i hjertet over det gode som Jehova havde gjort mod David og mod Salomon og mod sit folk Israel“. — 2Kr 5:1–7:10.

Det var til stor glæde og åndelig gavn for skarerne at samles i templet ved de årlige højtider, som for eksempel ved påsken på kong Ezekias’ tid, da „der blev stor fryd i Jerusalem“. (2Kr 30:26) På Nehemias’ tid blev der indkaldt til en sammenkomst som viste sig at give anledning til „meget stor fryd“. (Ne 8:17) Da folket var samlet i Jerusalem, læste Ezra op af bogen med Mose lov for „alle der kunne forstå det de hørte“, og de lyttede. (Ne 8:2, 3) Israelitterne glædede sig over den undervisning de derved fik af Ezra og andre levitter, „for de havde forstået de ord der var blevet gjort kendt for dem“. (Ne 8:12) Derefter fejrede de løvhyttefesten, og på den ottende dag „var der højtidsstævne, som foreskrevet“. — Ne 8:18; 3Mo 23:33-36.

Synagoger som samlingssteder. Mens jøderne var i landflygtighed i Babylon, eller kort tid derefter, begyndte de at samles i synagoger. Med tiden blev der bygget synagoger mange steder, og store byer havde mere end én. Synagogerne var først og fremmest skoler hvor Skrifterne blev oplæst og udlagt. Det var også mødesteder hvor man bad og lovpriste Gud. Jesus Kristus og hans disciple plejede at komme i synagogerne for at undervise og tilskynde de tilstedeværende. (Mt 4:23; Lu 4:16; Apg 13:14, 15; 17:1, 2; 18:4) Eftersom Skrifterne regelmæssigt blev oplæst i synagogerne, kunne Jakob sige til det kristne styrende råd i Jerusalem: „Fra gammel tid har Moses i by efter by haft nogle der forkynder ham, idet han oplæses i synagogerne hver sabbat.“ (Apg 15:21) De grundlæggende træk ved tilbedelsen i synagogerne blev overført til de kristne samlingssteder, hvor der skulle være oplæsning og udlægning af Skriften, tilskyndelse, bøn og lovprisning. — 1Kor 14:26-33, 40; Kol 4:16; se SYNAGOGE.

Kristne forsamlinger. Ved flere lejligheder samledes store skarer af mennesker foran Jesus Kristus for at få gavn af hans forkyndelse, som for eksempel da han holdt Bjergprædikenen. (Mt 5:1–7:29) Der var ikke tale om arrangerede sammenkomster, og undertiden varede de så længe at de forsamlede skarer fik behov for noget at spise, og Jesus dækkede dette behov ved mirakuløst at mangfoldiggøre fødevarer. (Mt 14:14-21; 15:29-38) Kristus samlede ofte sine disciple for at undervise og oplære dem, og efter hans død mødtes hans disciple, som på pinsedagen år 33, da den hellige ånd blev udgydt over dem der var til stede. — Apg 2:1-4.

De første kristne havde for skik at mødes regelmæssigt, almindeligvis i små grupper. Ved nogle lejligheder samledes der dog „en anselig  skare“. (Apg 11:26) Jesu halvbroder Jakob fandt det påkrævet at minde de åndelige israelitter om at de ikke måtte vise partiskhed ved at favorisere de rige i deres forsamling (gr.: synagōgēʹ). — Jak 2:1-9.

Betydningen af at samles. I forbindelse med den årlige fejring af påsken understreges betydningen af at drage fuld nytte af de foranstaltninger Jehova har truffet til at hans tjenere kan samles for at opnå åndelige velsignelser. Enhver mand der undlod at fejre påsken skønt han var ren og ikke på rejse, skulle udryddes af sit folk. (4Mo 9:9-14) Da kong Ezekias opfordrede Judas og Israels indbyggere til at komme til Jerusalem for at fejre påsken, lød hans budskab i uddrag: „Israels sønner, vend om til Jehova . . . Nu må I ikke gøre jeres nakke stiv som jeres fædre. Ræk Jehova hånden og kom til hans helligdom som han har helliget til fjerne tider, og tjen Jehova jeres Gud, så hans brændende vrede vender sig fra jer. . . . Jehova jeres Gud er nådig og barmhjertig, og han vil ikke vende sig bort fra jer hvis I vender om til ham.“ (2Kr 30:6-9) Hvis de med vilje undlod at komme, ville det være et vidnesbyrd om at de havde vendt sig bort fra Gud. De kristne fejrer ikke påsken eller lignende højtider, men Paulus rådede dem til ikke at svigte Guds folks regelmæssige møder, idet han sagde: „Lad os give agt på hinanden for at anspore til kærlighed og gode gerninger, og ikke forsømme at komme sammen, som nogle har for skik, men opmuntre hinanden, og det så meget mere som I ser dagen nærme sig.“ — He 10:24, 25; se MENIGHED.